Solen skinner fra en skyfri himmel. Sandet brænder under tæerne, og de turkisblå bølger slår dovent ind på stranden.

Et hold turister er netop landet fra lufthavnen, de har fået korte bukser på og slidte t-shirts.

Ferien er kun lige begyndt, og de skal lige vænne sig til Caribien. De høje temperaturer og det lave tempo.

Ude i vandet boltrer børn og voksne sig i det lune vand.

Stranden her i udkanten af Charlotte Amalie er blandt verdens bedste, og flere millioner mennesker lægger vejen forbi De Amerikanske Jomfruøer hvert eneste år.

Der er formentlig ingen af dem, der tænker på den fortid, som øerne gemmer på: Hundrede års historie om udnyttelse og mishandling af østafrikanske slaver, sukkerproduktion og kummerlige liv.

31. marts er det 100 år siden, at Danmark solgte og overgav De Vestindiske Øer til USA, og det bliver fejret på øerne.

Men for de lokale er det ikke kun en festdag. For mange er det en påmindelse om Danmarks udnyttelse af deres forfædre.

7.500 kilometer væk – i København - tager Poul Olsen en tyk arkivkasse ned fra reolen.

- 12 negre til hospitalet i Christiansted. 6 negre til hospitalet i Frederiksted. 10 negre til hospitalet på St. Thomas. Altså i alt 28 negre til hospitalerne.

Historikeren læser op af gamle befalinger fra den danske konge. Befalinger, der fortæller myndighederne, hvor mange slaver, der skulle bruges på de danske hospitaler på øerne.

For mange er de Amerikanske Jomfruøer lig med solskin, perfekte sandstrande og kulørte drinks. Men øerne gemmer på mindre idyllisk fortid.

Rigsarkivets dokumenter fra 250 års koloni-tid giver et indblik i forholdene for de danske slaver.

I 1672 koloniserede Det Dansk-Vestindiske Kompagni St. Thomas. En lille ø i det Caribiske Hav.

Tre år senere tog kompagniet også St. Jan. Og i 1733 købte man den større ø, St. Croix, af et fransk selskab. Senere blev øerne overtaget af staten.

Øerne blev blandt andet brugt til produktion af sukker – arbejdskraften i markerne og i produktionen af sukker kom fra Afrika.

Over knap 200 år blev omkring 120.000 afrikanere fragtet over Atlanten som slaver på danske skibe.

Langt flere blev transporteret på franske, hollandske og britiske skibe, og Danmark var på et tidspunkt verdens syvendestørste slavenation.

Skibene sejlede til de danske forter på Guldkysten i Vestafrika lastet med våben, industriproduktion og produkter fra andre danske kolonier.

Varerne blev solgt for slavegjorte afrikanere, som derefter blev sejlet til De Vestindiske Øer.

Her blev skibene omlastet med sukker, som blev sejlet til København.

Metoden blev kaldt trekantshandlen og sikrede, at skibene aldrig var tomme og blev udnyttet optimalt.

I 1800-tallet blev forretningen dårligere. Sukkerproduktionen fra roer i Danmark betød, at sukkerrørene i Caribien blev mindre vigtige. Og i 1847-48 blev slaveriet endelig afskaffet på øerne.

Derfor var der ikke brug for øerne mere, som blev blevet en økonomisk belastning. Derfor ville staten sælge dem.

Efter lange forhandlinger blev øerne solgt til USA for 25 millioner dollar.

Amerikanerne anså øerne for strategisk vigtige og ville undgå, at tyskerne fik fingre i den lille ø-nation.

I dag er øerne bedst kendt som et idyllisk paradis for turister. Mellem to og tre millioner turister kommer hvert år til øerne, mange af dem på krydstogtskibe. De kommer for at udforske de perfekte strande og den rige historie.

Men livet på øerne er hårdt. En tredjedel lever i fattigdom, mordraterne er de højeste i USA, og arbejdsløsheden er høj.

De unge mangler muligheder, og ti procent af befolkningen har forladt landet de seneste ti år.

De fleste for at prøve lykken i USA.

Nogle mener direkte, at den dårlige økonomi på øerne skyldes tiden under dansk overherredømme. Og de vil have en undskyldning og erstatning for de forbrydelser, befolkningen var udsat for.