Seere raser over Melodi Grand Prix: Kommentator har aldrig oplevet folk så vrede 

DR's kommentator har aldrig oplevet en frustration så stor som den, seerne gav udtryk for under den første Eurovision-semifinale.

Der var ikke mange roser til overs for tirsdagens første Eurovision-semifinale. Mange seere var faktisk rasende over den ringe kvalitet, fortæller DR's Grand Prix-kommentator, Ole Tøpholm. (Foto: © Collage, eurovision.tv)

- De dårligste (sange) i mange, mange år.

- Det er da den ene sovepille efter den anden.

- Man kommer til at savne Kirsten & Søren og Birthe Kjær mere og mere.

Seerne har ikke lagt fingrene imellem, efter den første af i alt to Eurovision-semfinaler løb over skærmen tirsdag aften.

Faktisk var mange seere så rasende over sangenes manglende kvalitet, at det fik DR's Grand Prix-kommentator og ekspert, Ole Tøpholm, til at tage emnet op undervejs i showet.

- Jeg lover, det bliver bedre på torsdag, lød det blandt andet fra kommentatorboksen med henvisning til torsdagens semifinale, hvor Danmark skal kæmpe om én af de eftertragtede finalepladser.

'En fuldstændig skæv fordeling'

Efter showet tirsdag aften uddyber kommentatoren, hvorfor folk har reageret så negativt på tirsdagens semifinale.

- Der var mest debat om Island. Der var både folk, der elskede det og hadede det. Men i det hele taget var folk bare ikke særligt imponerede af aftenens niveau, lyder det fra kommentatoren.

- Jeg har ikke før oplevet, at folk helt uopfordret skriver om kvaliteten i så negativ en grad, som de gjorde i aften (tirsdag).

Se eller gense deltagerne i den første semifinale:

  • Så er vi ligesom i gang. Sidste års vinder, Netta, åbner semifinalen med masser af dansere og fuld smæk på fyrværkeriet. (Foto: © Abir sultan, Scanpix)
  • Netta sikrede i 2018 Israel sin i alt fjerde Eurovision-sejr. Nu er hun tilbage på scenen i verdens største popkonkurrence. (Foto: © Abir sultan, Scanpix)
  • Årets værter. Fra venstre: Assi Azar, Lucy Ayoub, Bar Refaeli og Erez Tal. (Foto: © Abir sultan, Scanpix)
  • Aftenens første deltager, Cyperns Tamta, med sangen 'Replay'. (Foto: © Thomas Hanses, eurovision.tv)
  • Sang nummer to står Montenegro for. Gruppen hedder D mol, sangen hedder 'Heaven'. (Foto: © Andres Putting, eurovision.tv)
  • 1990'er-ikonet Darude stiller op for Finland med sangen 'Look Away'. (Foto: © Thomas Hanses, eurovision.tv)
  • Polen satser på gruppen Tulia og 'Fire of Love'. (Foto: © Andres Putting, eurovision.tv)
  • Melankolsk electropop fra Sloveniens Zala Kralj og Gasper Santl med sangen 'Sebi'. (Foto: © Thomas Hanses, eurovision.tv)
  • Sang nummer seks står Tjekkiet for. De stiller med gruppen Lake Malawi og 'Friend of a Friend'. (Foto: © Andres Putting, eurovision.tv)
  • Ungarn satser på Joci Pápai og 'Az én apám'. Han stillede også op for landet i 2017. (Foto: © Andres Putting, eurovision.tv)
  • Hviderusland stiller med Zena og 'Like It'. (Foto: © Andres Putting, eurovision.tv)
  • Serbien byder på Balkan-drama med Nevena Bozovic og den storladne ballade 'Kruna'. (Foto: © Thomas Hanses, eurovision.tv)
  • Belgien satser på unge Eliot og 'Wake Up'. (Foto: © Andres Putting, eurovision.tv)
  • Oto Nemsadze skal forsøge at vinde Eurovision for Georgien med den rockede 'Keep On Going'. (Foto: © Thomas Hanses, eurovision.tv)
  • Australien byder på en nærmest vægtløs operapop-optræden med Kate Miller-Heidke og 'Zero Gravity'. (Foto: © Thomas Hanses, eurovision.tv)
  • Lak, læder og gummi for Island. Gruppen Hatari skal nok få folk til at tabe kaffekopperne ude i stuerne med 'Hatrið mun sigra'. (Foto: © Thomas Hanses, eurovision.tv)
  • Estland stiller op med svenske Victor Crone og sangen 'Storm'. (Foto: © Andres Putting, eurovision.tv)
  • Portugal satser på Conan Osiris og 'Telemóveis'. (Foto: © Thomas Hanses, eurovision.tv)
  • Én af aftenens favoritter: Græske Katerine Duska og 'Better Love'. (Foto: © Andres Putting, eurovision.tv)
  • Aftenens syttende og sidste sang står det lille land San Marino for. De satser for anden gang på sangeren Serhat, der i år stiller op med sangen 'Say Na Na Na'. (Foto: © Thomas Hanses, eurovision.tv)
  • Aftenens semifinale bød også på et gensyn med Eurovision-vinderen fra 1998, israelske Dana International. Hende får vi også at se igen i finalen. (Foto: © Abir sultan, Scanpix)
1 / 21

Ole Tøpholm forklarer, at EBU (European Broadcasting Union), der arrangerer Eurovision Song Contest, ikke skeler til de enkelte sanges kvalitet, når man fordeler landene i de to semifinaler, der finder sted tirsdag og torsdag.

- I de to semifinaler går man kun efter, hvilke lande der er med. Dér placerer man ikke sangene efter et godt musikalsk flow, lyder det fra Grand Prix-kommentatoren, der har guidet de danske seere igennem Eurovision Song Contest siden 2011.

- Hvis man havde gjort det, så havde man lavet en helt anden fordeling, for der er en fuldstændig skæv fordeling af de rigtig gode sange og de knapt så gode sange i de her to semifinaler.

Alle storfavoritterne er med på torsdag

Ole Tøpholm mener ligefrem, at 'Danmark kunne have vundet tirsdagens semifinale', hvis vi vel at mærke havde været med. Det er vi dog først på torsdag.

- Der er ingen tvivl om, at sangene er bedre i anden semifinale. Det bliver en bedre oplevelse på torsdag; det er jeg helt sikker på, siger Grand Prix-kommentatoren.

- Alle storfavoritterne ligger jo i semifinalen på torsdag, og det er jo også et tegn på, at der har været en helt skæv fordeling af sangene.

På torsdag skal Danmark blandt andet dyste mod storfavoritterne fra Holland, Sverige og Rusland.

10 sange gik videre fra tirsdagens semifinale, ligesom 10 sange går videre på torsdag. I finalen deltager i alt 26 lande.