Evakuer. Væk fra lortet.

Stefan Rasmussen har kun én ting i hovedet. Alle skal ud af flyet i en rasende fart. Han har netop nødlandet SAS-flyet SK751 på en mark i Sverige med i alt 129 mennesker om bord.

- Evakuér, råber han af sine lungers fulde kraft på engelsk.

Han aner ikke, hvorfor begge flyets motorer for kort tid siden satte ud. Han aner ikke, hvor mange der er døde, hvor mange der er levende, eller hvor mange der er kommet til skade i kabinen bag ham.

Men han ved, at et fly, der netop er drønet ned på en mark med over 7.000 liter brændstof i tankene, risikerer at springe i luften.

For kort tid siden var han sikker på, at han skulle dø. Nu har han en chance for at overleve.

Han begynder at slukke alt elektronisk udstyr, der kan øge risikoen for, at flyet eksploderer.

- Det er normalt styrmanden, der gør det, men han var bevidstløs, så jeg gør det selv, og mine fingre farer rundt på instrumenterne, som fingrene på en pianist i et meget vildt stykke musik, husker Stefan Rasmussen i dag.

Han er midt i sit livs mareridt, der kommer til at hjemsøge ham hver dag i de næste 25 år, men også hovedperson i en mirakuløs nødlanding, der kommer til at skrive verdenshistorie.

Fire minutter tidligere, klokken 8.47, letter Stefan Rasmussens fly fra bane otte i Arlanda Lufthavn i Stockholm med kurs mod København og Warszawa.

Det sner, og der ligger sne og vandpytter på vej ud til landingsbanerne, men bortset fra vejret er det en helt almindelig morgen. Der er ikke så mange på arbejde i kontroltårnet, da flytrafikken er stille på grund af julen.

I kontroltårnet sidder Claes Wesslau. Han ser SK 751 lette, og da det når cirka 300 meter op i luften, videregiver han det rutinemæssigt til ’Departure Control’ og sender endnu et fly afsted i samme retning.

Men der er noget, som ikke stemmer.

- Efter et lille stykke tid ser jeg, at flyet haler ind på SK 751, hvilket ikke er normalt, og jeg kan se på min lille radar, at SK 751 ikke stiger mere, forklarer Claes Wesslau.

På række syv ombord på SK 751 sidder 22-årige Annica Stigson sammen med sin daværende mand. De er på vej over og besøge mandens søster i San Fransisco. På rækken foran sidder hendes mands fætter og hustru.

Annica Stigson hører høje bump fra motoren, og der kommer flere.

- Folk sad og kiggede på hinanden, og man kunne se, at alle tænkte, hvad var det for nogle bump. Så kunne jeg høre, at folk længere bag i kabinen råbte: Det brænder, der kommer røg ud af motoren, fortæller Annica Stigson.

Hun ser også, at der kommer røg ud af ventilationskanalerne forrest i flyets kabine.
En af stewardesserne kommer ud, og råber: Dette er en nødsituation, ingen panik. Hoved mellem benene, og så kan Annica Stigson mærke, at flyet begynder at dale.

Hun tænker på sin far, som hun har mistet nogle måneder forinden, og at hun ikke kunne efterlade sin mor alene tilbage.

- Jeg tænkte først, at jeg ikke skulle dø, men så tænkte jeg igen, at hvis jeg dør, kommer jeg til at være tæt på min far, og sådan fløj tankerne frem og tilbage igennem mit hoved, husker Annica Stigson.

Hun bliver enig med sig selv om, at hun hverken kan eller skal dø af hensyn til sin mor.

I cockpittet kan Stefan Rasmussen konstatere, at begge motorer sætter ud med få sekunders mellemrum. Efter et minut og 18 sekunder i luften er han uden motorer.

Instrumentbrættet i cockpittet ter sig. Visere rykker frem og tilbage. Tal skifter så hurtigt, at piloterne ikke kan nå at aflæse dem, og lamper blinker alarmerende.

Stefan Rasmussen er i vildrede og aner ikke, hvad der foregår. Han sætter styrmanden til at køre fejlfindingslisten igennem og prøve at genstarte flyet.

Døren ind til cockpittet står åben, og en pilot, der er blandt passagererne, kommer ind og spørger, om der er noget, han kan hjælpe med. Stefan Rasmussen beder ham om at forsøge at tænde for reservemotoren, den såkaldte APU.

