God balance mellem public service og kommercielle kanaler på digitalt tv


Politisk aftale om digitalt tv giver DR mulighed for at udvikle sine tv-tilbud og sikrer, at fremtidige DR-kanaler kan modtages gratis af seerne.

Den politiske aftale om udbygningen af det digitale, jordbaserede sendenet giver en god balance mellem kommercielt tv og public service-tv, når danskerne får mulighed for at modtage flere digitale kanaler med deres almindelige antenne.

"Erfaringer fra de lande vi sammenligner os med viser, at forudsætningen for, at digitalt, jordbaseret tv får succes, er en attraktiv blanding af public service og kommercielle kanaler. Det har vi blandt andet set i Storbritannien, i Tyskland og i Sverige, og med aftalen i dag har politikerne skabt grundlaget for, at vi kan se samme udvikling i Danmark til glæde for de danske tv-seere," siger mediedirektør Lars Grarup.

Aftalen betyder, at fire frekvensblokke (såkaldte MUX'er) bliver udbudt til en kommerciel distributør. To frekvensblokke bliver reserveret til public service til flere tv-kanaler og/eller tv i høj teknisk kvalitet (såkaldt HDTV). Lars Grarup er meget tilfreds med, at alle danskere også fremover får mulighed for at modtage alle DRs kanaler gratis:

"Jeg er glad for, at mediepolitikerne har valgt at fremtidssikre digitalt public service-tv. DR er for alle danskere, og det jordbaserede sendenet er den eneste distributionsform, der når ud til alle danskere. Den nye aftale sikrer, at alle danskere også i fremtiden har mulighed for at modtage alle DRs kanaler gratis via deres almindelige antenner. Derfor har det været afgørende for DR, at vi blev sikret plads til at sende fremtidige tv-kanaler her uden at være underlagt en kommerciel gatekeeper," siger Lars Grarup.

Mulighed for flere DR-kanaler

Det ligger fast, at den ekstra plads til public service skal bruges til at udsende en kanal med transmissioner fra Folketinget og DRs kommende børne-/historiekanal. Derudover giver aftalen mulighed for, at DR kan sende flere kanaler og/eller tv i HDTV, og i følge aftalen skal gatekeeperen skal stille minimum 15 procent af kapaciteten til mobilt tv til rådighed for DR. Hvad DR konkret vil bruge den ekstra plads til er endnu ikke besluttet, men Lars Grarup er ikke tvivl om, at der bliver brug for den.

"I en tid hvor medieudviklingen går utroligt stærkt, er det afgørende, at DR har mulighederne for at udvikle sine tv-tilbud i takt med brugernes ønsker og behov. Tv-markedet bevæger sig indiskutabelt i retning af flere kanaler, og udviklingen vil sandsynligvis accelerere, når Danmark slukker for det analoge signal i 2009. Med de mange fladskærme i de danske hjem bliver der også brug for at sende tv i høj teknisk kvalitet, og på sigt vil det også være nødvendigt at sikre, at mobile tv-kanaler fra DR kan modtages frit tilgængeligt," siger Lars Grarup.

FAKTA OM DIGITALT, JORDBASERET TV (DTT)

Når det analoge tv-signal bliver slukket i november 2009, er det digitale, jordbaserede tv-signal den eneste måde danskerne kan modtage DRs tv-kanaler med en almindelig antenne.

I dag kan alle danskere modtage DR1, DR2 og TV2 på det digitale, jordbaserede sendenet (se www.dr.dk/digitalttv). I følge public service-kontrakten skal DR senest i 2010 lancere en delt børne- og historiekanal på det digitale sendenet.

En MUX har plads til ca. 4-5 kanaler i almindelig kvalitet i MPEG 2, som er det format, der i dag benyttes til digitalt jordbaseret tv i Danmark.

I den politiske aftale er der krav om, at den kommende ekstra public service-MUX skal udsendes i MPEG 4, som er et nyere og mere effektivt format. Det giver plads til 6-8 kanaler i almindelig kvalitet eller 2 kanaler i HDTV.

Til gengæld kan MPEG 4 ikke modtages på de bokse, der i dag er på markedet, og det forudsætter derfor, at seerne anskaffer sig en ny boks for at modtage de ekstra kanaler. Læs mere om MPEG 4 her

Læs også
MPEG 4
Subtitles
16:9
Bedre billedkvalitet
Bedre lyd

 
 
dr.dk / digitalt tv

© Copyright DR 2006. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.