VIDEO Brasilianske volleykonger vinder guld på hjemmebane

Det brasilianske par Alison og Bruno Schmidt levede op til favoritværdigheden.

Inden OL var det brasilianske par Alison og Bruno Schmidt udråbt som de helt store favoritter i mændenes beachvolley-turnering.

Det brasilianske par havde derfor et enormt pres på skuldrene fra det forventningsfulde hjemmepublikum.

Men natten til fredag kom den ultimative forløsning så for de to brasilianske beachvolley-stjerner, da de efter en meget tæt kamp slog det italienske par Daniele Lupo og Paolo Nicolai med sætcifrene 21-19, 21-17.

Italienere kunne ikke holde fast

Det var ellers italienerne, der startede bedst, men brasilianerne spiste sig langsomt tilbage i opgøret.

Derfor fik hjemmebanefavoritterne også den første sætbold i opgøret ved stillingen 20-19.

Bruno Schmidt servede, italienerne returnerede, men nok engang sprang Alison højt foran nettet og lavede en af sin utallige blokeringer i kampen og puffede bolden i sandet.

Også i andet sæt startede italienerne stærkest, men efter en af kampens bedste dueller reducerede brasilianerne til 5-6.

Herefter fik de langsomt overtaget og allerede ved den første matchbold blev guldet sikret. Og så brød jublen løs i det regnvåde sand på Copacabana.