Her er 5 film om Anden Verdenskrig som skovlede Oscarstatuetter hjem

Den danske krigsfilm ’Under Sandet’ er nomineret til en Oscar. At filmen handler om Anden Verdenskrig kan øge dens vinderchancer, vurderer filmekspert.

Film om Anden Verdenskrig, og om krig generelt, går ofte hjem med Oscar-statuetter.

Det skyldes blandt andet, at dommerne ved Oscar-uddelingen består af et vælgerkorps på knap 6.000 personer – og ikke af en smal gruppe filmkritikere som ved mange andre prisuddelinger.

- Det høje medlemstal gør, at det især er brede og storslåede film, der spiller på følelserne og som kan levere både indlevelse og suspense, der vinder statuetterne. Og i dette felt har krigsfilm ofte en fordel, fortæller filmekspert Peter Schepelern.

Ikke mindst har historien om Anden Verdenskrig alle de elementer, der skal til for at skabe en Oscarvindende film, pointerer Schepelern, der er lektor emeritus ved Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet:

- Det er især den moralske dimension, der gør krigen fængende for publikum og Oscarkomiteen.

- Hvis man samtidigt med at fortælle en storslået og fængende historie kan få den til at virke som om den tjener en højere sags tjeneste, ved for eksempel at berette om kampen mod nazisterne eller jødernes lidelser, så går den jo rent ind.

Om krigstemaet også vil hjælpe den danske krigsfilm 'Under sandet', der er nomineret i kategorien for bedste udenlandske film, afsløres natten mellem søndag om mandag, hvor den prestigefyldte pris uddeles for 89. gang.

'Under sandet' handler om danskernes behandling af tyske krigsfanger under efterspillet til Anden Verdenskrig.

Hvis filmen vinder, vil den blive en del af en stor klub af Oscarvindende film om Anden verdenskrig, hvoraf flere er blevet deciderede klassikere.

Her er fem af de mest ikoniske, som skovlede statuetter med hjem.

’Casablanca’: 8 nomineringer, 3 Oscars

Historien om den brandydrikkende og kyniske natklubejer Rick, der en dag møder sin gamle flamme Ilsa i det nazivenlige Marokko, er fyldt med genkendelige citater som ”Here’s looking at you, kid” og ”We’ll always have Paris”, der for længst har boret sig dybt ned i den offentlige bevidsthed.

På trods af at 'Casablanca' er den eneste film på listen, som er udkommet midt under krigen i 1942, er den paradoksalt nok også den film, hvis handling synes at finde sted længst fra krigens rædsler.

- Det er kærlighedsfilm og ikke en krigsfilm, men det skader ikke nødvendigvis i Oscar-sammenhæng, siger Peter Schepelern.

Schepelern pointerer, at krigen er utrolig central for handlingen i ’Casablanca’, men at den samtidigt ikke er omdrejningspunktet på samme måde som i andre Anden Verdenskrig-film.

- I løbet af filmen møder vi både fascister, nazister, modstandsmænd og kollaboratører, men egentligt er det historien om de to elskende, der ikke kan få hinanden, som udgør fortællingens hjerte, siger Peter Schepelern.

’Broen over floden Kwai’: 8 nomineringer, 7 Oscars

Da David Leans storfilm tog hjem fra Oscaruddelingen i 1958, gjorde den det med hele syv statuetter i baglommen.

Filmens handling foregår i en japansk krigsfangelejr, hvor en flok vemodige briter tvinges til at bygge en stor træbro over floden Kwai i Thailand.

Ifølge Peter Schepelern kan 'Broen over floden Kwai' sammenlignes med andre film fra samme periode, der hylder de allieredes kamp mod aksemagterne som for eksempel D-dagsfilmen ’Den længste dag’, men der er én vigtig forskel pointerer Peter Schepelern:

- Alec Guinness’ karakter giver filmen en moralsk tvetydighed, man ikke ser i så mange andre krigsfilm fra samme periode, forklarer han

Guinness er blevet hyldet vidt og bredt for sin præstation i rollen som Oberst Nicholson, og generelt skader fantastiske skuespilspræstationer bestemt ikke en films Oscarchancer.

