Den danske volleyballspiller Mads Ditlevsen har oplevet stor succes på volleyballbanerne i Qatar, og søndag kom kronen på værket i form af et mesterskab.
Inden denne sæson skiftede Ditlevsen til klubben Police Sports Club, og i weekenden sikrede man sig det første mesterskab i klubbens historie.
- Det er så fedt at vinde det her. Klubben har aldrig vundet en titel i Qatar før, siger Mads Ditlevsen i en pressemeddelelse fra Volleyball Danmark.
Der resterer en enkelt runde af ligaen, men ingen kan længere hente Police Sports Club, som har vundet 17 af sæsonens hidtidige 19 kampe.
Efter at klubben selv vandt fredag, mødtes rækkens nummer to og tre søndag. Med et 3-2-resultat i den kamp mistede begge hold muligheden for at hente Ditlevsen og co. i sidste runde.
Vigtig spiller
Mads Ditlevsen har været en afgørende faktor for Police Sports Club. Han er holdets topscorer og er i top-3 på topscorerlisten for hele ligaen.
Selv om mesterskabet har kunnet øjnes i et stykke tid, så er det stadig ikke gået op for den 32-årige dansker, at det er afgjort.
- Vi får først overrakt pokalen på onsdag, efter vi har spillet vores sidste kamp. Det går nok først rigtig op for os der, siger Ditlevsen.
/ritzau/