Hvad er et stjerneskud?

Et stjerneskud er et meget lille stykke af en asteroide eller komet, som ved høj fart brager ind i Jordens atmosfære, hvor det brænder op.

Typisk er der tale om småsten eller sandkorn.

Den brændende hale, vi kan se på himlen, opstår, fordi atmosfæren bremser stenen og skaber friktion, hvilket lyser luften omkring objektet op, indtil det er fordampet.

Jo større stenen er, desto længere tid tager det for den at brænde op i atmosfæren.

Det er derfor nogle stjerneskud lyser kraftigere end andre – og derfor der findes ildkugler, som groft sagt er sumobryder-udgaven af et almindeligt stjerneskud.

TUSINDVIS AF STJERNESKUD PÅ EN NAT

På en normal nat vil der typisk være mellem to og fem stjerneskud i timen.

Under Perseiderne er det tal helt oppe på over 100.

Regnen af stjerneskud er koncentreret omkring stjernebilledet Perseus, og derfor er det en helt særlig følelse at kigge i den retning på himlen, fortæller Cecilie Sand Nørholm.

- Der kommer selvfølgelig til at være stjerneskud spredt over hele himlen, men man må ikke snyde sig selv for at kigge mod Perseus. Det føles som om, hvert stjerneskud nærmest kommer direkte imod dig, og du kan virkelig fornemme, hvor hurtigt de her støvkorn suser gennem atmosfæren siger hun.

Du kan altså nå at se flere hundrede stjerneskud, hvis du ikke falder i søvn undervejs.

Men skulle mod forventning blive træt af ildkugler, som flænser himlen, er der faktisk endnu et særligt syn at finde på himlen i disse dage, fortæller Cecilie Sand Nørholm.

- Kigger man mod sydøst på nattehimlen, kan man faktisk også se de to planeter Jupiter og Saturn med det blotte øje. Der er altså en enestående mulighed for både at se stjerner, stjerneskud og planeter, hvis man er villig til at ofre lidt af nattesøvnen, siger hun.

RESTER FRA EN FROSSEN SNEBOLD

De mange stjerneskud opstår, fordi en stor mængde småsten og støv kommer i nærkontakt med Jordens atmosfære, hvor de brænder op.

Grunden til, at atmosfæren lige nu får flere ubudne gæster end normalt, er en stor komet ved navn Swift-Tuttle.

En mere end 20 kilometer bred isklump, som drysser sig vej gennem solsystemet, fortæller Cecilie Sand Nørholm.

- Kometer som Swift Tuttle er i bund og grund store, beskidte snebolde. De stammer fra et sted som hedder Oort-skyen, der ligger langt ude i det ydre rum. Nogle gange bliver de sat i bevægelse, så de slynges ind mod Solen. Det betyder, at de passerer gennem områder, hvor der væsentlig varmere, end de er vant til – og mens de langsomt smelter, efterlader de sig en hale af snuller, siger hun.

I kølvandet på den frosne kæmpe ligger der altså et hav af småsten og støv, og netop her i midten af august rammer Jorden et punkt i sin bane, hvor kometen også har været.
Og det er derfor, at Perseiderne opstår, fortæller Cecilie Sand Nørholm.

- Jorden krydser simpelthen veje med Swift-Tuttle kometens efterladenskaber, og det er derfor vi ser så mange sten og støvkorn, som bliver til stjerneskud i atmosfæren. Det sker én gang om året, men fordi kometen for relativt nyligt passerede os, ligger der ekstra meget materiale i disse år. Næste gang den kommer forbi med mere, er om mere end 100 år, siger hun.

To årlige meteorsværme

Perseiderne er en ud af to store, årlige meteorsværme.

Den anden hedder Geminiderne og peaker i midten af december, hvor man også kan se stjerneskuddene regne.

Geminiderne er støv og småsten fra asteroiden 3200 Phaethon, som støder sammen med atmosfæren, når Jordens bane krydser med asteroidens efterladenskaber.

Det bliver en sen affære, hvis du skal se Perseiderne under de helt rigtige forhold.

Når man kigger efter stjerner og stjerneskud er det nemlig essentielt, at der er så mørkt som muligt.

Ideelt set skal du i de tidlige nattetimer placere dig et sted, hvor der ikke er lygtepæle eller vinduer i nærheden, fortæller Cecilie Sand Nørholm.

- Der skal være så tæt på kulsort som muligt, hvis man vil have den perfekte oplevelse. Det betyder også, at man gemme telefonen væk, da den udsender blåt lys, som ødelægger dit nattesyn. Brug i stedet en rød cykellygte. Af hensyn til nattesynet er det i øvrigt en god idé at tage afsted i god tid, så man giver øjnene mulighed for at indstille sig til forholdene, siger hun.

Hvis du på nuværende tidspunkt frygter for at have en meget øm nakke morgenen derpå, behøver du ikke være nervøs.

Det er langt fra det mest effektive at stå op, når man kigger stjerner, fortæller Cecilie Sand Nørholm.

- For at kunne se så meget af himlen som muligt, skal man faktisk sidde – eller endnu bedre lægge sig ned. Det giver en langt bedre vinkel at observere himlen fra, og det giver ikke hold i nakken. Til gengæld bliver det også endnu mere vigtigt, at der er relativt fladt, der hvor du er, så dit udsyn ikke bliver blokeret af træer, vindmøller eller bakker, siger hun.

Når du så ligger der på ryggen med en slukket telefon…. Hvor hulan skal du så kigge hen for flest stjerneskud for de kommende rander under øjnene?

Mod stjernebilledet Perseus er det korte svar, men heldigvis kan man finde det ved hjælp af nogle af de mere kendte stjerneformationer, fortæller Cecilie Sand Nørholm.

- Perseus ligner bogstavet y, som står på hovedet. Det ligger et lille stykke til højre for Karlsvognen, som de fleste kender. Og umiddelbart under stjernebilledet Cassiopeia. Hvis man kan finde ét af de to fikspunkter, kigger man langt hen ad vejen det rigtige sted hen, siger hun.