Tati Sambou havde fået nok. Nu skulle det være anderledes, og der skulle hårde metoder i brug. Det måtte briste eller bære. Med et vredt blik lynede han mod den 13-årige Paul Pogba.
- Paul, du er ikke en god fodboldspiller. Du er ligeglad med, om holdet vinder, du spiller bare for dig selv. Du er en dårlig fodboldspiller. Tati Sambou kigger på DR’s udsendte. Slår sorgmodigt blikket ned for i samme bevægelse at kigge op med et grin.
- Jeg fik ham til at græde. Han græd og græd, for det ramte ham lige i hjertet. Selv om han selvfølgelig altid spillede for at vinde, så vidste han, at jeg havde ret. Han kunne så meget på banen, at han hele tiden lavede tricks og driblede for sig selv uden at have blik for sin medspillere. Det ændrede sig.
DR møder Tati Sambou på træ-tribunen ved trænings- og kampbanen i den lille klub US Roissy-en-Brie i byen af samme navn, godt 30 km øst for Paris. Sambou taler om det franske landsholds største stjerne Paul Pogba, som Sambou var træner for, indtil Pogba fyldte 14 år.
På træningsbanen er U16-holdet i gang med træningen, på sidelinjen står de lidt ældre spillere, som for et par stykkers vedkommende har spillet sammen med Pogba i klubben, som han forlod som 14-årig. Og fra tribunen kan man se de slidte højhuse i Renardière-kvarteret, hvor han boede, og hvor hans søster stadig bor.
Altid målrettet
Der er på alle måder langt fra dén bane til træningsbanen i Clairefontaine, hvor det franske landshold har base under EM. Men han har det stadig i sig. Det barnlige, glæden, tricksene. På træningsbanen leverer Juventus-stjernen den dag, DR besøger den franske base ’skills’ i teknisk verdensklasse til stor begejstring for tilskuerne til den åbne træning.
Den indre afstand fra det slidte anlæg i Roissy-en-Brie til det majestætiske Clairefontaine er måske ikke så stor alligevel. Det er forventningerne til gengæld. Frankrig er EM-favoritter, og meget af det håb hviler på Pogbas skuldre. I lige linje fra generaler som Michel Platini og Zinedine Zidane skal Pogba fra midtbanen føre Frankrig til EM-guld.
- Paul har altid nået sine mål. Først ville han spille i en større klub og tog derfor til Torcy og Le Havre, men han ville mere og blev hentet til Manchester United. Da han ikke fik spilletid, skiftede han til Juventus, selv om jeg sagde til ham, at han skulle have tålmodighed og blive i United. Men han fik ret, han fik spilletid i Juventus, siger Sambou og fortsætter:
- Han sagde også, at han ville på landsholdet. Da han kom på U20-landsholdet og skulle til U-VM, ville han være verdensmester. Det blev han. Han løftede pokalen som anfører og blev turneringens bedste spiller. Så sagde han, at han ville til VM i Brasilien, hvilket han kom og blev turneringens bedste unge spiller, siger Sambou.
- Nu har han sagt, at han vil vinde Ballon d’ Or. Hvis Paul siger det, hvis han tror på det, så sker det. Og hvis Frankrig vinder EM, vil det helt sikkert ske, siger Tati Sambou.
Instagram-konge
Spændingen bliver udløst i aften. Til åbningskampen. Når Paul Pogba træder ind på banen på Stade de France, vil det være med et statement. I håret. For meget af den 23-åriges personlighed afspejles i hans hår.
- Paul vil være anderledes end andre. Han vil være unik. Hans stil, hans hår, er en måde at lave et statement på, har hans frisør Mika Caiolas sagt til franske medier.
- Paul vil konstant genopfinde sig selv og sin stil. Hans hår-stil repræsenterer hans personlighed. Han flyver mig ofte til Torino for at klippe ham. Til EM tror jeg, at vi i hans frisure skal ære Les Bleus’ historie, siger Cailoas, der sørgede for David Beckhams look.