Stefan Rasmussen kan ikke vende om, så han er nødt til at nødlande flyet. Hvor, ved han ikke, for han kan intet se på grund af skydækket.

Han spekulerer som en gal over, hvad der er gået galt, hvad de skal gøre, og om der er noget, han har glemt. Skyldfølelsen nager.

Han er sikker på, at han skal dø, og tankerne flyver afsted til sin kone, sine børn, sine forældre og barndomsminderne.

Endelig kommer de ud af skydækket, og han kan se en lille lysning bag ved en skov.

Styrmanden og passageren udpeger et større stykke bart land lidt længere væk. Men Stefan Rasmussen har besluttet sig. De skal ned på den lille lyse plet bag træerne.

Forhåbentlig kan træerne bruges til at tage farten af.

Otte sekunder før flyet slår mod jorden, sender styrmanden den sidste melding afsted mod kontroltårnet i Arlanda.

- Vi havarerer på marken nu, råber han på svensk.

Herefter er der radiotavshed.

Claes Wesslau i kontroltårnet trykker på alarmknappen ved siden af sig, som sætter alarmen i gang hos redningsberedskabet.

Det er en ren refleks, og det er i virkeligheden slet ikke det, han skal gøre. Knappen sætter også alarmen i gang hos lufthavnens beredskab, der kun skal rykke ud, hvis der er en ulykke i lufthavnen.

- Min første tanke var, at alle var døde. Det er ikke sædvanligt, at folk overlever flystyrt.

Men der er ikke meget tid til at dvæle ved skrækscenarierne. Claes Wesslau og hans tre kollegaer bliver nødt til at agere køligt og professionelt.

Der er flere fly, der skal afsted, så de begynder at lægge en plan for, hvordan de kan få trafikken til at glide ud og ind af lufthavnen i en anden retning.

Den 22-årige passager Annica Stigson kan nu se og mærke, at de nærmer sig jorden. Flyet rammer trætoppene i skoven lige ved marken.

Ved siden af sidder hendes mand. Han er sikker på, at han skal dø og nægter at adlyde personalets ordre om at bukke sig forover. Han vil ikke dø med hovedet mellem benene.

Flyet får revet den ene vinge af og ødelagt begge brændstoftanke, da det kapper toppen af et 125 meter langt bælte af træer, rammer jorden med 198 kilometer i timen og kurer 110 meter hen ad marken.

En tur, som den spinkle Annica Stigson husker som meget ubehagelig.

- Jo længere fremme, man sidder i flyet, jo større bliver trykket på ens krop, og det føltes som om, jeg skulle brække hver en knogle i min krop, og da tænkte jeg: "Så hellere dø", fortæller Annica Stigsson.

SK 751 står nu stille på en mark i Gottröra cirka 17 kilometer fra Arlanda Lufthavn, og det er her, Stefan Rasmussen sætter gang i evakueringen.

Den ene dør er allerede åben, da han forlader cockpittet, og sammen med en stewardesse får han åbnet den anden dør. Han bemærker, at redningssliskerne ikke er slået ud, og at flyet står på den snefyldte jord.

Passagererne begynder at myldre ud, men nogle finder andre veje end nødudgangene. Flyet er knækket to steder. Det forreste knæk er lige bagved Annica Stigson, så hun går ud dér.

Ude på marken kommer hun i tanker om, at hun havde en gave med til sin mands søster, som de var på vej over at besøge.

Så hun vender om og går tilbage, og hun kan se, at andre på samme måde handler irrationelt praktisk og vender om for at hente tasker og andre ejendele i flyet.

- En passager, der sad lige bag ved mig, havde lånt en bog af sin søster, som hun gik tilbage efter. Altså man får sådan nogle mærkelige tanker, siger Annica Stigson og fortsætter:

- Personalet stod og råbte til os; nej nej, I må ikke komme tilbage, det kan gå i brand, det kan gå i brand, forklarer hun.

Hun finder sine tre medrejsende udenfor. Fætterens kusine kaster sig om halsen på Annica Stigson og råber:

- Vi lever, vi lever, tænk at vi lever.

Annica Stigson, der ikke forventede at dø i styrtet, tænker: ”Ja, selvfølgelig lever vi. Hvorfor skulle vi ikke det?”

