Ved EM i Frankrig er knap halvdelen af slutrundens kampe afviklet - 24 ud af 51 for at være helt præcis. Og gruppespillets anden runde bød på både flotte mål, taktiske genistreger og store skuffelser. For oven kan du se alle scoringerne i anden runde af gruppespillet, og herunder kan du læse mere om højde- og lavpunkter.
To af DR Sportens udsendte kommentatorer samt en redaktør, der har set så godt som samtlige minutter af slutrundens opgør, giver her deres bud på, hvad der - på godt og ondt - har været anden rundes mest mindeværdige øjeblikke ved EM-slutrunden.
Andreas Kraul: På anden spilledag i grupperne var det klart Nordirland, der overraskede mig mest. Det er et – lad os sige – ret begrænset hold fodboldmæssigt, og at de fortjent slog Ukraine, kom bag på mig.
Henrik Liniger: For mig er det Island. Først uafgjort mod Cristiano Ronaldo & co. og efterfølgende blot få minutter fra at være klar til 1/8-finalen efter to kampe. Hvem havde troet det?
Marco de los Reyes: Det er, at der bliver ved med at være så mange kampe, hvor der scores til allersidst. Hele syv mål blev der i anden runde scoret i det 88. minut af en kamp eller senere. Det giver slutrunden som helhed en enorm energi og en aura af uforudsigelighed.
Andreas Kraul: Zlatan. Jeg skulle selv kommentere ham mod Italien, og alt var lagt til rette. Alle kiggede på ham. Sverige stolede på ham. Han leverede slet ikke.
Henrik Liniger: Ukraine. Første hold til at blive slået ud og det skete efter en helt igennem apatisk indsats. Stærkt forfulgt af Rusland.
Marco de los Reyes: Det er, at der fortsat er fans, som laver ballade både på og uden for diverse stadions.
Andreas Kraul: Gode, gamle Roy Hodgson ramte jo to indskiftede målscorere mod Wales, men jeg fremhæver alligevel nordirske Michael O’Neill, som efter første kamp skiftede både taktik og et halvt hold, hvilket åbenbart kom voldsomt bag på Ukraine.
Henrik Liniger: Michael O’Neill, Nordirland. Han skiftede fem spillere i startopstillingen og gik fra nederlag mod Polen til sejr over Ukraine.
Marco de los Reyes: I Belgiens nederlag mod Italien spillede Kevin de Bruyne ude på kanten, hvor han åbenlyst ikke fungerede. Til kampen mod Irland havde landstræner Marc Wilmots rykket Manchester City-stjernen ind som playmaker, og så sprudlede han og var stærkt medvirkende til, at Belgien vandt 3-0. Og nu er Belgien så tilbage i periferien af favoritterne.
Andreas Kraul: Både Spanien og Belgien scorede nogle fede gennemspillede mål, men slovakiske Hamsiks spark op i krydset mod russerne er nu svær at argumentere imod.
Henrik Liniger: Slovakiets Marek Hamsik. Målet til 2-0 over Rusland blev simpelthen smækket ind.
Marco de los Reyes: Spaniens mål til 3-0 mod Tyrkiet. Flotteste detalje i opstillet – hvor der var hele 21 afleveringer – var Andres Iniestas stikning med ydersiden ind i straffesparksfeltet til Jordi Alba, som så fandt Alvaro Morata, der scorede. Jeg ved godt, at der var flere afleveringer – 28 i alt – i opspillet til Belgiens 3-0-scoring mod Irland, men her manglede et moment af genialitet. At der så er en lille off side tager ikke noget fra det flotte opspil.
Andreas Kraul: Det er stadigvæk de store kontraster mellem glæde og aggression. På stadion i Bordeaux festede og sang glade belgiere og irere sammen på tribunen ved siden af os, men 20 meter bagved lå der kampklædte snigskytter fra fransk politi klar. Og billederne af de kroatiske fans handlinger på stadion i Saint-Etienne var voldsomt ubehagelige.
Henrik Liniger: Spaniens udklassering af Tyrkiet. De forsvarende europamestre er ligner et hold, som har tænkt sig at genvinde titlen!
Marco de los Reyes: Spaniens opvisning mod Tyrkiet. Spanierne kunne sagtens have vundet med mere end 3-0, og de satte en tyk streg under, at de har slutrundens bedste hold, som tilmed spiller det flotteste fodbold. Andres Iniesta cementerede ligeledes, at han er turneringens bedste spiller hidtil.