Hår-kunsten bliver naturligvis dokumenteret på de sociale medier, hvor Pogbas bold-tricks, dansetrin, stil og hår blandt andet har ført over tre millioner følgere til hans Instragram-profil. Et forbillede for mange unge franskmænd, en stjerne for YouTube-generationen, som et franske medie skrev, i modsætning til gentlemanden Griezmann, hvis klassiske stil vækker begejstring hos de ældre fodboldfans.
Alle elsker Pogba
- Nicklas Bendtner. Ja, Bendtner. Han er den eneste, jeg kender fra Danmark. Pogba er i hvert fald bedre end Bendtner.
Naturligvis skal Bendtners navn dukke op. Midt i Frankrig, under EM, i byen Roissy-en-Brie, i munden på en ung dreng på den indhegnede fodboldbane mellem højhusene i Renardière-kvarteret, hvor Paul Pogba boede i sin barndom.
En flok drenge er samlet på den asfaltbane, hvor Pogba spillede både før og efter sin fodboldtræning i klubben. Banen er placeret ved siden af højhusene, som der er et stort og tre mindre af. Over for højhusene er den kommunale skole, mens en kirkegård grænser op til kvarteret.
De fleste af beboerne er sorte eller arabere, og stedet er vel det nærmeste, Roissy-en-Brie kommer en ghetto. Mens DR’s tilstedeværelse indledningsvis bliver mødt med en vis skepsis af de ældre beboere, er de fodboldspillende unge drenge ivrige for at vise deres Pogba-evner på banen og for at fortælle, hvor stolte de er af Paul Pogba.
- Hans søster bor lige derovre i nummer 13, siger én af dem, peger og fortsætter:
- Paul kommer her nogle gange, og så spiller han med os. Han er god, men jeg driblede forbi ham og scorede. Men det er mere hans bror, Florentin, der kommer her. Han kommer her én gang om måneden, siger en af drengene om en af Pogbas to tvillinge-brødre.
Begge brødre er fodboldspillere. Florentin spiller i Saint-Etienne, mens Mathias er at finde i skotske Partick Thistle. Alle tre født af forældre fra Guinea, og både moren og farne bor stadig i området omkring Roissy-en-Brie.
I Renardière spiller alle drenge fodbold. Der er ikke andet at lave bortset fra i et lille klubhus foran området. Da DR entrer huset, hvor seks drenge spiller bordetennis, mens tre piger står bag baren og styrer musikken, går alle i stå.
Pogba? Jo, alle har deres historie, har deres oplevelse og måske også deres eget ønske om at gøre, hvad Paul Pogba gjorde; at bryde lænkerne til den sociale arv og i sidste ende komme væk fra Renardière.
- Prøv at se på Paul. Han er stor og stærk. Ingen kan komme forbi ham, og han slår fra sig. Det er, fordi han altid spillede mod de store herude på asfalten. Han fik altid masser af slag og tæsk, siger en af drengene, der insisterer på, at Pogba bliver verdens bedste spiller.
- Mine forældre var naboer til hans forældre. De har stadig et godt forhold, og Pauls forældre har hjulpet mine forældre med penge. Sikkert Pauls penge, griner en ung fyr, der kalder sig Patrice, i Juventus-træningsdragt.
Pigerne i klubhuset taler om Pogbas hår og hans stil. Fyrene mener, at pigerne er forelsket i Pogba, men det nægter pigerne naturligvis. Og sådan går snakken om Pogba, om Danmark, om stolthed, og om hvordan Pogba aldrig har glemt, hvor han kommer fra.
- Jeg har altid kontakt med folk derfra. Hele min familie kommer derfra og bor der stadig. Når jeg kan, tager jeg altid dertil. Mine rødder er i det område, hvor det hele startede. Jeg er bevidst om, hvor jeg kommer fra, og når jeg nærmer mig stedet, banker mit hjerte altid ekstra meget, har Pogba sagt til Le Parisien.
Pogba som Mandela
Hårdheden ligger i asfalten. Den ligger i betonen. Og i kulturen i kvarteret, hvor Paul Pogba voksede op. Det har gjort, at han har taget tæskene fra de store børn i Renardière, men også at han kunne slå tilbage, både fysisk og mentalt.