I tilfældet med ’Broen over floden Kwai’ er det dog særligt Guiness’ kompleksitet, der gør at filmen stikker lidt ud fortæller Peter Schepelern.

- Han spiller jo denne her stolte officer, der til at starte med at yde stoisk og kompromisløs modstand mod japanerne, men efter japanerne går ind på hans vilkår, ender han med nærmest at blive en slags allieret for fjenden. Filmen sætter fokus på et etisk dilemma mellem selvdestruerende modstand og ukritisk lydighed, forklarer han

’Patton – Pansergeneralen’: 10 nomineringer, 7 Oscars

’Patton – Pansergeneralen’ fra 1970 fortæller historien om den amerikanske general George S. Pattons ageren under Anden Verdenskrig.

- Det er en film om amerikanernes heroiske krigsindsats i anden verdenskrig, men fortalt med en kompleks og til tider dybt usympatisk person i centrum, siger Peter Schepelern

Både i samtiden men også i eftertiden har Patton været en dybt kontroversiel figur i amerikansk historie.

I en af de mest berømte scener fra filmen både overfuser og slår generalen en soldat med granatchok, hvorefter han sender ham tilbage til frontlinjen.

Men på trods heraf fremstår Patton ikke som entydigt som skurk i filmen fortæller Peter Schepelern:

- Patton bliver fremstillet som et svin, men et svin der ultimativt har ret. Han er mere modig, dumdristig og udfarende end de andre generaler, men opnår til gengæld også mange flere resultater, forklarer han.

Ifølge Peter Schepelern kan en stor del af filmens Oscarsucces vises tilbage til George C. Scotts imponerende præstation som Patton.

Scott modtog også en af filmens syv Oscars for rollen, men han nægtede på berømt vis at modtage den, da han mente at enhver skuespillers præstation er unik og umulig at sammenligne med en anden.

’Schindlers liste’: 12 nomineringer, 7 Oscars

’Schindlers liste’ er langt fra den første holocaust-film, men den er uden tvivl den mest succesfulde i Oscarregi.

Filmen bygger på den sande historie om den opportunistiske tyske forretningsmand Oskar Schindler, der forsøger at gøre sin lykke ved at udnytte holocausts billige jødiske arbejdskraft.

Der går dog ikke lang tid før Schindler får moralske kvaler, og han begynder at redde de jødiske fanger fra døden.

- ’Schindlers liste’ er på mange måder blevet grundfilmen om holocaust, som alle andre nye holocaustfilm vejes efter, fortæller Peter Schepelern.

En af grundene til filmens store Oscarsucces er, at filmens instruktør Steven Spielberg og de andre filmskabere lykkedes med at lave en flot og spænende film om historiens største tragedie uden at træde alt for mange mennesker over tæerne, fortæller Peter Schepelern.

- Filmen er æstetisk set superflot med et sort/hvidt farveskema, der understreger den dystre tone, bortset fra en enkelt rød frakke på en lille pige. Den er så smuk og hjertevridende, at man nærmest føler, at man ikke tager Holocaust alvorligt, hvis man ikke kan lide den, siger han

’Livet er Smukt’: 7 nomineringer, 3 Oscars

’Livet er smukt’ er noget så særligt som en komedie om holocaust.

Roberto Benigni, der også har instrueret filmen, spiller en jødisk-italiensk bogsælger, der i årene op til Anden Verdenskrig leger sig gennem livet.

Da han sammen med sin familie bliver smidt i en KZ-lejr, beslutter han sig for at bruge humoren til at skærme sin lille søn for holocausts værste rædsler.

- Den er sjov, fordi den er sjov. Det er jo en film, der balancerer på et stort set umuligt knivsæg mellem tragedie og latter, fortæller Peter Schepelern

’Livet er smukt’ står i skarp kontrast til den bogstaveligt talt grå og farveløse 'Schindlers Liste'.

Men på trods af at den var ganske succesfuld ved Oscaruddelingen i 1998, især for en ikke engelsksproget film, fik den alligevel en noget hårdere medfart end de andre film på listen.

- Når man indtil nu har været vant til de her store rørende og meget alvorlige holocaustfilm, så kommer denne her sjove lille italiener ind og laver denne her lille fjollede film - det var der mange, der havde det svært med, forklarer Peter Schepelern