Carlos Alcaraz kan løfte det ikoniske Wimbledon-trofæ for andet år i træk, efter spanieren med en magtdemonstration slog Novak Djokovic.
Finalen var en gentagelse af sidste års Wimbledon-finale, men hvor det sidste år tog Alcaraz næsten fem timer at besejre Novak Djokovic, gjorde spanieren kort proces og vandt finalen i år efter to og en halv time med cifrene 6-2, 6-2, 7-6.
Se højdepunkterne fra Wimbledon-finalen i videoen øverst i artiklen.
Spanske Carlos Alcaraz leverede højt niveau fra første bold og og vandt med 6-2, 6-2 i første og andet sæt.
Novak Djokovic kom bedre ind i finalen i tredje sæt, der blev jævnbyrdigt og endte i tiebreak. Men den rutinerede serber kunne ikke hamle op med det unge spanske stjerneskud, der vandt det afgørende sæt med 7-6.
Carlos Alcaraz har dermed allerede i en alder af 21 år vundet Wimbledon to gange.