Ny tøjregel begejstrer tennisstjerner, som slipper for bekymringer om menstruation

Den prestigefyldte tennisturnering Wimbledon har ændret på sit regelsæt, så kvindelige spillere ikke længere behøver spille i hvide undershorts.

"Nogle gange gik jeg på toilettet under en kamp blot for at sikre, at man ikke kunne se noget. Jeg er sikker på, at det (regelændringen, red.) fjerner en masse stress for mig og de andre kvinder," siger tennisspilleren Coco Gauff. (Foto: © Javier Garcia/Shutterstock, Copyright (c) 2022 Shutterstock. No use without permission.)

Efter knap 150 år venter der i år en mindre tennisrevolution på græsbanerne i London.

Siden 1877 har det været obligatorisk for alle tennisspillere at bære hvidt tøj fra top til tå, hvis de ville være med i Wimbledon. Indtil i 2023.

For når den prestigefyldte grand slam-turnering begynder på mandag, kan de kvindelige deltagere selv vælge, om de i stedet vil spille med farvede undershorts eller de klassiske hvide. Det sker blandt andet for at tage hensyn til spillernes menstruationscyklus, og regelændringen vækker stor begejstring.

Blandt andre hos den 19-årige amerikaner Coco Gauff, som er nummer fire på verdensranglisten.

- Det er en stor lettelse. Jeg havde menstruation under Wimbledon sidste år, og det var meget stressende, siger hun til Sky Sports.

Johanne Svendsen vandt prisen som årets juniorspiller i Danmark sidste år. Hun er siden blevet seniorspiller og er nummer 362 i verden. (Foto: © Kenneth Jessen, Sportsfotograf.com)

For selvom kvindelige spillere som Coco Gauff bruger menstruationsundertøj og andre hjælpemidler, rumsterer usikkerheden for et uheld stadig i baghovedet, forklarer hun.

- Nogle gange gik jeg på toilettet under en kamp blot for at sikre, at man ikke kunne se noget. Jeg er sikker på, at det regelændringen fjerner en masse stress for mig og de andre kvinder, siger Coco Gauff.

Og det har amerikaneren fuldstændig ret i, understreger Johanne Svendsen. Den 19-årige danske tennisspiller kvalificerede sig ikke til Wimbledon i år, men var med i 2022 i juniorturneringen og siger, at der"længe har været behov" for en regelændring.

- De færreste har lyst til at stå på en af de største tennisscener og bløde igennem. Det er ikke en fed fornemmelse, siger Johanne Svendsen.

Den 19-årige tennisspiller kender alt til tankerne og bekymringerne om menstruation, når hun spiller kamp. Og ved US Open sidste år gik det galt.

'Du kan ikke selv styre det'

I september sidste år var Johanne Svendsen med i juniorudgaven af grand slam-turneringen US Open. Mod slutningen af en doublekamp kunne hun mærke, at uheldet var ude.

- Du kan ikke selv styre det, og det er jo helt naturligt, men man er virkelig ukomfortabel, siger Johanne Svendsen.

Hun spillede ganske vist ikke i hvidt, men en ternet nederdel, men det gjorde intet for at dulme tankerne, forklarer hun.

- Man kan sagtens spille tennis, når man har menstruation, men det er ikke fedt at koncentrere sig om, hvorvidt folk kan se, at man er blødt igennem.

Russiske Daria Kasatkina, der er nummer 11 i verden, er ligeledes glad for, at kvindelige spillere slipper for "angsten" om at bløde igennem og selv kan vælge farven på deres undershorts til Wimbledon.

- Det kommer ikke til at skade turneringen, og for os, de kvindelige spillere, bliver det en stor ting, siger hun ifølge Eurosport.

Ons Jabeur fortæller, at regelændringen også kan medføre en nervøsitet hos de spillere, som spiller i farvede undershorts. (Foto: © Takuya Matsumoto, Associated Press)

Verdens nummer to, Ons Jabeur, er enig i, at initiativet helt klart hjælper spillerne til ikke at "være paranoide", når det kommer til at koncentrere sig om sine undershorts. Men den tunesiske tennisstjerne har ikke tænkt sig at spille i andet end hvide par, hvis hun risikerer at være den eneste, som gør det.

- Så ved folk jo alligevel, at du har menstruation, og jeg ved ikke, hvad der er bedst, siger Ons Jabeur

Den del af debatten kan Johanne Svendsen sagtens følge, for hun har heller ikke lyst til at løbe rundt på en tennisbane iført en indikator på, at hun har menstruation.

Ifølge den danske tennisspiller er det en svær diskussion, som hun er glad for bliver taget i anledning af Wimbledon.

- Det vigtigste er, at kvinderne føler sig komfortable på banen. Med det sagt, er det sindssygt fedt, at Coco Gauff sætter ord på det, og hun tør sætte en debat i gang. Hun inspirerer os alle til at være os selv, siger Johanne Svendsen.

Wimbledon spilles fra den 3. til den 16. juli. Turneringen følges på alle DR's platforme. Senere torsdag spiller Clara Tauson sin sidste kvalifikationskamp om en billet til Wimbledon. Den kan du ligeledes følge her på DR.dk.