I tæt på to årtier har en af finalisterne i Rom enten heddet Novak Djokovic eller Rafael Nadal. Indtil en ung dansker onsdag aften smed grus i legendemaskinen.
Den 20-årige Holger Rune vippede således førstnævnte serbiske tennislegende ud af ATP-1000 turneringen Italian Open, mens den ukampdygtige Rafael Nadal plejede sin skade et sted i verden.
DR Sportens tennisreporter Kresten Mosbæk er yderst imponeret over Holger Rune, som nu er klar til semifinalen i Rom.
- Det er en gigantisk sejr. En fra den allerøverste hylde. Han slår Novak Djokovic, verdensetteren, som er en af de største legender i sporten, og Holger Rune er nu min favorit til at vinde hele turneringen, understreger Kresten Mosbæk.
Det mest imponerende ved sejren i kvartfinalen var, at Holger Rune, der er nummer syv på verdensranglisten, ikke spillede magisk eller på et hidtil uset niveau, fortsætter han. Den unge dansker spillede, som han plejer.
Med andre ord er han nået til et punkt i sin udvikling, hvor man så småt kan regne med, at han slår sportens største stjerner - fordi han selv er en af dem, forklarer DR Sportens tennisreporter.
- Det er billedet på det igangværende generationsskifte i international tennis. Holger Rune er sammen med Carlos Alcaraz bannerfører, og han kan nu gå ind til kampe mod verdensetteren og være tæt på favorit, siger Kresten Mosbæk.
Er modnet mentalt, men...
Holger Rune skal først i kamp igen på lørdag, hvor det enten bliver norske Casper Ruud, verdens nummer fire, eller Francisco Cerundolo, verdens nummer 31, fra Argentina, som venter i semifinalen.
Dagene op til storkampen skal dog ikke bruges til at skrue eller justere på detaljer i danskerens tilgang til sit spil, mener Kresten Mosbæk.
- Han skal møde op på lørdag med de samme værktøjer i tasken, for det kører for ham lige nu. Holger Rune lykkes med alt det, han er god til på gruset. Han vinder de lange dueller med sin fysik og leverer offensivt spil, der i dag var bedre end Djokovic, forklarer han.
Casper Ruud, som slog Holger Rune ud af French Open i fjor, er favoritten i sin kvartfinale, men uanset, hvem der vinder, er danskeren favorit, lyder det fra Kresten Mosbæk. Hvis han altså kan undgå at ryge i det mentale kviksand, som stadig lurer i danskerens sind.
- Holger Rune er modnet meget mentalt, men han har stadig nogle udfald. Dét ved Casper Ruud for eksempel godt, og skal de to mødes, er det helt sikkert, at han vil lægge planer for, hvordan han får Holger Rune ud af kurs, siger Kresten Mosbæk.
Holger Rune kan dog roligt svælge i, at han onsdag slog Novak Djokovic for andet indbyrdes møde i træk. Det vidner nemlig om, at han har fået taget på verdenseliten.
- Når det spidser til mod stjerner som Novak Djokovic, Daniil Medvedev og Jannik Sinner har Holger Rune en mental evne og styrke, som gør, at han gang på gang vinder, og den x-faktor kan du virkelig bruge i de største turneringer, siger Kresten Mosbæk.
Sådan en venter rundt om hjørnet. For Italian Open er som ATP 1000-turnering tæt på at være toppen af poppen, men de såkaldte grand slams er nummer ét.
I slutningen af maj rejser Holger Rune til Frankrig for at deltage i French Open, som er én af i alt fire af slagsen. Derfor falder succesen i Rom på et perfekt tidspunkt.
- Sejren var ikke blot gigantisk isoleret set, men også med henblik på French Open. Med sejrene over diverse stjerne tanker Holger Rune selvtillid og nærmer sig topformen på et rigtig godt tidspunkt, siger Kresten Mosbæk.
I DR Sportens podcast Tyvstart kan du høre meget mere om Holger Runes evner på grusunderlaget.