Historiens bedste englændere: Wayne Rooney i top 10

DR Sportens Marco de los Reyes bringer forud for England-Wales her sin top 30-liste.

Den nu 30-årige Wayne Rooney (til venstre) jubler efter 1-0-scoringen mod Rusland lørdag aften. De øvrige er David Beckham (øverst til højre) og Gary Lineker.

England møder i eftermiddag Wales ved EM-slutrunden i Frankrig, og her er englænderne i mine øjne favoritter til at snuppe alle tre point.

Jeg ved godt, at England i den første kamp kun måtte nøjes med 1-1 mod et langsomt spillende russisk mandskab. Men i perioder spillede Wayne Rooney og Co. så godt, at der bestemt er muligheder for engelsk succes senere i turneringen.

Lidt længere nede kommer jeg med mit bud på alle tiders 30 bedste engelske fodboldspillere - på baggrund af deres niveau og præstationer for både klub- og landshold. Og her er det værd at bemærke, at netop Wayne Rooney er den eneste aktuelle spillere, der er med.

Manchester United-stjernen er med helt oppe på en 9. plads, og med flotte præstationer kan han faktisk allerede i løbet af de kommende uger kravle lidt længere op ad listen.

Wayne Rooney er anfører på det engelske landshold og spillede en glimrende kamp på midtbanen mod Rusland. Tidligere var han jo altid angriber. (Foto: © GUILLAUME HORCAJUELO, Scanpix)

30. Tommy Lawton Scorede 22 mål i 23 landskampe fra 1938 til 1948. Af mange anset som manden med det bedste hovedstød i engelsk fodbold de seneste 80 år. Spillede blandt andet for Everton og Chelsea.

29. Alan Ball 21 år og yngste mand hos de engelske verdensmestre i 1966. Midtbanefighter, der blandt andet spillede for Blackpool, Everton og Arsenal, og som spillede ligafodbold i 22 år.

28. Ray Clemence Spillede for Liverpool og Tottenham. Var fra midten af 1970erne og ti år frem en verdensklassekeeper, som havde fået flere end de 61 landskampe, det blev til - hvis ikke Peter Shilton havde været god i samme periode.

27. Steve Bloomer Englands bedste spiller før 1920. Var en såkaldt inside-forward. Spillede for Derby og Middlesbrough og scorede 317 mål i 536 kampe i 1. divisionskampe. På landsholdet scorede han 28 mål i 23 kampe fra 1895 til 1907.

26. Glenn Hoddle Var et teknisk lyspunkt, der overskyggede de fleste i engelsk fodbold. Han var meget kontinental i sit spil, og på sine bedste dage var han en af verdens bedste midtbanespillere. Spillede blandt andet for Tottenham og AS Monaco og deltog ved VM i 1982 og 1986.

25. Frank Swift Manchester City-keeper, som i årene lige efter 2. verdenskrig var Europas bedste målmand. Men også i årene forinden havde han stor succes i den engelske 1. division.

John Barnes spillede i slutningen af sin karriere for Newcastle. (Foto: © Dan Chung, Scanpix)

24. John Barnes Var mere brasiliansk end brasilianerne, da England i Rio de Janeiro i 1984 vandt en venskabskamp mod Brasilien med 2-0 - han scorede det ene mål efter en lang dribletur. Udviklede sig i de efterfølgende år til en wing/angriber i verdensklasse. Især efter skiftet fra Watford til Liverpool i 1987. Blev to gange kåret til årets spiller i England.

23. Charles Buchan Havde sin storhedstid hos Sunderland, hvor han spillede fra 1911 til 1925. Her var han angriber, men spillede dernæst tre år for Arsenal, hvor han med stor succes blev rykket ned i en tremandsbackkæde, som taktisk set var et helt ny fænomen.

22. Johnny Haynes En af verdens bedste og klogeste angribere i begyndelsen af 1960erne. Hans største kamp var 9-3-sejren over Skotland i 1961. Han var inside-forward, og det var især hans evner til at finde medspillerne med geniale afleveringer, der gjorde ham til en verdensklassespiller. Spillede for Fullham fra 1958 til 1970.

Paul Gascoigne fra en landskamp i 1997. Året efter spillede han sin 57. og sidste landskamp. (Foto: © KIERAN DOHERTY, Scanpix)

21. Paul Gascoigne Ekstrem talentfuld. Kunne være blevet en af Englands allerbedste spillere nogensinde, men hans tåbelige opførsel uden for banen satte tidligt en stopper for mangt og meget. Hans bedste år var 1990, hvor han som styrmand og kreativ kraft på midtbanen førte England frem til en semifinale ved VM.