Han bliver kaldt ’Pogboom’ i Italien på grund af sin evne til at multitaske. Han er høj, stærk, han er teknisk brillant, han kan aflevere og tackle. Han kan løbe både hurtigt og langt, og han kan score mål på alle måder og bevæger sig på trods af sin størrelse med en flydende lethed rundt på banen.
- Han startede jo som angriber og scorede mange, mange mål. Men jeg mente, at han ville være bedre som nummer 10 og fik ham til at rykke ned på midtbanen. Det er derfor, han både kan score mål og lave det hårde arbejde på midtbanen, siger Tati Sambou.
Disse kvaliteter gør, at Pogba betegnes som en del af en ny generation af komplette, tredimensionelle spillere, der indeholder både den hårde asfalt, som man lærer på gaden, og græssets blødhed, som man lærer på de moderne akademier. Den dobbelthed kommer også til udtryk mentalt hos Pogba.
Det er ikke mange, der eksempelvis er gået op imod Sir Alex Ferguson og sluppet levende fra det. Men Ferguson havde angiveligt lovet den unge Pogba spilletid i United uden at kunne levere løftet. Offentligt sagde Pogba fra over for Ferguson, og han har siden fortalt, at hans holdkammerater kaldte ham Nelson Mandela, fordi han stod fast over for den legendariske træner.
- Jeg har aldrig ikke respekteret Alex Ferguson. Snarere tværtimod, for jeg sagde min ærlige mening til ham face-to face, har Pogba sagt.
Ærligheden bragte han med sig i Juventus, hvor han efter en læretid hos de fineste midtbanespillere, Andrea Pirlo og Arturo Vidal, følte sig klar. Trøje nummer 10 var ledig, efter at Carlos Tevez havde forladt klubben, og i en alder af 22 år krævede Pogba at få trøjen.
Inden Pogba påtog sig det ansvar, havde Juventus-ejer Andrea Agnelli sagt dette om trøje nummer 10 i Juventus:
- Nummer 10 har altid rummet det stor, drømme er lavet af. Det er trøjen, alle børn vi have. Men det er en trøje, der skal finde en spiller med særlige evner, et fænomen.
Det fænomen blev Paul Pogba.
Hul i jorden
- Kom lige med her.
Gartneren i US Roissy-en-Brie kalder DR’s udsendte til sig. Raymond Gardien, der sørger for klubbens tre græsbaner, åbner døren til det lille kontor, som mest af alt ligner et udvidet skur. Bagest hænger fire rammer med trøjer i. Den ene er fra Nicolas Isimat, der også har spillet klubben, og nu spiller i PSV, mens de tre øvrige er Pogba-brødrenes respektive klubtrøjer.
Imens er både drenge og piger ved at klæde om til træningen i de hvide omklædningsrum, der er små og uden bad, mens anlæggets toilet er et hul i jorden, og skraldespande bliver brugt som boldholdere. Men de fleste drenge fra byen er her. Også nogle af de drenge, DR mødte i Renardière. Alle mødes her på anlægget, alle giver hånd til hinanden, flere iført trøjer påtrykt Pogba på ryggen.
- Se derude på banen, det er Blaise Matuidis lillebror, siger Tati Sambou og peger ud på træningsbanen, hvor lillebroren til en af Frankrigs EM-spillere altså træner.
- Mange af spillerne derude vil gerne være den næste Pogba. Men næsten ingen af dem bliver det. Paul havde det allerede dengang naturligt i sig. Han skulle ikke gøre noget ekstra, han havde fysikken og teknikken og viljen, siger Sambou og fortæller, at han ofte er i telefonisk kontakt med Pogba, der har været gavmild med billetter til hans Champions League-kampe.
- Seks personer her fra klubben var for eksempel i München, hvor vi så Juventus spille, siger træneren der nu er US Roissy-en-Bries præsident.
- På den måde glemmer han ikke, hvor han startede, og med hvem han startede. Sidste gang, han var her, kiggede han også på bygningerne og sagde: Jeg vil ikke give klubben penge til at forbedre tingene lidt ad gangen. Bare vent, jeg skal nok give noget tilbage til klubben, og så bliver det både vildt og stort på én gang.