Bedre billedkvalitet
I forhold til det analoge signal, som DRs signaler udsendes i i dag, er signalkvaliteten i det jordbaserede digitale sendenet væsentligt forbedret. Det betyder, at seere med flimmer og skygger på skærmen - typisk i sommerhusområder - nu får mulighed for at modtage et klart signal.
Da digitale tv-signaler er mere robuste end analoge, vil mange opleve, at det er muligt at nøjes med en af de nye stueantenner med indbygget forstærker i stedet for en antenne på taget. Dækningskortet viser, hvordan modtagemulighederne er i netop dit område, og af frekvens-oversigten fremgår det, hvilken kanal det jordbaserede digitale sendenet benytter i dit område.
Udover et mere robust signal bliver billedkvaliteten med det digitale sendenet også forbedret ved, at der bliver sendt ægte 16:9-format. Med tiden åbner det digitale sendenet også muligheden for high definition tv (HDTV) - men for det jordbaserede digitale sendenet vil det først kunne ske efter, at det analoge sendenet er lukket i 2009.