Den nye danske film ’Under sandet’ får skarp kritik for at være historisk ukorrekt. Men filmfolk forsvarer retten til at dramatisere historiens begivenheder.
Og det er langt fra første gang, at de to lejre har været i flæsket på hinanden.
- Det er jo nærmest hver eneste gang, der udkommer en ny historisk film, at denne debat opstår, siger filmhistoriker og forskningsleder ved Det Danske Filminstitut Lars-Martin Sørensen.
Han har assisteret DR Historie i udvælgelsen af fem eksempler på film, der har fået kritik for at fordreje virkeligheden.
Film huskes bedre end historiebøger
På den ene side i debatten står historikerne, som korser sig, når historien vinkles, fordrejes eller helt omskrives.
- De farer jo op af stolen hver gang, fordi de ved, at de her film har ekstremt stor effekt på, hvad folk husker som historisk korrekt. Det er jo i høj grad filmenes fortællinger, de husker - og ikke historikernes forskningsbaserede udredninger, som folk tvinges til at læse i folkeskolen, siger Lars-Martin Sørensen og pointerer:
- Og man kan jo godt følge den her bekymring, for hvis vi som samfund skal lære af historien, er det jo meget vigtigt, hvordan den huskes.
Dramatisering skaber interesse
På den anden side står instruktører og andre filmfolk, som er underlagt krav om billetsalg – og påkalder sig deres kunstneriske frihed.
Og det argument kan man jo også sagtens følge, siger Lars-Martin Sørensen:
- Hvis en film skal være helt historisk korrekt, skal hele historien jo med – men så vil folk jo kede sig ihjel. Så den går jo ikke.
- Historikere skal jo også huske på, at de her film er bedre end alt andet til at sætte fokus på et historisk emne. Og i deres kølvand udkommer bøger, biografier og artikler i ét væk – og på den måde er de jo også med til at oplyse befolkningen.
Tordenskjolds kærlighedsliv vakte vrede
Kritikken af films historiske korrekthed har nærmest eksisteret lige så længe, som filmteknologien har eksisteret, siger Lars-Martin Sørensen og fremhæver 'Tordenskjold gaar i land' fra 1942 som et eksempel.
- Filmen skabe voldsom debat i medierne. Den valgte at fokusere på en historie om Tordenskjolds kærlighedsliv frem for på hans virkelige, heroiske handlinger - og det brød folk sig virkelig ikke om, siger Lars-Martin Sørensen.
Den er også et godt eksempel på, at de største ramaskrig ofte opstår, når filmene går ind og prikker til de helt store begivenheder eller personligheder i Danmarkshistorien, tilføjer han og pointerer:
- Når de piller ved det nationale selvbillede - så har vi balladen.
'1864' sendte Bornedal på slagtebænken
Og det nationale selvbillede var netop, hvad der blev rokket ved i tv-serien '1864' fra 2014. Allerede inden premieren, modtog den kritik - blandt andet for at fremstille historiske personligheder unuanceret.
- Synopsen er ensidig. Og derfor kan jeg frygte, at serien giver danskerne et misvisende billede af, hvad der skete, lød det blandt andet fra historiker Rasmus Glenthøj.
Tv-seriens instruktør og manuskriptforfatter Ole Bornedal forsvarede sig i Politiken:
- Der er nogle kunstneriske friheder i det. Man tager nogle historiske figurer og gør alt for meget ved nogle og alt for lidt ved andre. I den balance kan man ikke navigere i forhold til det historisk korrekte, men kun i forhold til en dramatisk velfungerende korrekthed.
Var stikkeren i 'Flammen og Citronen’ den rigtige?
Portrættet af to af modstandskampens mest kendte skikkelser i 'Flammen og Citronen' fra 2008 blev blandt andet kritiseret af forfatter til flere bøger om modstandsbevægelsen Sven Ove Gade for at være ”misvisende” og ”fjernt fra virkeligheden”.
Eksempelvis blev det kritiseret, at det - som filmen viser - faktisk aldrig er blevet bevist, at det var journalisten Ketty Selmer, som angav flammen, hvilket førte til hans død.
Filmens instruktør Ole Christian Madsen forsvarede sig.
-Det skal selvfølgelig have rod i virkeligheden, før det er relevant. Problemet med historisk fiktion er, at den historiske akkuratese står i vejen. Som filmskaber bliver man let erklæret for inhabil, og det er ærgerligt, fordi fiktionen netop laver en fortolkning og fanger en essens. Vi laver skæbnefortællinger, som kan stå stærkere end et historisk dokument, sagde han.
’En kongelig affære’ uden en affære?
Den prisbelønnede film 'En kongelig affære' fra 2012 om kongens livlæge Struensee gik heller ikke fri for kritik.
Det blev eksempelvis kritiseret, at affæren mellem Caroline Mathilde og Struensee faktisk skulle være blevet bekræftet. Romancen bygger ”hovedsagelig på løse rygter. Der foreligger ikke noget troværdigt bevismateriale,” lød det fra historiker Henning Rovsing Olsen.
Historiker Sebastian Olden-Jørgensens var enig:
- I deres iver efter at tilfredsstille et moderne publikum har de udglattet det meste og fjernet 1700-tallets særpræg og det umoderne menneskelige. De har gjort Caroline Mathilde pæn, sød, progressiv og lidt konventionel. Sådan var hun ikke. Hun gik med ridebukser og var helt sin egen, ja nok lidt grænsesøgende, pointerede han og fremhævede i øvrigt, at Strensee heller ikke var lige så pæn som hovedrolleindehaveren Mads Mikkelsen.
’Idealisten’ kritiseres for at prioritere dramaet
'Idealisten' handler om en ung journalist, der forsøger at afsløre for offentligheden, hvordan et nedstyrtet bombefly på grønland havde brintbomber ombord.
Filmen havde premiere tidligere i år og fik blandt andre historiker Poul Villaume til tasterne.
- Problemet med ’Idealisten’, set fra en historikers synspunkt, er, at væsentlige historiske omstændigheder, som ikke passer ind i filmens overordnede dramatiske plot, udelades eller systematisk underspilles. Derved kommer filmen til at cementere nogle myter om Danmarks og Grønlands stilling under den kolde krig, lød kritikken blandt andet.
Film forsøgte sig med total historisk korrekthed
Men det er ikke alle film, som går på kompromis med den historiske korrekthed. I 1949 forsøgte filmen 'For frihed og ret' at fortælle historien om grundlovens tilblivelse så korrekt som muligt.
Det gik dog ikke så godt, fortæller filmhistoriker Lars-Martin Sørensen
- Den fik en sønderlemmende kritik af anmelderne. Den var simpelthen så kedelig, at man var ved at dø af det.