En finale har enorm stor betydning for, hvordan en slutrunde huskes. Især fordi det sidste indtryk har det med at stå stærkest i erindringen.
Og EM-finalen søndag aften var ingen stor finale. Tværtimod var det en lidt trist finale. Symboliseret ved at den største stjerne af dem alle, Cristiano Ronaldo, måtte udgå tidligt.
Det var også som om, at finalen mistede noget nerve, da han udgik. Portugiserne vidste, at de nu var uden deres stærkeste våben. Franskmanden vidste, at de nu ikke behøvede at give ham opmærksomhed. Og tilskuerne og alverdens TV-seere vidste, at Portugals chancer for at vinde og lave noget spektakulært var dalet gevaldigt.
Overraskende europamester
Personligt sad jeg også med følelsen af, at hvis franskmændene vinder, vil man altid tænke: Gad vide, om de også havde gjort det, hvis Cristiano Ronaldo ikke var udgået?
Nu endte Portugal trods hans tidlige exit alligevel som europamester. En højst overraskende en af slagsen.
Men det portugisiske landshold anno 2016 går ikke over i historien som et stort hold. Men det vil blive husket som et klogt hold. Og det var først og fremmes landstræner Fernando Santos og forsvarsklippen Pepes fortjeneste, at triumfen kom i hus.
Og meget typisk var det ikke Nani, Portugals næststørste offensive navn, der scorede sejrsmålet. Det var indskifteren Eder, der under EM ellers ikke har bidraget med noget, han ville blive husket for. Men i går var han faktisk glimrende.
Tyskland vandt fortjent VM
Det er ikke sådan, at EM-slutrunden var blevet meget bedre, hvis Frankrig havde vundet. Men en sikker og fortjent fransk 2-0-sejr havde været mere logisk. Så havde det været som om, at slutrunden var faldet i hak. Lige som den i endnu højere grad gjorde ved VM i 2014, hvor Tyskland i finalen ligeledes vandt en smal 1-0-sejr mod Argentina efter forlænget spilletid.
Tyskerne imponerede ikke i finalen, men var i alles øjne fortjente verdensmestre, fordi de undervejs havde været bedst kulminerende med 7-1-sejren over over værtsnationen Brasilien i semifinalen.
Ved dette EM har der ikke på samme måde været ét hold, der var bedst. Spanien var det lige i starten af turneringen. Så var Tyskland det frem til semifinalerne, hvor de ineffektive tyskere spillede bedst, men tabte 0-2 til Frankrig anført af den sprudlede Antoine Griezmann, der scorede begge mål og nu var EM-topscorer med seks i alt.
Men fordi franskmændene offensivt var meget stærkere end tyskerne, fremstod de som oplagte europamestre inden den afsluttende kamp. Men i finalen var det så Les Bleus' tur til at være ineffektive.
Fire hold i en klasse for sig
En del af forklaringen på, hvorfor slutrunden spillemæssigt har været til den kedelige side, er, at antallet af deltagere er udvidet fra 16 til 24. Dermed er kvaliteten samlet set dalet, og de såkaldt store hold har mødt hinanden for lidt.
Men de bedste hold - Portugal, Frankrig, Tyskland og Italien har været de klart bedste - har alle ikke været i nærheden af det niveau, som de tyske verdensmestre havde i 2014. Eller det niveau, som Spanien havde, da holdet med Xavi i spidsen vandt EM i 2008 og 2012 og VM i 2010. Eller det niveau, som Zinedine Zidanes Frankrig havde, da det blev til franske triumfer ved VM i 1998 og EM i 2000.
Nej, niveauet blandt de bedste hold skal nok nærmere sammenlignes med niveauet i 2004, hvor et græsk hold med en stærk defensiv sensationelt vandt EM.
Heldigvis har Portugal været lidt bedre end Grækenland var det for 12 år siden. Men finalen var bestemt ikke bedre end i 2004, hvor netop Portugal med en ung Cristiano Ronaldo på hjemmebane blev slået 1-0 i finalen.