Den engelske konge Æthelred er træt af danskerne.

Træt af den fremmede magt, der med deres fremmede skikke har bosat sig i store dele af landet.

Og han er især træt af de store summer danegæld, han hvert år skal betale til den danske konge for at undgå nye plyndringstogter.

Men han er også bange. Fra fortrolige kilder har han fået at vide, at danskerne vil gøre det af med ham, så de kan overtage hans rige. Men Æthelred har en plan. Han vil komme danskerne i forkøbet.

Den 13. november i 1002 beordrer den engelske konge derfor, at alle danskere i England skal halshugges. Ingen må slippe. Der går et skrig igennem de danske bosættelser, hvor blodet flyder den sene efterårsdag.

Kong Æthelred tror nu, han er sikker. Men hvad han ikke ved er, at drabet på danskerne vil medføre en kamp om England.

En kamp der vil føre en dansk kongesøn til landet, som ikke bare vinder den engelske trone, men ender med at blive den største og sidste konge, vikingetiden får at se.

Ti år inden den engelske konge beordrer alle danskere i England halshugget, er vikingetiden på sit højeste.

Danmark er blevet et samlet kongerige i Norden. De nordiske vikinger er rejst ud i hele verden med deres sejlskibe. Her har de handlet, kæmpet og plyndret, og gjort vikingerne både berømte og berygtede. De er nået så langt som til Sortehavet i øst til det nordamerikanske kontinent i vest.

Deres konge hedder Svend Tveskæg. Han er blevet konge over danerne, efter han slog sin far, Harald Blåtand, ihjel. Og nu har han øjnene rettet mod nyt land at erobre.

England er det oplagte mål for en udvidelse af territoriet. Det er ikke ukendt land for de danske vikinger, der 200 år tidligere har plyndret og hærget engelske klostre og byer til skræk og rædsel for de lokale, der har været forsvarsløse mod de pludselige angreb fra vikingernes hurtige flåder.

Men Svend Tveskæg vil mere end plyndre. Hans flåder skal være større, hans rige skal være større. Han skal være den største. Med 94 skibe stævner han ud mod England støttet af den norske konge.

Han er klar til at møde de engelske hære.

Svend har stor succes i England, og inden længe bliver han en trussel for den engelske konge.

For Æthelred er det en hån at se sit land besat og sig selv underlagt en dansk krigerkonge som Svend. Det er derfor, danskerne skal dræbes. Det vil sende et signal om, at den engelske konge også er stærk.

Da englænderne begynder deres udrensning blandt danskerne i England i 1002, bliver Svends søster dræbt. For en krigerkonge som Svend er hævn det eneste svar, han kender. Det sender en ny angrebsbølge mod England, og den kommer til at strække sig over mere end ti år.

I 1013 går Svend ind i den sidste afgørende fase af angrebene, og han har sin ene søn, Knud, ved sin side.

Knud er 23 år gammel og ligesom sin far en modig kriger. Han er Svends udvalgte til at overtage den engelske arv, når Svend engang dør.

Den engelske konge prøver på at mildne den krigeriske Svend ved at tilbyde ham store summer danegæld, men uden held. Svend fortsætter sine angreb og vinder slag på slag.

Til sidst står han med den største sejr af dem alle: Svend bliver kronet som konge over England i december 1013.

Men Svend når dårligt at nyde sejrens sødme.

Om det er alderdom eller sygdom, der tager livet af krigerkongen få måneder senere, er uvist. Og selvom han i en alder af 55 år er tyve år ældre end den gennemsnitlige levealder i vikingetiden, kommer døden pludseligt.


Nu står sønnen Knud til at blive konge, men så let skal det ikke gå.

Englænderne er stadig trætte af den danske besættelsesmagt. De engelske stormænd ønsker at se en engelsk konge på den engelske trone, og de udnytter nu Svends død til at vælte det danske vikingestyre fra magten.

De beordrer, at alle danske konger og stormænd i England skal ses som fredløse.