Stefan Rasmussen tager sin pilotjakke og kasket på og griber sin lommelygte. Det er en del af proceduren, der gør, at man kan identificere kaptajnen, når flyet er blevet evakueret.

De eneste passagerer, der stadig er tilbage, er dem, der er ude af stand til at forlade deres sæder eller er bevidstløse.

Annica Stigson ser Stefan Rasmussen. Han ser ti år ældre ud, end da hun genser ham i tv senere samme aften.

Stefan Rasmussen begynder at hjælpe de fastklemte fri sammen med nogle medpassagerer. Stadigvæk er hans hoved fyldt med frygten for, at flyet skal eksplodere.

- Jeg siger til folk, at de ikke skal gå tættere på, end de kan komme væk i en fart, for hvis det her eksploderer, så er det altså væk, for der lugter af helvede til af brændstof, husker Stefan Rasmussen.

Lugten kommer fra de cirka 7.000 liter flybrændstof, der er blevet spredt ud over marken og den nærliggende skov.

Den første af flyets tanke med 3.600 liter brændstof røg, da vingen knækkede af ved mødet med trætoppene. Resten fossede ud i den kolde sne, da flyet ramte marken.

Folk bevæger sig i sikkerhedsafstand af flyet.

Annica Stigson husker, at personalet finder små flasker spiritus frem og tilbyder folk en opstrammer, hvis de har brug for det.

Endnu en passager vender tilbage til flyet.

- Min sprit, siger han på svensk.

Stefan Rasmussen griner, da han genfortæller historien, men dengang medfører det en alvorlig skideballe til passageren, der ikke får lov at hente sit toldfrie gods.

Da de sidste ombordværende folk inklusiv den besvimede andenpilot er trukket løs, sætter Stefan Rasmussen en steward til at tælle passagererne.

- Hvor mange skal der være?, spørger stewarden.

- Det får du ikke af vide. Bare tæl, befaler kaptajnen.

Inden i Stefan Rasmussens hånd står der 122/1. Det står for 122 passagerer og 1 spædbarn; 123 i alt.

Det har han altid skrevet ned, inden han letter flyet.

Efter at have talt passagererne kommer stewarden tilbage og siger:

- Der er 129 i alt, inklusiv dig.

Det stemmer med de 123, der står inde i Stefan Rasmussens hånd, plus de seks besætningsmedlemmer.

Stefan Rasmussen kaster sig om halsen på stewarden og begynder at græde.

Efter et stykke tid tørrer han øjnene, kalder alle sammen og overbringer dem nyheden om, at alle har overlevet.

- Jeg siger til dem, at jeg ikke ved, hvad der er sket. Og at jeg er utrolig lykkelig over, at vi alle er overlevet.

- Men jeg ved også, at der kommer et efterspil, så hvis de vil gøre mig en tjeneste, holder de sig fra at komme med nogle som helst tekniske udtalelser til pressen, for det har vi en havarikommission til. Og så klappede de alle sammen, husker Stefan Rasmussen.

I lufthavnen er Claes Bresslau i kontakt med en politihelikopter fra sit kontroltår.

Han har en nogenlunde idé om, hvor SK751 er styrtet ned, da han kan huske, hvor han sidst så flyet på sin radar. Han dirigerer politihelikopteren i retning af Gottröra.

Efter et stykke tid får besætningen øje på helikopteren og kan melde, at de kan se, at passagererne står på marken ved siden af flyet.

I en brandbil på vej til ulykkesstedet sidder indsatsleder Per-Anders Berthlin med bange anelser.

- Jeg og mine kollegaer har et billede på nethinden af vragdele, formodentlig brand og formodentlig ingen eller vældig få overlevende, så det var en aha-oplevelse, at komme frem til pladsen og se alle i live, siger han.

Fra Claes Bresslau trykker på knappen i kontroltårnet, til Per-Anders Berthlin på det andet redningshold ankommer til pladsen, går der præcis 34 minutter.

Det, der kunne have være den mest dramatiske dag i Per-Anders Berthlins karriere, ligner en øvelse.

Der er intet blod, og der er ingen brand. På pladsen render der mennesker rundt, ligesom der ville være observatører, hvis det var et opstillet scenarie.

Per-Anders Berthlin bemærker, at nogle passagerer er på strømpesokker og i bare fødder i den kolde sne.

