For første gang i karrieren har Jasmine Paolini spillet sig i Wimbledon-finalen.
Det er en kendsgerning, efter italieneren torsdag eftermiddag slog kroatiske Donna Vekic med cifrene 2-6, 6-4, 7-6, hvor tredje sæt blev afgjort i en match-tiebreak med cifrene 10-8.
Jasmine Paolini, der er syvendeseedet i turneringen, skal i finalen møde vinderen af opgøret mellem Elena Rybakina og Barbora Krejcikova, der spilles senere torsdag.
Paolini er den første italienske kvinde til at nå en Wimbledon-finale.
De italienske journalister kom til Wimbledon for at se Jannik Sinner, men de er blevet hængende på grund af Lorenzo Musetti.
Og så sandelig ikke mindst på grund af Jasmine Paolini.
Der er ingen kroatiske journalister ved Wimbledon, men alligevel var det Donna Vekic, der kom blæsende ud til dagens første semifinale. Esser til højre og venstre og kontant afstraffende, når Paolini ikke fik saft og kraft i sine slag.
Bedst som det så ud til at være en walkover for Donna Vekic, som vandt første sæt med 6-2, viste Paolini dog, at det ikke er for ingenting, hun var i French Open-finalen for lidt over en måned siden.
Den lave italiener bed nemlig fra sig i andet sæt, og med cifrene 6-4 gjorde hun det klart overfor Centre Court, at de trygt kunne blive siddende i deres sæder med vished om, at billetprisen var pengene værd.
Se højdepunkter fra kampen her:
Fra tredje sæts begyndelse rykkede Donna Vekic tættere på baglinjen, og med en vedvarende insisteren trykkede hun bolden mod Paolinis banehalvdel, og til sidste måtte den syvendeseedede italiener opgive serven.
Herefter fulgte et sæt karakteriseret ved usikkerheder fra begge spillere. Måske begivenhedens størrelse satte sit præg på nerverne.
I al fald fulgte der tre partier i streg, hvor ingen af spillerne kunne holde serv. Værst gik det ud over Donna Vekic, der to gange i streg blev brudt af Paolini, og pludselig var stillingen 4-5.
Vekic var tvunget til at holde serv, hvis ikke semifinalen skulle blive endestationen.
Her blev forskellen på de to spilleres attitude slående. Kroaten gik ind i sig selv, opgivende, frustreret, skuffet. Italieneren præsenterede sig som en, der netop havde slugt tre espressoer og var klar på tre mere.
Alligevel lykkes det Vekic via en netruller at holde serven. Presset givet videre til Paolini.
Otte hektiske minutter tog det for italieneren at gøre Vekic kunsten efter, og da partiet blev afgjort efter et out-call via hawkeye, brød kroaten grædende sammen. Energien var væk, troen ligeså.
Ikke det bedste udgangspunkt, inden man skal serve for at blive i turneringen.
Guderne skal vide, hvordan det lykkedes hende alligevel, to matchbolde til Paolini til trods, og så skulle kampen afgøres i en match-tiebreak, hvor man spiller til 10 point.
Her fulgtes de to ad, så længe det var muligt, men en tenniskamp kan ikke ende uafgjort.
Tredje matchbold blev den af lykkens slags for Paolini, der vandt tiebreaken med cifrene 10-8.
Eventyret slutter for Donna Vekic, mens Jasmine Paolini spiller sig i sin anden grand slam-finale på stribe.