'Mentalt sårbar' Holger Rune tabte til sit britiske mareridt i USA

Den 19-årige tennisspiller er ude af US Open efter et nederlag i tredje runde til briten Cameron Norrie.

Holger Rune har fortsat ikke fundet nøglen til at knække Norrie, som nu har vundet de to spilleres tre indbyrdes opgør. (Foto: © Julian Finney, Ritzau Scanpix)

Ganske symbolsk tog Holger Rune hatten, kastede den ud til publikum og sagde tak for kampen.

Den 19-årige tennisdansker forsøgte, og indledningsvist så det fint ud i US Opens tredje runde. Men briten Cameron Norrie viste sig som for svær en udfordring. Verdens nummer syv på verdensranglisten vandt således med 3-0 i sæt med cifrene 5-7, 4-6, 1-6.

Dermed har Rune fortsat ikke fundet nøglen til at knække Norrie, som nu har vundet de to spilleres tre indbyrdes opgør.

Den tidligere tennistræner Michael Mortensen kommenterede kampen for Eurosport, og han er ked af, at den 19-årige dansker ikke var i stand til at presse Cameron Norrie.

- Efter første sæt var det som om, at Holger Rune ikke havde den nødvendige energi og tro på, at han kunne besejre Cameron Norrie i deres tredje opgør. Det skinnede igennem, at han var usikker, siger Michael Mortensen.

  • I fjerde runde ved US Open skal Cameron Norrie møde Denis Shapolov eller Andrey Rublev. (Foto: © Julian Finney, Ritzau Scanpix)
  • Holger Rune er også ude af US Opens double-turnering. Fredag tabte danskeren og makkeren Alexander Bublik til franskmændene Adrian Mannarino og Quentin Halys med 6-3, 5-7, 7-6. (Foto: © TIMOTHY A. Clary, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Holger Rune famlede

Det var med den 27-årige brite i teten fra kampens start spillemæssigt. Holger Rune ledte efter løsningerne, men den unge dansker havde det svært.

Rune formåede at bryde sig tilbage på 5-5, da første sæt så ud til at være tabt, men det var kun for selv at blive brudt igen og tabe sættet alligevel.

Den forspildte chance i første sæt så ud til at sidde mentalt i danskeren. Han kom i hvert fald helt skævt fra land i andet sæt.

Han så ud til at føle sig skidt tilpas og fik kaldt lægen på banen. Han fik en pause, en pille og en tår vand. Og selv om det kortvarigt så ud til at have en effekt, måtte Holger Rune se sig slået.

For mens Norrie ramte sit topniveau, famlede danskeren efter stabiliteten i sit eget spil og tabte kampen. Ifølge Michael Mortensen så Holger Rune ud til at være udfordret af den høje luftfugtighed i New York, men man må heller ikke underkende den mentale faktor.

'Det britiske mareridt' Cameron Norrie har uden tvivl spøgt i baghovedet på Holger Rune, siger tenniseksperten. Den slags kan man prøve at ignorere, men ved modgang titter tvivlen frem.

- Holger Rune spillede godt, sidst de mødtes for et par uger siden i Cincinnati, men tabte alligevel. Og når han som i dag ikke føler sig 100 procent rent fysisk, er man mentalt sårbar, hvilket blev udslagsgivende, forklarer Michael Mortensen.

Holger Rune har alle de nødvendige stjernekvaliteter, siger Michael Mortensen. (Foto: © Julian Finney, Ritzau Scanpix)

Vent lige to år, Norrie

Der vil altid være nogle spillere, som man har sværere ved at spille mod end andre. Og Holger Rune er ikke ene om at have det svært mod Cameron Norrie.

Ifølge Michael Mortensen er den 27-årige brite uortodoks i sit spil. Han svinger ketsjeren med venstre hånd, har en voldsom stamina og tvinger sine modstandere til at gå på kompromis med sit eget spil.

Er man ikke udholdende får man det svært mod Norrie, og derfor skal Holger Rune blive endnu skarpere rent fysisk, understreger Michael Mortensen. Han er dog ganske fortrøstningsfuld på den unge danskers vegne.

Holger Rune er nummer 33 i verden, var i kvartfinalen ved French Open og har alle de nødvendige stjernekvaliteter, siger tenniseksperten.

- Han har et stort anlagt spil, og hvis han arbejder videre med sin fysik, så han kan spille under ekstreme forhold, venter der ham en stor karriere.

- Jeg håber bare, at han de næste to år slipper for at møde Cameron Norrie før finalen, siger Michael Mortensen og griner.