Det billede brænder sig fast i indsatslederens hukommelse. Den dag i dag tager han aldrig sko af under ’take off’ og ’landing’, når han er ude og flyve.

Det er lige omkring frysepunktet, og mange passagerer har på dette tidspunkt søgt ly i et nærliggende hus, hvor de er blevet budt på kaffe, tørre sokker og varme tæpper af de forbløffede beboere.

- Da jeg kom frem, var der allerede 30-40 mennesker inde i stuen, så det blev automatisk til en opsamlingsplads for dem, der var let tilskadekomne eller uskadte, forklarer Per-Anders Berthlin.

Ifølge Ekstra Bladet fra den 28. december 1991, bliver der undervejs nærmest en løssluppen stemning i stuen.

De nødlandede passagerer spinder blandt andet vittigheder over de gamle Gevalia-reklamer, hvor folk kommer på uventet besøg ved at falde igennem loftet eller lande med en rumraket.

Af de 129 passagerer, der var om bord på flyet, er de otte hårdt tilskadekomne.

84 er lettere tilskadekomne, og resten er uskadt. De fleste bliver kørt fra Gottröra og tilbage til Stockholm i busser.

Piloten Stefan Rasmussen bliver fløjet i helikopter tilbage. Da den letter, beder han piloten om at flyve en lille rundtur over marken.

Han får lov at se scenen fra oven og kan konstatere, at hans indskydelse om at lande på marken var den rigtige. De andre alternativer var for langt væk.

Da helikopteren sætter kurs mod Stockholm, begynder Stefan Rasmussen at græde igen. Alle de følelser, der har samlet sig i hans krop i løbet af dagen, vælter ud.

Han græder hele vejen til Stockholm.

Det er næsten utænkeligt, at to motorer sætter ud på et fly samtidig, og det er næsten utænkeligt, at man kan lande flyet uden dødsfald.

Det er sket få gange i verdenshistorien, at begge motorer sætter ud i lav højde, og piloten formår at lande flyet uden tab af menneskeliv.

Blandt andet den decemberdag i 1991 og i 2009 på Hudson-floden i New York.

Havarikommissionens rapport fastslog senere, at der havde ligget is på begge SK751’s vinger, som røg i motorerne og ødelagde dem.

Det var årsagen til de uforklarlige motorstop.

Da Stefan Rasmussen prøvede at tage farten af flyet, gik et såkaldt ATR-system i gang. Det sætter mere fart på flyet, hvis det flyver for langsomt under ’take off’ og ’landing’.

Det var årsagen til, at flyet reagerede anderledes, end Stefan Rasmussen forventede.

Ingen havde informeret ham om, at ATR-systemet var installeret på flyet, og han havde derfor heller ikke fået træning i at bruge systemet.

Rapporten fastslog også, at der ikke var andet at sige om piloternes rolle end, at de sammen og hver for sig bidrog til en succesfuld nødlanding.

Der er flere heldige sammentræf, som gør, at nødlandingen endte uden dødsfald.

For det første lykkedes det ikke at tænde hjælpemotoren, der ellers kunne have sat ild til brændstoffet, som sprøjtede ud af maskinen.

For det andet landede flyet på en blød mark med sne. Derfor kom der ingen gnister, der kunne sætte ild til de mange liter brændstof.

For det tredje tog træerne farten af flyet, der gjorde, at landingen blev mindre hård, end den kunne have været.

Stefan Rasmussen kom aldrig op at flyve igen.

Han fik posttraumatisk stres og måtte trække sig tilbage i en alder af 44 år.

Han tænker stadig på nødlandingen hver dag og går stadig til jævnlige psykologsamtaler på Rigshospitalets Traumecenter.

Stefan Rasmussen fik senere en kort politisk karriere som folketingsmedlem og byrådsmedlem i Frederikssund for De Konservative. Men også det, måtte han sande, var for hårdt med de psykiske efterveer fra nødlandingen.

Piloten der kom ind fra passagerne, Per Holmberg, har siden sået tvivl om, hvad der i virkeligheden skete i cockpittet.

Han mener, at han havde en meget større del af æren for den succesfulde landing, end han er blevet tilskrevet. Blandt andet hævder han nu, at det var ham, der udpegede marken som landingsplads.

Én person har siden ulykken siddet i kørestol. Resten lever så vidt vides uden alvorlige fysiske mén.