Det er Remees udvalgte liveshowdeltagere i kategorien 23+ i årets udgave af X Factor.
Selvom Remee ikke på noget tidspunkt var i tvivl om, at det var de tre solister, han ville vælge, så hylede især Samanta Gomez den ellers så erfarne dommer fuldstændig ud af den på bootcampen.
Det afslører Remee i dag.
Rihanna kom for tidligt
Men hvad var det så, der fik Remee til næsten at miste mælet?
Jo, det var såmænd Samanta Gomez' sangvalg.
Hun valgte nemlig - overraskende for Remee - at synge 'Love on the Brain' af Rihanna.
- Jeg er ikke særligt Rihanna'nsk, men jeg hørte sangen for ikke så forfærdelig lang tid siden og forelskede mig ret meget i den, sagde den 28-årige sangerinde og begyndte så ellers at synge. Til stor frustration for Remee.
- Samanta performede virkelig godt på bootcampen. Faktisk neglede hun den! Min plan var, at hun skulle have sunget netop dén sang i det første liveshow. Så jeg sad bare og tænkte "nej, nej, nej", da hun sang, og håbede sådan, at hun ville stoppe og synge en anden sang, siger Remee med et grin.
Se Samanta Gomez' optræden i videoen øverst.
Kan ligge søvnløs over sangvalg
At Remee ærgrede sig over Samanta Gomez' sangvalg skyldes, at det er så uendeligt svært at finde de helt rigtige sange til solisterne i X Factor, forklarer han.
- Folk er slet ikke klar over, hvor svært det er at naile den perfekte bro mellem deltageren, sangen og selve momentet. Jeg kan ligge søvnløs over det. Især i første liveshow er det en ekstra stor udfordring, fordi du skal introducere artisten, siger Remee.
Det bliver da også udvælgelsen af de helt rigtige sange til sine deltagere, Remee ser som en af sine allervigtigste opgaver i år i forsøget på at hive sin fjerde X Factor-sejr hjem.
- Mine deltagere er nogle dejlige mennesker, som hver især har deres berettigelse i showet. Nu gælder det for mig om at finde ind til kernen i dem og få dem til at skinne, så vi kan klare os imod de sindssygt vilde talenter i den unge kategori. Det handler for mig om at finde de sange, der kan røre folk, siger han.
Se Morten Nørgaards optræden til bootcampen her.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:589bc8c9a11fa108cc44948d
Masser af potentiale
Voksenkategorien har ikke fostret en X Factor-vinder siden 2013, hvor Chresten løb med sejren.
I løbet af de båndede programmer har Remee, som har vundet X Factor de seneste to år, da heller ikke lagt skjul på, at han ikke så de store muligheder i den voksne kategori.
Men efter at have arbejdet intenst med sine tre udvalgte sangere siden bootcampen er han nu langt mere fortrøstningsfuld og ser masser af potentiale i dem alle tre.
- Samanta har den største stemme i showet, Mike er den eneste, der har en maskulin stemme, og Morten er bare så ægte og rørende.
Se Mike Becks optræden til bootcampen her.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:589bc8a7a11fa108cc44948a