Måske har X Factor gjort mere for integrationen af danskere med anden etnisk baggrund end nogen politikere.
Sådan sagde DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme i et optaktsprogram til næste omgang af talentshowet lørdag aften.
- Det er et kækt udsagn. Men der er ingen tvivl om, at X Factor har gjort meget, mener Manu Sareen (R), som er minister for børn, integration, ligestilling og sociale forhold.
‘Vildt positivt’
Basim, Mohamed Ali, Asian Sensation, Babou, Anthony Jasmin. Listen af finalister i X Factor med minoritetsbaggrund er lang.
- I Danmark er der desværre ikke så meget interaktion mellem indvandrere og danskere, så vi får vores viden om hinanden gennem medierne. Derfor betyder et program som X Factor enormt meget for den måde, som vi opfatter hinanden på, siger ministeren.
- Det har været vildt positivt, at se Asian Sensation, Basim og alle de andre minoritetsunge i en positiv kontekst i X Factor. Det glæder jeg mig over.
Asian Sensation gjorde en forskel
I 2009 blev de tre srilankanske Aarhus-drenge i Asian Sensation folkeeje som 'hele Danmarks lykkepiller', som Remee kaldte dem.
- På grund af vores hudfarve har vi oplevet nogle ubehagelige ting med nedladende kommentarer. Men efter X Factor har der næsten aldrig været noget, så vi må have gjort en forskel, siger drengene selv i programmet 'Hele Danmarks X Factor'.
- I samfundet generelt klarer minoritetsunge sig lidt dårligere end majoritetsunge. Så noget af det, de kan gøre for at komme ud af den rolle, er gennem sang, rap og så videre. Det er måske også det, der afspejler sig i X Factor, mener Manu Sareen.
’Indvandrere kan andet end at danse og synge’
Integrationsministeren mener, at det er fint at X Factor fortsætter. Men medierne kan gøre meget andet for at ændre opfattelsen af indvandrere i Danmark.
- X Factor er cool. Men jeg ser gerne, at indvandrere også bliver fremstillet positivt andre steder, end hvor vi kan synge og danse, siger Manu Sareen.
- Det gælder også i TV Avisen. Det er det næste vigtige skridt, som DR kan tage.
X Factor sendes hver fredag kl. 20 på DR1 fra 2. januar.