Farvel til forrygende irske fans?
Vi skal måske til at indstille os på at skulle sige farvel til de irske fans, der har leveret slutrundens højeste humør og skabt en fest, hvor end de er kommet.
Deres helte kunne ikke stille meget op mod et fint spillende belgisk mandskab, der dog især før den første scoring spillede for langsomt og har et forsvar, de større nationer godt kan pille fra hinanden.
Irland skal nu lave et godt resultat mod Italien, der nok både kan og vil spare profiler i den sidste kamp i gruppen, men har så meget kvalitet på bænken, at Irland lige nu ligner et hold på vej ud af EM.
Synd og skam, men lad os håbe, at nogle af deres fans bliver hængende i Frankrig og følger festen til dørs.
Islands bænk blev dyr
Gylfi Sigurdsson er Islands største stjerne, men er han også holdets vigtigste spiller?
Det er han jo nok i det offensive, men i den anden ende af banen slog den tidligere FC København-spiller Ragnar Sigurdsson fast, at Island ingen steder havde været at finde ved denne slutrunde uden den firskårne stopper.
Krasnador-spilleren sparkede bolden ud af det islandske felt og ind i så mange franske kommuner, at de stadig må rende og lede efter boldene nede i det franske.
Birkir Már Sævarsson blev den uheldige helt for Island med sit selvmål, men nogen skurk var han ikke. Skal man pege fingre, så må indskiftede Emil Hallfredsson tage sine store del af skylden for målet.
Hallfredsson må vel nærmest tage målet på sin kappe. Fuldstændig uanstændig mangel på opdækning, da han lod sin mand løbe helt fri. En indskifter med friske ben må kunne følge med der.
Nu venter der en gyser af en kamp mod Østrig i sidste runde, hvor ikke bare hele Norden, men nok også det meste af fodboldeuropa vil holde med Lars Lagerbäcks tropper.
Opløftende portugisisk indsats - men nul mål Portugal pryglede i aftenens sidste EM-kamp Østrig.
Desværre for portugiserne glemte de at score, så nu har de ryggen mod muren før sidsterundekampen mod Ungarn. Portugiserne bør dog ikke gå i panik, da de også mod Island var svært uheldige med blot at få et enkelt point.
19 skud på kassen, 7 af dem indenfor rammen, 10 hjørnespark og et brændt straffespark lød statistikken efter kampen mod Østrig.
Nogle gange udebliver lykkes gudinde bare, så landstræner Fernando Santos ændrer næppe på det store før kampen mod Ungarn.
Østrig skuffede endnu engang og ingen mere end Bayern München-stjernen David Alaba, der er definitionen på en polyvant spiller, som tidligere landstræner Morten Olsen ynder at kalde en spiller, der kan dække flere pladser.
10’er-pladsen lader dog ikke til at være en del af Alabas repertoire.
Østrigerne blæste igennem deres kvalifikationsgruppe til EM med 9 sejre og en enkelt uafgjort og har været et hypet mandskab op til turneringen i Frankrig.
For alle os, der ikke så dem i kvalifikationen, kan det være svært at forestille sig, hvordan hulen de er kommet til så mange sejre.
Marcels Kollers mandskab ligner et helt og aldeles ordinært hold.