Knæet er i stykker.
Der er ingen tvivl. Mads Rosager er i fuld narkose, så lægerne kan kigge ind i det højre knæ. Men de har ikke engang lyst til at prøve at operere.
Da den unge beachvolleyspiller vågner fra bedøvelsen, er der ikke sket noget. Han er lidt forvirret, selvom han allerede forinden er blevet advaret om, at der er en risiko for, at han bliver lagt til at sove uden grund.
En bruskskade har drillet i otte måneder. Og det er ikke blevet bedre, selvom han tidligere er blevet opereret. Knoglerne skuer stadig mod hinanden.
Derfor er han tilbage på Vejle Sygehus. Kun for at få beskeden om, at der ikke kan gøres mere ved knæet.
- Du kommer ikke til at spille volleyball igen. Jeg anbefaler, at du begynder at svømme i stedet, siger lægen, da han kigger ind på stuen med de golde vægge, hvor Mads Rosager er ved at åbne øjnene.
Selvom Mads Rosager er træt, stiger pulsen. Lægens ord kan næsten ikke være sande.
- Det er hele min identitet, der falder på gulvet. Jeg er volleyspiller. Men det er jeg pludselig ikke, da lægen giver mig beskeden. Jeg aner ikke, hvem jeg så er, erindrer han.
Langsomt går det op for ham, at lægen mener det alvorligt. Da han senere sidder i bilen på parkeringspladsen, kommer tårerne.
- Det er den hårdeste nyhed, jeg kan forestille mig. Det er hele mit liv, der forsvinder. Jeg lever mit liv efter volleyball. Alt er prioriteret efter det. Selv mit arbejde og mit studie, fortæller Mads Rosager om de tanker, der rammer ham på vej hjem.
Vejen tilbage
Tiden efter meldingen er forfærdelig. Når Mads Rosager er vågen, tænker han ikke på andet end volleyball, og hvordan hverdagen skal fortsætte uden dét, han har investeret det meste af sit liv i.
- Der er virkelig mange følelser i mit hoved. Det hele går op og ned, og det skifter fra time til time, hvordan jeg har det. Jeg søger konstant på Google; Bruskskader, genoptræning, specialister, trænere.
En uge efter operationen rejser han til Florida for at besøge sin kæreste, der er på træningslejr i USA. Tankerne forsvinder for en periode. Det er den tiltrængte pause til det mentale pres, der har tynget ham.
Efter 12 dage på den anden side af Atlanterhavet lander han i Danmark. Igen rammer tankerne ham. Men denne gang er de anderledes.
Det skal simpelthen være løgn, tænker han. Han vil tilbage til beachvolley. Uanset prisen.
Mads Rosager bruger det næste år på at genoptræne. 30.000 kroner finder han frem i pungen for at investere i udstyr, fysioterapeuter og timer hos specialister.
Langsomt begynder han at mærke fremskridt. Efter to et halvt år uden en volleyball mellem fingrene gør han endelig comeback i maj 2017.
Knæet er nu så stærkt, at han kan hoppe tilbage med fødderne i sandet og smashe kuglen over nettet.
I sommer kulminerer det hele, da han sammen med makkeren Jacob Brinck vinder det danske mesterskab.
- Jeg græder lidt igen, da den sidste bold er overstået. Det er første skridt på vej tilbage mod toppen, og det er et af mine helt store mål, at jeg igen er danmarksmester. Det er fantastisk at vise alle de andre, at det mesterskab tilhører mig, selvom jeg har været ude i så lang tid, siger han med stolthed i stemmen.
Den usandsynlige vej tilbage til toppen er også noget, som kollegerne bemærker.
I sidste weekend får Mads Rosager tildelt prisen som ’Årets Beachvolleyspiller i Danmark’ ved et stort arrangement i Idrættens Hus.
- Jeg fik sgu ret. Og det er virkelig sådan noget, der gør, at det har været det hele værd. Det er et virkelig et bevis på, at der ikke er nogen, der skal bestemme over mig.
- Nu er næste mål at vi skal vinde medaljer til nogle stævner i World Cuppen, siger han med optimisme i stemmen.