Efter få måneders dansk overherredømme i England må Knud nu kæmpe om magten, ligesom hans far måtte gøre det, og der går ikke længe før den danske og engelske hær støder sammen på slagmarken.

For Knud helliger målet midlet, så befolkningen, der både tæller danskere og englændere, må se deres byer og marker sat i brand af de kæmpende hære. Det har været en del af den krigsførelse, som Knud også så sin far føre.

Selvom Knud har stærke støtter i ryggen er det ikke nok, og han må flygte fra England. Han søger hjælp hos sin bror, Harald, der er blevet dansk konge efter Svend Tveskægs død.

For Knud har ingen planer om at slå sig ned i Danmark. Han har fulgt sin far igennem de mange kampe i England, og han har set sin far blive kronet til konge over englænderne. Det er Knuds arv at følge i sin fars fodspor.

Harald har heller ingen planer om, at Knud skal slå sig ned i Danmark. I vikingetiden dræber sønner deres fædre og brødre deres brødre uden at blinke, hvis det kan give en kongetrone i den anden ende.

Derfor hjælper Harald Knud med at samle en flåde, der er stor og magtfuld nok til at indtage det tabte land.

I 1015 vender Knud tilbage til England. Med sig har han en flåde på 160 skibe og flere hundrede mand. Han er klar til sit fremtog, som han indleder i det nordlige England.

I sommeren 1016 står vikingerne klar til kamp ved Lindsey i det østlige England. Det er ikke en spontan kamp. Det er heller ikke kamp, hvor målet er udplyndring af engelske beboelser. Det er en kamp mellem to hære, og både tid og sted er planlagt på forhånd.

Slaget bliver afgørende, for det er det første slag i Knuds kamp om magten i England.

Med Knud i spidsen kaster den danske hær sig ind på den civiliserede krigs slagmark. Men så snart klingerne mødes, gælder alle kneb igen. De grønne bakker ved Lindsey flyder hurtigt med blod, og mænd falder i hobevis på begge sider af kampen.

Det er Knud, der står tilbage som sejrherre, og den engelske hær må rykke sig tilbage.

Efter sejren ved Lindsey drager Knud videre vestover. Han erobrer land stykke for stykke, og da han igen står overfor den kongelige engelske hær, går han endnu en gang fra kampen som sejrherre.

De mange kampe mellem den danske og engelske hær gør sommeren og efteråret til en urolig periode i området. Byer står i brand og befolkningen bruges som kastebold mellem de rivaliserende mænd. Knud bruger sin succes på slagmarken til at erobre nyt land, og flere engelske stormænd begynder at slutte sig til ham.

Mens Knud vinder mere land, skifter den engelske trone pludselig ejermand.

Den gamle kong Æthelred bliver syg, og da han bukker under for sygdommen, overtager hans søn, Edmund, tronen.

Den 18. oktober 1016 står Knuds hær foran den nye kong Edmunds hær ved Assandun i det østlige England. Det er det tredje store slag mellem de to hære, og indtil nu har Knud haft krigslykken på sin side.

Det er den største kamp indtil nu. Den nye konges hær er stor og stærk, men det er Knuds også.

Hærene løber mod hinanden med svær og økser. Skrig, råb og lyden af klinger i luften flyver mod himlen det øjeblik de tørner sammen. Endnu en gang farves den engelske jord rød af blod.

Afsides fra slagmarken sidder den engelske hærs biskop og beder en bøn for englændernes lykke i kampen. Her finder nogle af Knuds mænd ham og hugger ham ned, inden de parterer kroppen i en blodrus.

Det er en afgørende kamp, og den er både hård og udtærende. Som timerne går, bliver de afhuggede lemmer, livløse kroppe og knækkede våben flere og flere på slagmarken.

Den engelske hær må endnu en gang se sig slået af Knud. Kongen flygter til London, hvor han søger ly bag byens mure. Men han har Knud i hælene, der inden længe har belejret byen.

Knud går strategisk til værks.