20. Eddie Hapgood Venstre back og anfører for både England og Arsenal i 1930erne, hvor han etablerede sig som en af Englands allerbedste forsvarsspillere nogensinde. I det årti vandt The Gunners mesterskabet fem gange og FA Cuppen to gange, og det hold har fortsat status som et af de bedste, England nogensinde har haft.

19. Michael Owen En wonderboy, der fik sit internationale gennembrud under VM i 1998, hvor han blot var 18 år gammel. Scorede to mål ved slutrunden; bland andet et efter et langt sololøb mod Argentina. Kåret til årets spiller i Europa i 2001, hvor Liverpool vandt FA Cuppen, Liga Cuppen og UEFA Cuppen. Men fik siden store dele af karrieren spoleret på grund af skader.

Michael Owen jubler efter en scoring Rumænien ved VM i 1998, hvor han fik sit internationale gennembrud. (Foto: © © Reuters Photographer / Reuter, Scanpix)

18. Dixie Dean En sand målmaskine. Scorede 18 mål i blot 16 landskampe, men det var primært for Everton, han etablerede sig som sin tids bedste angriber. Her havde sin største sæson i 1927/1928, hvor han scorede hele 60 mål. Scorede i alt 310 mål i 362 1. divisionskampe.

17. Duncan Edwards The Boy Genius var på vej til at blive en af historiens største spillere. Var midtbanespiller for Manchester United og var blot 16 år, da han debuterede i 1. division. Fik to år senere sin debut på det engelske landshold, hvor det blev til 18 landskampe. Blev blot 21 år, da han var blandt dem, der ikke overlevede, da et fly med Manchester United-spillere og -ledere forulykkede i 1958.

16. Peter Shilton Fra midten af 1970erne og godt 15 år frem var han en verdensklassekeeper. Vogtede Englands mål ved VM i 1982, 1986 og 1990, hvor han var en af slutrundens bedste på stregen. Vandt Europa Cuppen for mesterhold med Nottingham Forest i 1979 og 1980.

Peter Shilton under en venskabkamp mod Vesttyskland i 1982. (Foto: © SYND INT DM: 82-5301, Scanpix)

15. Tom Finney Var den første, der blev kåret til årets spiller i England to gange, i 1954 og 1957. Var angriber/wing, og spillede for Preston hele sin karriere. På landsholdet scorede han 30 mål i 76 landskampe og var i en kort periode alle tiders mest scorende på det engelske landshold.

14. Frank Lampard Var med til at vinde Champions League i 2012, men var bedst i Chelseas storhedstid midt i det foregående årti kulminerende i 2005, hvor han blev kåret til Europas næstbedste spiller - kun overgået af Ronaldinho. Spillede 106 landskampe fra 1999 til 2014. Spiller fortsat for New York City.

13. Bryan Robson Midtbanespiller, som magtede det hele. Var i store dele af 1980erne en af verdens bedste midtbanespillere. Var både hjerne og hjerte på midtbanen hos såvel det engelske landshold som Manchester United. Blev ved tre VM-slutrunder i træk, 1982, 1986 og 1990, skadet undervejs.

12. Alan Shearer Havde i mange år stor succes både klub- og landshold. Var på toppen af sin karriere, da han med fem mål blev EM-topscorer i 1996, hvor England på hjemmebane tabte til Tyskland i semifinalerne; efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Spillede for Southampton, Blackburn og Newcastle.

Billy Wright forud for en landskamp mod Danmark i 1957. Danmarks anfører (til venstre) var Aage Rou Jensen. (Foto: © POUL PETERSEN, Scanpix)

11. Billy Wright Centerhalf, som var den store spiller for det engelske storhold i 1950erne, Wolverhampton. Han var den første spiller i verden, der passerede 100 landskampe. Opnåede i alt 105 landskampe og var anfører i 90 af dem. Var anfører ved tre slutrunder i træk; VM i 1950, 1954 og 1958.

10. Steven Gerrard Var en af profilerne, da England i 2001 vandt en VM-kvalifikationskamp ude mod Tyskland med hele 5-1. Udviklede sig derpå til en af verdens bedste og mest værdifulde midtbanespillere. Var med til at vinde Champions League med Liverpool i 2005. Englands bedste spiller ved EM 2012.

