Det var, som havde han fundet Den Hellige Gral. Og det havde Ronaldo måske også. For hvis der har været et trofæ, som Ronaldo har manglet, og som de færreste har troet, at han kunne vinde, har det været en slutrunde-pokal med sit land.
Han vandt den. Portugal gravede dybt, og hvis ikke Ronaldo allerede havde skrevet sig ind i historiebøgerne, så vil fortællingen om ham nu blive ophøjet til en klassiker, som ingen kan komme udenom. En af de største i spillets historie. Selv fra sidelinjen, selv fra bænken kunne han vinde.
Skadet, i tårer, forlod han banen tidligt i finalen, og da han entrerede den igen, var Portugal europamester. Ronaldo var europamester. Han løb på banen, kastede sig ned på græsset i glædestårer, og han løftede trofæet med et smil, der nåede helt til Lissabon. Og til alle kritikerne.
Imens kunne de franske spillere kigge på i en form for vantro.
Dette var ellers Frankrigs EM. Års forberedelse på at kunne stå med trofæet 10. juli i Paris, årtiers venten på endnu en EM-triumf. Men da det virkelig gjaldt, kunne Pogba og Girezmann ikke løfte arven fra Platini og fra Zidane. Der var ellers hele søndagen, hele måneden lagt op til en fransk triumf i Paris søndag.
Det umulige trofæ
Fra Hotel Pullman Paris Centre-Bercy, hvor det franske landshold bor i Paris, til Stade de France i Saint-Denis i udkanten af hovedstaden, er der ca. 25 minutter. Det franske fodboldforbund havde sat en time af til bus-køreturen, men selv med en massiv politieskorte og følgeskab af både politi- og tv-helikoptere, satte de franske fans den tidsplan ud af kraft.
Bussen blev fulgt live på tv af begejstrede fans i biler, scootere, motorcykler i de parisiske gader, forbi Triumfbuen, hvorfra et enormt fransk flag vajede, og da bussen endelig ankom til stadion, havde turen taget mere end en time. Vejen til kulminationen på én måneds fodboldfest.
En fest, der skulle ende med EM-trofæet i franske hænder og en plads i evigheden. For Portugal har målet været en finale siden 2004, hvor en tårevædet Ronaldo kunne se Grækenland løbe med titlen. Det umulige trofæ, Ronaldo har jagtet for sit land siden den aften i Lissabon.
Paris var hele søndagen pakket ind i en finaleboble, hvor franskmænd og portugisere, som der bor over én million af i Frankrig, omdøbte hovedstaden fra byernes by til fodboldens by. Og Stade de France til en gladiatorplads, hvor Ronaldo og Griezmann skulle udkæmpe Slaget om Europa.
Det var, som om de franske spillere brugte tiden op til kick off på at suge det hele ind. De var først inde for at varme op og sidst ude. Og de gjorde det længe. Portugal brugte tiden inde i deres omklædningsrum, hvor de kunne høre ”hu”-hyldesten fra de franske fans.
Måske vikinge-råbet motiverede franskmændene. Frankrig indledte aggressivt, bedst i duelspil og kombinationer, og Griezmann, Sissoko og selv Evra viste den franske hanes bryst, når den er bredest. Tydeligt var det, at Frankrig havde flere strenge at spille på, mens Portugals ene streng forlod banen i tårer. Igen.
Ronaldo kastede sit anførerbind ned på græsset og satte sig ned. Vred, sur, desillusioneret. Inden da havde han været under behandling to gange, men tredje gang måtte han udgå.
Og så faldt stemningen på stadion en smule, og selv de franske fans klappede ham ud ad banen.
Fra at Portugal har spillet hele EM som et enstrenget instrument, var det som om at de pludselig benyttede Ronaldos fravær på at spille på alle de strenge, de trods alt har. Holdet spillede sig ind i kampen, og selv om Frakrig havde de største chancer, var Portugal godt med og var konstant farlige.
Dirigerede sit orkester
Et par Sissoko-chancer, et Griezmann-hovedstød, et portugisisk saksespark samt et stolpeskud fra Gignac var ikke nok i den ordinære kamp. Ej heller ikke en kæmpe mulighed til Giroud, for Portugals keeper Rui Patricio spillede vel sin bedste kamp. Derefter: En baneløber, et frispark på overliggeren fra Guerreiro og frustrerede franske spillere.
