Aldrig har der været så få nordmænd til vinter-PL: ’Det er pinligt for Norge’

Norge stiller til start med 14 atleter ved de paralympiske vinterlege i Beijing.

Birgit Skarstein er en af 14 norske atleter ved vinter-PL. (Foto: © Lillian Suwanrumpha, Ritzau Scanpix)

Vinter-OL blev en sand medaljeregn for Norge.

Ved legene, som sluttede den 22. februar, blev det til 37 medaljer. 16 af dem var af fineste karat, og det sendte Norge til tops i medaljeregnskabet for andet vinter-OL i træk.

Men sådan kommer det næppe til at gå ved de paralympiske vinterlege, som begyndte fredag. Norge stiller nemlig med det færreste antal atleter til et vinter-pl nogensinde.

Kun 14 atleter skal repræsentere vores nordiske naboer ved legene i Beijing. Det er 21 færre end for fire år siden, og det gør alt andet lige medaljechancerne markant mindre.

Ikke imponerende, lyder det fra tidligere præsident for det norske idrætsforbund Tom Tvedt.

- Det er pinligt for Norge som nation at have en trup på 14 atleter, siger Tom Tvedt til den norske avis VG.

Tom Tvedt stod i spidsen for det norske idrætsforbund fra 2015 til 2019, og han retter især kritikken mod den nuværende formand, Berit Kjøll.

- Det viser, at man ikke har en strategisk satsning på det paralympiske område, lyder det fra Tvedt.

Modtageren af Tvedts kritik, Berit Kjøll, er dog langt fra imponeret over sin forgængers kritik og mener, at Tvedt burde rette pilen mod sig selv og sit formandsskab fra 2015-2019.

- Ja, vi har store udfordringer inden for paraidræten, selvom vi også er lykkedes på flere områder. Det har vi set i lang tid. Du kan bebrejde mig som formand for idrætsforbundet, men hvad med at rette kritikken mod dig selv også, siger Berit Kjøll.

Har en ny plan klar

Og faktisk er kritikken om en manglende strategi for paraidrættet i Norge også misvisende, lyder det fra de norske idrætsforbund.

For en strategi foreligger for norsk paraidræt. Den blev præsenteret i januar, og idrætsforbundet kalder det selv et paradigmeskifte for paraidrætten i Norge.

Grundstenen i den nye norske parastrageti er, at paratleter så vidt muligt skal have mulighed for at dyrke den sport, de vil, hvor de vil, og ud fra deres egne ambitioner.

- Mange i idrætten rundt om i landet gør i dag en fantastisk indsats for at facilitere paraidræt i både bredde og top. Ikke desto mindre er det nu, 15 år efter at integrationsprocessen af personer med nedsat funktionsevne i alle specialforbundene blev afsluttet, tid til et nyt skub fra en samlet idrætsbevægelse, lød det fra Berit Kjøll i forbindelse med lanceringen af den nye norske parastrategi.

Birgit Skarstein deltager ved sit tredje vinter-PL i langrend. (Foto: © Stian Lysberg Solum, Stian Lysberg Solum / NTB)

Fra medaljeregn til tørke

Og noget kunne tyde på, at en ny strategi falder på et tørt sted. For selvom Norge historisk set er en magtfaktor ved de paralympiske vinterlege, hvor det gennem tiden er blevet til næstflest medaljer, så har de seneste fire vinter-PL ikke været nogen succes målt efter norske standarder.

En af dem, som har haft en finger med i spillet i udviklingen af den nye parastrategi, er paraatleten Birgit Skarstein. Hun deltog ved sommerens PL i Tokyo i roning, og stiller til start ved vinter-PL i langrend.

Og den 33-årige norske paraatlet stemmer i, når der tales om, at den norske delegation til dette vinter-PL er for lille. Hun mener, at den nye strategi kan bane vejen for flere norske atleter ved de paralympiske vinterlege.

- Vi havde haft potentialet til at have endnu flere atleter med. Det handler om målrettet arbejde over tid, siger Birgit Skarstein til VG.

- Du rekrutterer ikke folk til de paralympiske lege med et snuptag. Det handler om langsigtet opbygning af atleter og trupper. Jeg tror på, at vi som vintersportsnation har potentialet til at gøre det endnu bedre og have flere atleter med til vinter-PL.

Vinter-PL strækker sig fra fredag den 4. marts frem til søndag den 13. marts. Du kan følge legene på DR's kanaler.