Emre Mor udtaget til Tyrkiets EM-trup

Den talentfulde driblekonge fra FC Nordsjælland skal som den eneste dansker med til slutrunden i Frankrig.

FC Nordsjællands Emre Mor skal med Tyrkiet til EM. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Det vakte en del opsigt, da FC Nordsjællands danskfødte driblekonge Emre Mor valgte at tørne ud for det tyrkiske og ikke det danske landshold. Beslutningen viser sig nu ikke at være helt dum. I hvert fald ikke, hvis målet var at komme med til EM i Frankrig.

For mens det danske landshold skal spille træningsturnering i weekenden i Japan, så rejser Emre Mor med det tyrkiske landshold til EM.

Den legendariske tyrkiske landstræner Fatih Terim har set Emre Mor an i forbindelse med to træningskampe mod henholdsvis England og Montenegro. Mor fik ikke spilletid mod førstnævnte, men fik anden halvleg og imponerede med flere gode aktioner mod Montenegro.

https://twitter.com/MilliTakimlar/status/737628382251393024

18-årige Emre Mor fra Brønshøj er slået igennem i FC Nordsjælland i denne sæson, hvor det er blevet til 13 kampe og 2 mål. Om det bliver til meget mere, er stærkt tvivlsomt.

Dribleren, der nogle steder sammenlignes med Lionel Messi, er allerede et varmt navn i store europæiske klubber. Senest skulle Borussia Dortmund ifølge tysk presse have vist interesse.

Tyrkiet er i EM gruppe D, hvor Emre Mor og kompagni skal møde Spanien, Tjekkiet og Kroatien.