Zahra træder ind på scenen med masser af selvtillid og gåpåmod. Stålfast og smilende kigger hun Thomas Blachman i øjnene. For hun vil virkelig gerne have en stol.
Og stolen får hun også, men blot for en kort stund. Det varer nemlig ikke længe før, at pladsen bliver overtaget af en ny, håbefuld deltager, og Zahra må opgive drømmen om at vinde X Factor.
- Zahra. Tak fordi du kom, udbryder Thomas Blachman.
Og med stor forbløffelse og et par sekunders tøven, rejser den 15-årige pige sig fra stolen, krammer den næste deltager, som overtager pladsen, og forlader showet.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58800ac06187a4123831d09c
Var for velopdragen
Sådan endte X Factor fredag aften, hvor end ikke et "neeej!"-udbrud fra dommerkollegaen Mette Lindberg eller buhråb kunne få den skaldede dommer til at ombestemme sig.
Thomas Blachman var sikker på sin beslutning, fortæller han.
- Zahra havde noget tillært over hele forholdet til at synge. Hun vil gerne være dygtig, og det er også fint. Men der manglede ligesom en klangbund af noget, der kommer et andet sted fra, siger han og fortsætter:
- Hun bliver lidt for velopdragen og for pleasende. Det kan man arbejde med, men jeg synes, det kunne være sjovere at få nogle af dem, som har gjort et andet stykke hjemmearbejde.
Og en rigtig Blachman-metafor kunne han da heller ikke undlade at smide på bordet.
- Du kan ikke lave en kunstner ved at strække et stykke snor ud og sige, hvad man skal gøre. På et eller andet tidspunkt begynder det stykke snor at krølle fuldstændig sindssygt. Og så ender det med, at der kommer noget ud, som er krøllet.
Zahra: Jeg havde forventet det
Selvom Zahra så forbløffet ud, da afgørelsen faldt, kom hendes exit ikke helt bag på hende, fortæller hun i dag.
- Jeg havde allerede regnet ud, at der var en bestemt type, som Blachman søgte, før han sagde, det var mig, som røg. Og jeg var bare ikke den type, siger den 15-årige sangerinde fra Glumsø.
Selvom det nu er nogle måneder siden, at 5 Chair Challenge-programmerne blev optaget, kan Zahra stadig tydeligt huske øjeblikket, hvor hun blev valgt fra.
- Jeg vidste godt, at det ville være mig, men der gik et par sekunder, før det rigtig gik op for mig. Jeg var en smule chokeret, og det var ret overvældende, at det hele var så direkte, siger hun.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:587fdfa4a11f9f07e42e67c6
Afvisning gør stærkere
På trods af at han altså sendte hende ud af X Factor, understreger Thomas Blachman, at han bestemt ikke var ikke uimponeret over Zahra. Hun havde bare ikke den klang, han søgte, fortæller han.
- Hun har et instrument, det har hun helt sikkert. Og hun skal da også bare blive ved med at synge. Det handler jo i bund og grund om, hvorvidt man kan lide den der lidt strømlinede ting. Stiller man sig tilfreds med et billede over sofaen, eller skal der mere til, siger han.
Den bratte afslutning på X Factor har dog ikke slået Zahra ud. I dag er hun fortsat lige så opsat på at forfølge sin drøm om at blive sangerinde, som da hun stod på scenen og så Thomas Blachman i øjnene.
- Jeg er ikke så ramt af det. For jeg følte virkelig, at jeg forlod programmet med manér, og jeg er tilfreds med, hvad jeg præsterede, siger hun og fortsætter:
- Jeg kan ikke være mere stolt af mig selv, for jeg kunne ikke have gjort det anderledes. Og selvfølgelig skal der komme afvisninger. Det bliver man jo bare stærkere af.