'Will Grigg’s on fire, your defence is terrified!’
Man skal være meget dygtig til at undgå EM-stof og sociale medier for ikke at have hørt sangen om Will Grigg. Selv efter nederlaget i 1/8-finalen mod Wales runger sangen udenfor Parc de Princes. ’Alle’ har taget den til sig eller lavet en egen version.
Da NRK påpeger, at tilhængernes store favorit ikke fik spilletid i løbet af slutrunde, bliver landstræner Michael O’Neill ikke særligt begejstret. Først virker det som om, han overvejer, hvilken spiller han skal tale om, men han ryster på hovedet, da han hører ’Will Grigg’.
- Han fik ikke spilletid her. Han er fjerdevalg, og han er en ung spiller med en god fremtid. Men jeg vælger ikke spillere efter, hvad tilhængerne synes om dem, siger O’Neill.
Glæder sig over fansene
Grigg selv er naturligt nok meget skuffet over at have været udenfor holdet i dette EM.
- Jeg kommer måske til at se tilbage på dette EM som en erfaring, men lige nu er det svært, siger han ifølge Aftonbladet.
- Jeg forventede at skulle spille.
Nordireren indrømmer også, at det har været en trøst at høre fansene synge hans navn under slutrunden.
- Det har været helt uvirkeligt. Vores fans har været helt utrolige. Det at høre sangen fra dem, har været fantastisk.
En varm angriber
Det var først en Wigan-fan, der lavede sin version af Galas ’Freed from Desire’, og melodien er nu blevet en landeplage adskillige mil fra Nordirlands grænser.
Nordirland var også på desperat jagt efter et mål, men Michael O’Neill valgte Aberdeen-kanten Niall McGinn og Kilmarnock-angriberen Josh Magennis.
Magennis står noteret for 16 mål i 62 ligakampe for Kilmarnock, mens Grigg har scoret 25 mål i 40 ligakampe for Wigan i denne sæson.
Selvom meget få faktisk har set Grigg spille, reagerede mange på, hvorfor Grigg ikke fik en eneste chance for at vise sig frem. En sang er næppe et trumfkort på bænken, men de nordirske angribere imponerede næppe nogen i Paris.
https://twitter.com/JamieMacLaurin/status/746768746610556933
Utilfreds Grigg-bror
Will Grigg trendede på Twitter efter lørdagens kamp.
Det er ikke kun eksperter og tilhængere, der ville give Grigg en chance. Den 24-årige angribers bror, Dan, er heller ikke videre imponeret.
- En forbandet joke!
- 20 mål i 2016. Conor Washington nul, Kyle Lafferty et, Josh Magennis fire. Hvorfor ikke bare give ham en chance?, skriver Dan Grigg ifølge Yahoo.
Den manglende spilletid til trods: 24 år gamle Grigg har nok haft en ganske usædvanlig slutrunde. Og vi vil jo altid have videoen af Eric Cantona, der synger hans sang.