Konstant lurede portugiserne, da de oplevede, at de godt kunne uden Ronaldo. Det uimodståelige mål fra Eder i den forlængede spilletids anden halvleg. Fortjent eller ej, på det tidspunkt havde Portugal mest energi, og deres fans styrede festen på lægterne. Og så spillede Ronaldo med. Fra sidelinjen.
Ronaldo styrede sit mandskab som en dirigent sit orkester. Der var fagter, dessiner, råb, spark ud i luften og opfordringer til at trække tiden. Han var den første til at løbe ind på banen, da dommeren fløjtede af til en historisk portugisisk sejr og en fransk nedtur ved deres eget EM.
Et EM, hvor det ud fra et spillemæssigt synspunkt var sigende, at Portugal vandt. Og at Pepe blev finalens bedste spiller. Et EM, der vil gå over i historien, som en slutrunde, hvor selve fodboldens æstetik og romantik spillede andenviolin i forhold til fansene og festen, der udspillede sig på de franske gader, i de europæiske hovedstrædet og på de sociale medier.
Et EM, der begyndte med terrorfrygten, men sluttede med fanfesten. Det begyndte med Spanien, Tyskland og Frankrig, men endte med Wales, Island og Nordirland. Det begyndte med spørgsmålet om landsholdenes død, men endte med det klareste svar: Vi lever!
De små holds EM
I en måned har undertegnede rejst rundt til alle leder og kanter i Frankrig, og det har stået meget klart, at dette EM har været fansenes EM. Al snak om kedeligt spil, for mange deltagerhold og terrorfrygt er blegnet i EM-land, hvor fansene har farvet Frankrig i deres landes og fodboldens farver.
Det har været tydeligt, at fodboldelskere i Europa også elsker deres landshold, og på nær hooligan-undtagelsen i Marseille har alle stadioner været udsolgt, alle fanzoner fyldt, og nationernes fans har festet, danset, drukket og set fodbold sammen.
At fodbold også handler om alt andet end dét, der foregår på banen, har især de små nationer vist ved dette EM. De har tændt en fodbold-flamme i deres respektive lande og har med deres fans’ passion i Frankrig vist deres berettigelse som EM-deltagere:
Islands primal-brøl, Nordirlands evergreen, Wales’ nationale stolthed. En ungarsk reporter fortalte mig, at der efter Ungarns avancement fra gruppen havde været flere mennesker på gaden i Budapest, end da landet blev befriet fra Sovjetunionen.
Men uden for mediernes fokus, har glæden og stoltheden måske været størst i Frankrig under EM. Denne nation, splittet politisk og socialt, og som terroren har lagt en dyne af frygt over. Rundt omkring i Frankrig, fra de største metropoler til de mindste landegne, har opbakningen til Les Bleus været fuldstændig fænomenal.
Generation Griezmann
Det har handlet om et håb om at samle nationen. Som landsholdet kunne i 1998 og 2000, og som en helt ny generation nu har længtes efter, og som de seneste mange års landshold ikke har formået: ”Efter Generation Zidane: Nu kommer Generation Griezmann”, som avisen Le Journal du Dimanche skrev på finaledagen.
Eller som Libération konstaterede på forsiden søndag: ”Begejstringen for Les Bleus heler sårene efter et år med frygt” og kaldte landsholdet for ”for de fortryllede”, mens Le Parisien konstaterede, at en finalesejr var ”porten til paradis”, og samtidig konstaterede præsident Francois Hollande inden finalen, at ”nationen har behov for at mødes.”
Og det franske landshold tog opgaven på sig uden for banen. Repræsenterende alle samfundslag har en usædvanlig åbenhed været et nøgleord for spillerne. Vi har på fransk tv været med hele vejen fra basen i Clairefontaine, hvor vi har set Pogba danse med Evra på sidstnævntes værelse med Evras guitar stående op ad væggen.
Vi har set dem hygge, spise, sove, synge, danse, cykle. Vi har set dem i fly, i bussen og i omklædningsrummet. Efter kampene har man på direkte tv set, hvordan spillerne har hilst på og tilbragt tid sammen med koner, børn og familie på selve stadionet.
Et bevidst valg om at nå ud til alle i Frankrig med budskabet om, at det er alle franskmænds landshold. Om den opgave er lykkedes uden for banen, vil den nærmeste fremtid vise. På banen lykkedes det ikke. Det var ikke nok. For søndag aften i Paris fandt Kongen af Portugal sin Hellige Gral.
Tak for et fantastisk EM!