9. Wayne Rooney Fik sit internationale gennembrud ved EM i 2004, hvor han scorede fire mål i de indledende kampe, men blev skadet i kvartfinalen, hvor England tabte til Portugal. Har trods skader og svingende perioder været en af klodens stærkeste angribere. Hans niveau er dog dalet og er nu midtbanespiller på det engelske landshold. Spiller for Manchester United og var med til at vinde Champions League i 2008. Har scoret 52 mål i 112 landskampe.

8. David Beckham En af fodboldens største superstars i nyere tid. Et ikon, som brandede sig selv for meget andet end spillet på banen. Var i flere år også en verdensklassemidtbanespiller med et gyldent højre ben. Spillede 115 landskampe og var med til at vinde Champions League med Manchester United i 1999. Stoppede karrieren i 2013.

Jimmy Greaves fotograferet, mens han var på toppen - i en tid, hvor det ikke gjorde så meget, at man som sportsmand blev forbundet med øl og tobak. (Foto: © Bent K Rasmussen, Scanpix)

7. Jimmy Greaves Englands største angrebsstjerne i 1960erne. Slog igennem i Chelsea, spillede ganske kort tid for AC Milan og havde så sin storhedstid for Tottenham, hvor han spillede fra 1961 til 1970. Scorede 44 mål i 57 landskampe. Blev tidligt skadet under VM i 1966, som England vandt, og var derfor ikke med i de sidste og afgørende kampe. Er 357 mål i 516 kampe den mest scorende spiller i den engelske 1. divsion nogensinde, og hele seks gange blev han topscorer.

6. Gary Lineker Var fra midten af 1980erne og frem til af begyndelsen af 1990erne en af verdens bedste angribere. Blev VM-topscorer med seks mål i 1986, mens det fire år senere blev til fire mål ved VM i Italien, hvor England blev nummer fire. Spillede med stor succes for blandt andet Everton, FC Barcelona og Tottenham.

5. Gordon Banks En af historiens bedste målmænd. Banks of England var med til at vinde VM i 1966, og ved VM fire år senere leverede han en af historiens bedste redninger efter et hovedstød fra Pelé. Spillede for Leicester og Stoke.

I 2001 blev Kevin Keegan udnævnt til manager i Manchester City, hvor han var i fire år. (Foto: © Ian Hodgson, Scanpix)

4. Kevin Keegan (billedet) The Mighty Mouse var i flere år en af verdens bedste spillere. Blev kåret til årets spiller i Europa i 1978 og 1979. Vandt Europa Cuppen for mesterhold med Liverpool i 1977, hvorefter han skiftede til Hamburger SV. Efter sin aktive karriere var Kevin Keegan blandt andet engelske landstræner fra 1999 til 2000.

3. Bobby Moore Forsvarsstyrmand og en af alle tiders bedste forsvarsspillere. En af meget få spillere, der har været god ved tre VM-slutrunder; 1962, 1966 og 1970. Anfører, da England vandt VM i på hjemmebane i 1966. Spillede for West Ham, der med ham som den bærende kraft vandt Europa Cuppen for pokalvindere i 1965.

Bobby Carlton (til højre) fra en landskamp mod Skotland på Wembley. I baggrunden ses Nobby Stiles. (Foto: © ukendt, Scanpix)

2. Bobby Charlton Var i flere år en af verdens bedste spillere. Var offensiv midtbanespiller og spillede hele karrieren for Manchester United, som han var med til at vinde Europa Cuppen for mesterhold med i 1968. I 1966 blev han verdensmester med England og kåret til årets spiller i Europa.

1. Stanley Matthews Var på toppen i mere end 25 år. Spillede 54 landskampe fra 1937 til 1957 og blev kåret til årets spiller i England i både 1948 og 1963, hvor han var 48 år. Blev kåret til årets spiller i Europa i 1956 - som den første i kåringens historie. Var en fantasifuld og kreativ højre wing - derfor kaldet The Wizard of the Dribble - som spillede for Stoke og Blackpool.

Stanley Matthews omgivet af Danmarks største fodboldnavne i 1940erne og 1950erne, John Hansen (til venstre) og Knud Lundberg. (Foto: © Egon Engmann, Scanpix)

Har du en kommentar til listen, så skriv herunder!