Det er ikke en plyndringsmanøvre. Byen skal ikke udplyndres og brændes ned. Den skal udsultes, så den overgiver sig, så Knud kan overtage magten.

Landet kan snart ikke mere. Befolkningen er udhungret og ødelagt efter de mange sammenstød mellem danske og engelske hære.

Nok er nok, indser de engelske stormænd. De foreslår en våbenhvile mellem de to konger, der til sidst mødes væk fra slagmarken og uden sværd i hænderne.

Her står Knud pludselig ansigt til ansigt med den engelske konge med de engelske stormænd omkring sig – både dem der har kæmpet med ham og imod ham. De kommer begge to til at forlade mødet med livet i behold, for denne sidste kamp ender uden blod.

For Knud, der er vokset op med en krigerkonge af en far blandt de danske vikinger i både Danmark og England, er det et skifte. Nu taler de i stedet for at kæmpe. Bliver enige om slagets gang og slagets udfald.

De to konger deler det engelske land mellem sig. Som den sejrende magt får Knud mest land. Men i stedet for at udråbe sig som enehersker, afgiver han landområderne til sine betroede stormænd.

Det er vigtigt at give noget som tak, det er Knud sikker på. Og ved at give land sikrer han sig, at både de danske og engelske stormænd har interesse i at holde ham på tronen. Nu hvor han endelig har vundet magten, gælder det om at holde fast i den.

Der går dog ikke længe, før Knuds rige igen udvider sig. Kong Edmund dør kort efter våbenhvilen, og efter hans død vælger de engelske stormænd Knud som konge.

Efter et år med hårde kampe har den 26-årige Knud nu vundet styret over hele England. Han har vundet det tabte tilbage og meget mere til.

Med Knud på tronen går England ind i en stabil periode.

Han har giftet sig med den afdøde kong Æthelreds enke, Emma, og med hende ved sin side har han sikret sig legitimitet blandt de stormænd, der har erklæret deres troskab til den engelske kongefamilie. Emma er af fornem slægt, og hele sit liv har hun befundet sig blandt den engelske elite.

Med ægteskabet er Knud nu papfar til de kommende konger og i familie med de gamle, engelske slægter. Med andre ord har han ikke andet end gode kort på hånden, når det kommer til at skulle lede det samlede England.

Da hans bror Harald dør, overtager Knud den danske trone. Senere følger også den norske trone, ligesom Knud bliver hersker i en del af Sverige. Han er nu hersker af et stort Nordsøimperium, hvilket giver genklang ned igennem Europa.

Efter ti år som konge rejser han i 1027 til Rom, hvor han deltager i kroningen af den tyske kejser Konrad i fællesskab med Europas øvrige magtelite.

Knud er nu Knud den Store. Hans farfar var Harald Blåtand, der ifølge ordene på Jellingstenen gjorde danerne kristne, og som kristen konge over en betydelig del af det nordlige Europa bliver Knud modtaget med gaver af de øvrige fyrster i Rom - ligesom han forhandler med paven om bedre forhold for befolkningen i sine lande.

Han skriver breve hjem til ærkebiskoppen i York, hvor han fortæller, hvor taknemmelig han er for at kunne udføre denne rejse i Guds navn.

Igennem næsten 20 år leder Knud England, Danmark, Norge og dele af Sverige.

Han dør 45 år gammel i 1035. Det er en høj alder for en konge og kriger som Knud. Men med hans død smuldrer Nordsøimperiet væk i løbet af få år. Efterfølgerne i Knuds tidligere riger har ikke den samme sans for strategi og politik, og har ikke held med at holde stabiliteten i live.

Men det er ikke kun Knuds nordeuropæiske imperium, der er væk. Vikingetidens storhed er falmet. Under Knuds stabile magt har erobringstogterne mistet deres magiske tiltrækningskraft. Fyrsterne og deres befolkninger i Sydeuropa er blevet alliancepartnere i stedet for mulige ofre.

Knud gik på tronen som vikingekonge, men dør som en fyrstekonge, hvis måde at regere og leve på fortæller, at en ny tid står for døren.