Livet som delebarn er virkelighed for mange børn i Danmark. Og de har faktisk en helt klar mening om, hvordan mor og far skal opføre sig, når livet skal deles mellem to hjem.
Landsforeningen Børns Vilkår har nedsat et børnepanel, der har været med til at udarbejde den rapport, der hedder 'Mine forældre skal skilles. Så vidt jeg forstår på det hele (2016)'.
I rapporten har børnepanelet blandt andet været med til at udarbejde nogle gode råd til deres forældre - altså de mange forældre, der hvert år vælger at gå hver til sit.
Panelet består af 12 drenge og piger i alderen 13-14 år. De har alle forældre, der er skilt og lever i forskellige deleordninger. Nogle af dem bor lige meget hos mor og far, andre bor mest hos den ene forælder, og nogle bor udelukkende hos en forælder.
Og her kommer de ønsker, som børnene i panelet har til dele-far og - mor.
Forældre skal:
- •
Tale sammen
- •
Lade være med at skændes foran barnet
- •
Lade være med at tale dårligt om hinanden foran barnet
- •
Sige ”vi finder ikke sammen igen”, hvis de bruger meget tid sammen, så barnet ikke bliver forvirret og begynder at håbe
- •
Lægge uvenskab til side, når barnet skal konfirmeres og ved andre højtider
- •
Være sammen på vigtige dage i barnets liv
Og børnene har følgende praktiske ønsker til hjælp med at bo to steder og rejse mellem mor og far:
Forældre skal…
- •
Lade være med at blande sig i, hvad der sker i det andet hjem
- •
Vise, at fordeling af tid med barnet er en fælles beslutning
- •
Snakke sammen om regler og opdrage på samme måde
- •
Bo tæt på hinanden
- •
Hjælpe barnet med at pakke og med at komme fra den ene forælder til den anden
- •
Ikke bede barnet om at vælge mellem forældrene
- •
Snakke med barnet om det savner den anden forælder
Børns Vilkår har produceret nedenstående video, der meget godt illustrerer dét at være et barn - i to adskilte verdener:
https://www.youtube.com/watch?v=6aQHGsC55SY