Ulven er genindvandret til Danmark. Og nu tyder alt på, at den er kommet for at blive.
Tidligere er to ulve blevet fanget sammen på kamera og video. Ligesom frivillige har fundet spor fra ulve, som efter alt at dømme fulgtes ad. Men først nu er det sikkert og vist:
Et ulvepar har slået sig ned i Vestjylland.
Det bekræfter to afføringsprøver, der indeholder DNA fra en hunulv, og som tilmed afslører, hvor ulven kommer fra.
Prøverne er fundet af ulveentusiasten Thomas Boesdal og senere testet af eksperter i Tyskland.
Kombineret med videooptagelser af de to ulve side om side udgør prøverne det endegyldige bevis på, at et ulvepar er flyttet permanent til landet.
Har måske allerede unger
Nu er det formentlig bare et spørgsmål om tid, før vi ser ulvehvalpe i det vestjyske.
Ulve danner nemlig par af én grund: At få unger.
- Der er selvfølgelig intet, der er sikkert, men vi forventer, at de får unger i år eller næste år, siger seniorforsker på Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, Peter Sunde.
Kommer ulveungerne i år, ligger hunulven måske allerede nu i sin ynglegrav med de nyfødte unger. Ulve yngler i starten af maj.
Familieforøgelse kræver forberedelse
Forskerne ved ikke, hvornår hunulven er kommet til Danmark, men normalt forlader unge ulve deres flok om foråret, når der kommer et nyt kuld unger.
Det er derfor sandsynligt, at hun forlod sit kobbel, som holder til syd for Berlin, i foråret sidste år og vandrede ind i Jylland i løbet af sommeren.
Indtil videre har hunulven altså - måske - dannet par med den jyske hanulv i et halvt års tid.
- Og det er ikke lang tid for et ulvepar. De skal lige have tid til at opbygge et lokalt kendskab og sikre sig, at der er en stabil fødevareforsyning, før de stifter familie, siger Peter Sunde.
Det kan være svært at se, men videoen her viser et ulvepar, der løber sammen. Videosekvensen stammer fra et vildtkamera og er optaget 3. marts i år - et sted i Vestjylland:
Bliver her resten af livet
Men Danmark er ifølge forskeren et paradis for ulve. Der er både mad - i form af hjortedyr - til overflod og store uforstyrrede hede- og plantageområder, hvor ulvene kan slå sig ned i fred og ro.
- De her to ulve bliver her resten af livet. Når de først har fået hvalpe, flytter de sig ikke. Kun hvis hunnen dør, kan hannen finde på at gå på vandring igen, siger Peter Sunde.
Ulven er altså nu officielt flyttet ind, og det er nu, at historien om ulvens genindvandring i Danmark begynder at blive rigtig interessant.
- Enlige, strejfende hanulve, som vi har set hidtil, er kuriøse, men de er ikke vigtige. Det er nu, vi skal til at samle data ind og gøre os helt klart, hvordan ulvenes fremtid i landet skal forvaltes, siger Peter Sunde.
Den midtjyske ulv er vandret mod vest
Siden 2012 er der identificeret i alt fem forskellige ulve i Danmark. Fire hanner og nu én hun.
DNA-profilen, som dokumenterer hunulven, viser også, at hun kommer fra det østlige Tyskland syd for Berlin.
Hvor hendes mage kommer fra, ved vi ikke, da der endnu ikke er fundet DNA af en kvalitet, som kan bruges til at fastslå dens genotype - altså afsløre hvilket individ, der er tale om.
Det er altså ikke muligt at konstatere, om der er tale om en af de tre hanulve, som har været i Danmark i årene 2013-2016.
Peter Sunde gætter dog på, at det er den “forsvundne” midtjyske ulv, som nu har slået sig ned længere mod vest.
I Midtjylland er ulven nemlig ikke blevet fanget på kamera siden 7. august sidste år. Inden da gik den hyppigt i fotofælden.
Omtrent en måned senere begyndte man til gengæld at spotte en ulv i Vestjylland, og siden er den flere gange dukket op på fotos fra et af de 11 vildtkameraer, som frivillige har installeret.
Flere danske ulveflokke på vej
Det var også på et af disse kameraer, at et formodet ulvepar for første gang dukkede op på film sammen nytårsnat i år.
I starten af marts blev de to ulve igen fanget i den infrarøde blitz fra de frivilliges kamera, og denne gang er videooptagelsen af en sådan kvalitet, at den opfylder tyske dokumentationskrav for med sikkerhed at kunne sige, at der er tale om ulv. Den såkaldte C1-vurdering.
Hvis det danske ulvepar yngler i år, vil ulvehvalpene opholde sig i og omkring graven de første måneder.
Omkring oktober begynder de at følge forældrene og bevæge sig i flok. Men ikke nok med det:
- Det er nu kun et spørgsmål om få år, før vi kommer til at se flere flokke af ulve i Danmark. Selv hvis dette ulvepar ikke får unger, må man antage, at nye hunulve indvandrer. Det er forventeligt, at flere ulvepar etablerer sig i Jylland inden for de kommende fem år, siger Peter Sunde.