Mens mange indtog scenen til fredagens 5 Chair Challenge med nerverne uden på tøjet, forholdt det sig helt anderledes for 28-årige Samanta.
Hun var nemlig cool og fokuseret.
Faktisk vil hun hellere stå foran et stort livepublikum end tre dommere, som hun gjorde til sin første audition i X Factor.
- Der er musik, publikum og en stor scene. Det er mere min "comfort zone". I stedet for at være helt nøgen foran dommerne, siger Samanta, der blæste dommerne omkuld med Pinks hitsang 'Who Knew'.
Stod fast over for Remee
Under workshoppen satte Samantas dommer, Remee, ellers spørgsmålstegn ved, om Pink var den rette vej at gå.
- Al respekt til Pink, men det ligger bare i midten af alt radio og har kørt der i årtier, sagde Remee, der dog også havde en forventning om, at publikum ville falde for det.
Samanta holdt fast i Pink, og det gav pote – både hos publikum og Remee, der gav hende en af sine fem stole, som hun tog fra Heed.
- Jeg følte mig meget selvsikker og havde en god mavefornemmelse. Jeg ville fortryde, hvis ikke jeg havde holdt fast, siger Samanta.
Tango og temperament
De lyse lokker og det danskklingende for- og efternavn, Samanta Vodder, bringer ikke ligefrem tankerne hen på tango, rødvin og Lionel Messi.
Men mellem for- og efternavnene gemmer der sig dog de mere eksotiske navne Gomez og Garay.
- Min far er fra Argentina, så jeg er halv argentiner, siger 28-årige Samanta Gomez Garay Vodder.
Hun blev faktisk født i Argentina, og de første fire år af sit liv boede hun i hovedstaden Buenos Aires.
- Udadtil har jeg fået de danske gener, men jeg er nok lidt mere sydlandsk, fortæller Samanta Gomez, hvis far tog lidt af fokus under hendes 5 Chair Challenge med sine mange entuastiske tilråb, der ikke helt faldt i Remees smag.
- Det er lige før, det er dit mest kritiske punkt, sagde Remee til Samanta om hendes far. Dog med et smil på læben.
- Det er fint. Det er godt, du er engageret i din datter, sagde han.
En følsom biker
Det er ikke kun hendes baggrund, der strider i flere retninger. Samanta Gomez er med egne ord en kontrastpige, der både kører på motorcykel, men også godt kan lide at stadse sig op.
- Jeg kan godt lide lidt fart, motorcykler og drengejargon. Det må godt være lidt ufiltreret over en kold øl og en smøg, men jeg kan også godt lide at tage en blazer og et par stiletter på. Men så skal det også være med hullede jeans, siger Samanta Gomez, til daglig er social- og sundhedsassistent på et botilbud for voksne med sindslidelser.
Kontrasterne kommer også til udtryk i hendes personlighed, som man også kunne se i aftenens X Factor, hvor hun kaldte sig selv en testosteron-pige, men blød som smør.
- Jeg er ret temperamentsfuld, men jeg er også meget følsom, siger hun.