Man kan nærmest ikke sige Wimbledon uden at se det grønne græs og det hvide tøj for sig.
Turneringen er siden grundlæggelsen i 1877 blevet spillet på græs. Men hvor kommer traditionen, at spillerne skal spille i hvidt, fra?
Ifølge flere britiske medier skal vi omkring 140 år tilbage for at finde reglens indførsel. I 1880'erne blev det skrevet ind i protokollerne, at tennisspillerne skulle iføre sig hvidt tøj af den specifikke årsag, at det var mest anstændigt.
Hvid skjuler svedpletter bedre, og det var dengang ikke velset, ja, nærmest upassende, at atleter så svedige ud.
'Sjovt, at de holder så stramt på formerne'
Æstetikken skulle allerede dengang være i top, formerne skulle der holdes på. Det samme gør sig gældende den dag i dag.
Wimbledon har en protokol bestående af ni punkter for passende beklædning og udstyr, når en spiller træder ind på græstæppet.
I reglementet fremgår det blandt andet, at tøjets nuance skal være hvid - hverken knækket hvid eller cremefarvet. Derudover skal udstyr som eksempelvis ankelskinner, sportstape eller lignende også helst være hvidt. Farvet støtteudstyr er tilladt, hvis det er "absolut nødvendigt".
Tennisekspert hos Discovery+ Michael Mortensen deltog som aktiv otte gange i grand slam-turneringen. Han erkender, at husreglerne kan virke lidt støvede, men det er samtidig dem, der gør Wimbledon unik.
- Det er meget sjovt, at de holder så stramt på formerne. På en eller anden måde kan jeg godt lide, at det bare er sådan.
- Vi er i England, i Storbritannien, og vi er helt tilbage til traditionerne. Man skal have det hvide tøj på, og hvis man ikke har det, så får man ikke lov til at spille eller som minimum en kæmpe bøde, siger Michael Mortensen, som kommenterer Wimbledon for DR.
Undtagelse indført
Der blev dog sidste år indført en undtagelse for kvindelige spillere. På trods af at Wimbledon har ry for at holde traditionerne i hævd, skete der sidste år en ændring i dresscoden efter større pres fra sportens aktører.
Sidste år blev det indført, at kvindelige spillere selv må bestemme, hvilken farve undershorts de stiller op i af hensyn til menstruelle bekymringer. Undershortsene må dog ikke være længere end spillerens shorts eller nederdel.
- Kvinder og piger, som konkurrerer ved Wimbledon, vil have muligheden for at spille i farvede underdele, hvis de ønsker det, lød det fra All England Clubs administrerende direktør, Sally Bolton, i november 2022.
Tiltaget har fået en varm modtagelse fra blandt andre den mangedobbelte grand slam-vinder Billie Jean King og den nuværende topspiller Victoria Azarenka.
- Jeg sætter pris på regelændringen. Jeg mener, at det var et vigtigt skridt at tage, og at det var meget betænksomt, sagde Azarenka sidste år ifølge The Telegraph.