Serena Williams, Sara Errani, Victoria Azerenka og Maria Sharapova.
Fire navne, som uden at vide det, for 11 år siden satte et punktum i tennishistorien, hvor der sidenhen ikke er skrevet noget efter.
De fire spillere er nemlig seneste tilfælde, hvor alle fire semifinalister i en grand slam-turnering hos kvinderne var seedet blandt de 10 bedste.
Siden da er der blevet spillet 44 grand slam-turneringer, hvor minimum én af de fire semifinalister har været dårligere seedet end nummer 10, og årets Wimbledon er ikke anderledes.
Barbora Krejcikova, seedet som nummer 31, og Donna Vekic, useedet, har begge spillet sig blandt de fire sidste.
Drager man paralleller til herrerne, har semifinalerne i årets to først grand slam-turneringer, Australian Open og French Open, udelukkende haft deltagelse af spillere, som har været seedet blandt de ti bedste.
Sænker man grænsen fra top-10 til top-20, bliver forskellen endnu større.
Kigger man på de seneste fem sæsoner, har der kun været spillet to grand slam-turneringer, hvor semifinalisterne hos kvinderne har været seedet i top-20, mens det hos herrerne i samme periode er sket 11 gange.
Men hvorfor sker det så ofte, at en kvindespiller uden for top-10 når hele vejen til semifinalen i en grand slam-turnering?
Én af forklaringerne er i følge Michael Mortensen, som er tennisekspert hos Discovery+, den manglende rivalisering i verdenstoppen, som betyder, at spillere længere nede ad verdensranglisten har lettere ved at gøre sig gældende.
Ser man bort fra den absolutte top, er konkurrencen mellem spillerne i top-20 simpelthen ikke stor nok og præstationerne ikke stabile nok. Det øger mulighederne for spillere længere ned ad ranglisten til at spille sig langt i en grand slam-turnering.
Det er Donna Vekic, verdensranglistens nummer 37 og den ene af fire semifinalister i ved årets Wimbledon, et godt eksempel på, lyder det fra Michael Mortensen.
Efter en lang periode, hvor hun ikke rigtig har opnået noget nævneværdigt, står hun nu i semifinalen, og det siger noget om, at der ikke er så langt fra top-40 til top-10.
- Det er utroligt flot, men et eller andet sted, er det også lidt bekymrende for kvindetennis, at hun kan spille sig blandt de fire sidste i en grand slam-turnering, siger Michael Mortensen.
Hvor den manglende konkurrence og rivalisering er til at overse i kvindernes verdenstop, så bugner det af det hos herrerne, lyder det fra Michael Mortensen.
Derfor ser man også sjældnere herrespillere med lavere rangering nå hele vejen til semifinalen i grand slam-turneringer.
- Det er bare en perlerække af spillere, som ligger i top-20 hos herrerne, så at tage det næste skridt for de spillere, som ligger lavere rangeret, er meget svært, siger Michael Mortensen.
- Dermed ikke sagt, at de ikke kan slå en top-20-spiller, men at have stabiliteten til at gøre det flere gange, og dermed avancere på ranglisten, er bare sværere hos herrerne end hos kvinderne.