Når fredagens udgave af X Factor ruller over de danske tv-skærme markeres et vigtigt jubilæum. Det er nemlig underholdningsflagskibets program nummer 100, der ryger ud i æteren.
X Factor kører nu på ottende sæson, og er for længst blevet det største underholdningsprogram i Danmark, målt på antallet af tv-seere. Men selv om programmet snart har et årti på bagen, er det populært som aldrig før.
Omkring halvanden million danskere tænder stadig for programmet fredag efter fredag, og med den ny X Factor-app er stemmetallet for dette års liveshows indtil videre mere end fordoblet i forhold til 2014.
”Hele Danmarks program”
Men hvad er hemmeligheden bag succesen?
For Jan Lagermand Lundme, underholdningschef på DR – og manden, der indførte X Factor i Danmark tilbage i 2008 – er svaret ganske ligetil:
- X Factor er meget mere end blot et underholdningsprogram. Når vi er oppe at have så høje seertal, som X Factor har, så er det fordi programmet kan noget mere, forklarer Lundme.
- Det er også et debatskabende program, som giver mulighed for at diskutere både musik, smag og kunstnere – det er en uudtømmelig kilde af emner og ting, man kan snakke om. Og så er det skruet super godt sammen: Man kommer igennem hele følelsesregistret i løbet af en X Factor-aften. Det er i sandhed hele Danmarks program!
2 millioner tænder for finalen
Og programmet, der har sin oprindelse i Storbritannien, hvor det har været sendt siden 2004, slog da også hurtigt an, da det kom til Danmark i 2008:
Mere end 2,2 millioner danskere så med, da Martin fra Ørum vandt første sæson af X Factor, og hans efterfølgende debutplade solgte hurtigt omkring 100.000 eksemplarer.
De følgende sæsoner nød også stor seermæssig succes, og både sæson 4 og 5, sendt i henholdsvis 2011 og 2012, havde langt over 2 millioner seere til finalen; seertal, der normalt kun tilkommer begivenheder af særlig national interesse - som for eksempel Melodi Grand Prix, herrehåndbold og DRs dramaserier.
Politikere: X Factor samler Danmark
Fra politisk hånd er begejstringen over programmet også tydelig.
Pia Olsen Dyhr, formand for SF, har udtalt, at hun stadig synes, programmet holder – ”også på 8. sæson”.
Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard er også X Factor-fan:
- Det må siges at være et program, der samler Danmark, har hun tidligere udtalt til dr.dk.
Ja, faktisk har X Factor også været en positiv medspiller i integrationen af danskere med anden etnisk baggrund:
- Der er ingen tvivl om, at X Factor har gjort meget, mener Manu Sareen (R), minister for børn, integration, ligestilling og sociale forhold.
Følg med på appen
Og selv om programmet altså nu kører på ottende sæson her i Danmark, udvides dets omfang og udbredelse stadig:
2015-sæsonen er nemlig blevet beriget af en officiel X Factor-app, der i skrivende stund er downloadet på snart 250.000 smartphones.
Dermed kan man altså følge programmet på hele 7 platforme: på appen, dr.dk, Facebook, Snapchat, Instagram, Twitter og YouTube – foruden selvfølgelig i fjernsynet om fredagen, hvor program nummer 100 altså sendes nu på fredag.