Tårerne væltede frem, da den allersidste deltager i årets X Factor med nød og næppe klarede sig videre fra sin audition fredag aften.
Men det var ikke hovedpersonen selv, 17-årige Mads fra Skanderborg, der fik våde øjne over at være gået videre. Det var derimod hans to år yngre lillebror, Jeppe.
Allerede under Mads' sang begyndte den 15-årige lillebror at få tårer i øjnene, mens han sammen med Mads’ kæreste og værten Sofie Linde fulgte storebrorens audition fra baglokalet.
Og så snart Mads med et afgørende ja fra Thomas Blachman havde sikret sig en billet videre i konkurrencen og kom ud til sin kæreste og lillebror, blev han da også straks omfavnet af Jeppe, som gemte sit ansigt i storebrorens favn med tårerne trillende ned ad kinderne.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5876310d6187b4100c59f038
- Jeg opdagede ikke med det samme, at han stod og græd. Det har jeg aldrig set ham gøre sådan før. Jeg tror bare, han synes, jeg var skide sej, og at han var glad for, at jeg røg videre. Jeg blev mega rørt over reaktionen. Han er sgu sød, siger Mads om sin lillebror og tilføjer:
- Jeppe er min bedste ven. Vi har altid haft et godt forhold og er sammen hver dag.
Næsten nybegynder
Da Mads mødte op til audition i X Factor, var det uden flere års sangtræning eller erfaring i bagagen.
Det er nemlig kun et år siden, at han for første gang sang for andre end sine forældre.
Det var på Flemming Efterskole, hvor Mads gik i tiende klasse. Efterskolen manglede medlemmer til deres faste band, og Mads stillede op til audition foran musiklæreren.
- Det var meningen, at jeg bare skulle spille guitar. Men så tænkte jeg: ”Fuck det!”, og så gav jeg det et skud og begyndte at synge 'Ain't No Sunshine'.
Mads’ musiklærer var imponeret, og Mads blev hurtigt en del af bandet. Ikke som guitarist. Men som sanger.
Ondt i maven inden audition
Siden har Mads elsket at synge – lige meget om det bare er sammen med vennerne eller foran et væld af mennesker.
Men selvom kærligheden for guitar og sang har vokset mere og mere på den 17-årige Mads, var det ikke piece-of-cake at stille op.
Det var da heller ikke ham selv, der tilmeldte sig X Factor, men to af hans venner fra efterskolen.
- Jeg var røv nervøs inden den audition. Jeg fik helt ondt i maven, for jeg havde jo fået af vide, at det, jeg lavede, var godt, men man er jo aldrig helt sikker, siger Mads.
Da han trådte ind af døren til de tre dommere, var det som om, tiden stod stille, fortæller han. Og han husker ikke meget af, hvad der skete til sin audition på grund af nervøsiteten.
- Jeg kan huske, at mine ben låste under mig, og jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle kigge hen.
Skuffelse og glæde på samme tid
Mads' audition endte som bekendt med at flyde i glædestårer, men dommerne var ikke helt så imponerede over Mads' optræden som den 15-årige lillebror.
Thomas Blachman gav ham et usikkert 'ja' med den kommentar, at han ikke ville komme ret langt.
De blandende kommentarer og dommernes forbeholdenhed ødelagde lidt den gode nyhed for den unge sanger, selvom han var gået videre.
- Jeg var ikke glad, men heller ikke ked af det. Jeg følte lidt, at jeg bare ”fik lov” til at gå videre. Det var en lidt tom følelse, siger Mads.
Trods skuffelsen var Mads dog stadig rigtig glad for, at dommerne sendte ham videre.
- Bagefter tænkte jeg, at det nok skulle gå alt sammen, og at jeg ville gøre mit bedste videre i forløbet.