Brøndby og Gentofte vinder volley-pokalfinaler

Hos damerne trak Brøndby sig sejrrigt ud af en tæt pokalfinale, mens Gentofte var overlegen i herrernes ditto.

(Foto: © MortenO.com, MortenO.com)

Lørdagens pokalfinaler for både damer og herrer endte med en triumf for Brøndby og Gentofte.

Damernes pokalfinale blev afviklet først i Frederiksberg Hallen, og her sikrede Brøndby sig den tredje pokaltriumf i træk, da Holte blev nedlagt i en yderst tæt kamp. Det var ligeledes tredje år i træk, de to hold mødtes i pokalfinalen.

Holte havde ellers overtaget og førte 2-1 i sæt, før de forsvarende pokalmestre fik vendt kampen.

Brøndby-damerne vandt med 3-2 i sæt efter sætcifrene 22-25, 27-25, 20-25, 25-19, 15-9.

Kampen var præget af stor nervøsitet, oplyser Brøndby-træner Jens Bang i en pressemeddelelse fra Volleyball Danmark.

- Jeg er meget stolt af alle pigerne. Begge hold var meget nervøse gennem hele kampen, og det var små fejl, der blev afgørende, siger han.

Gentofte sejrede hos herrerne

Hos herrerne trak Gentofte sig sejrrigt ud af en knap så tæt finale.

De danske mestre, der ikke har tabt mod hjemlig modstand hele sæsonen, fejede Hvidovre af banen med en 3-0-sejr.

Sætcifrene lød 25-15, 25-21, 25-17 i Gentoftes favør.

- Det er for vildt det her. Når man har haft et år som vores, er det fantastisk at kunne fejre det med at løfte pokalen, siger Gentoftes anfører, Peter Trolle Bonnesen, efter finalesejren.

/ritzau/