Historisk French Open-sejr sender Novak Djokovic øverst på alletiders tennistrone

Novak Djokovic vinder French Open efter finalesejr over Casper Ruud.

Tennisspilleren Novak Djokovic er øverst på den mandlige tennistrone.

Det står klart efter han søndag spillede sig til tops i grand slam-turneringen French Open og dermed hentede sin 23. grand slam-sejr. Flest af alle mandligetennisspillere i historien.

Finalen blev en ensidig affære, hvor modstanderen Casper Ruud aldrig var i nærheden af sejren. Djokovic vandt kampen 7-6, 6-3 og 7-5.

Det er 23. gang Novak Djokovic vinder en grand slam-turnering, og det betyder, at den 36-årige serber nu er alene på toppen af listen over herrerspillere med flest grand slam-titler.

Rafael Nadal, som ikke var med i dette års French Open, har vundet 22, mens Roger Federer, som har indstillet karrieren, har vundet 20 grand slam-turneringer.

Djokovic satte kort efter sejren ord på triumfen, og brugte ledligheden til at sende en tak til sit eget bagland.

- Mit team, min familie. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. I ved, hvad vi har været igennem. Jeg vil takke jer for jeres tålmodighed. Jeg værdsætter, at i støtter mig hele vejen. Altid.

Der var også store roser til finalemodstanderen, Casper Ruud.

- Du er en af de bedste personer i tennissporten. Alle respekterer dig. I dagens verden er det vigtig at vide, når nogle har de rette værdier, og det har du og dit team. Så du fortjener stor respekt, løde det fra Djokovic.

- Jeg er ked af resultatet i dag. Jeg ønsker du vinder over alle – undtagen mig. Hvis jeg taber tidligt i en grand slam, må du gerne vinde, sluttede Djokovic med en grin i stemmen.

Novak Djokovic vinder sin grand slam-titel nummer 23. (Foto: © Julien de Rosa, Ritzau Scanpix)

24-årige Ruud fik en fremragende start på sin kun tredje grand slam-finale, da han bragte sig foran 3-0 i første sæt, men Djokovic strammede op og levede op til sin markante favoritværdighed.

Ruud, der slog danske Holger Rune ud i kvartfinalen, mangler dermed endnu sin første grand slam-titel.

Djokovics 23 titler fordeler sig på ti Australian Open-triumfer, syv Wimbledon-sejre samt tre gevinster i både US Open og nu også French Open.

Og Casper Ruud holdt da heller ikke tilbage med de store ord efter finalen.

- Endnu en dag, endnu en rekord, endnu engang skriver du tennishistorie, løde det fra nordmanden rettet mod Djokovic.

- Det er svært at beskrive, hvor god du er, og hvor meget du betyder for sporten. Tillykke. Jeg er glad for, at jeg er den første til at ønske dig tillykke.

Casper Ruud med beviset på andenpladsen i French Open. Samme resultat som sidste år for den 25-årige nordmand. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Ritzau Scanpix)

Stjernespækkede tribuner så en overlegeb Djokovic

En lang stribe stjerner var mødt frem for at overvære serberen overgå Rafael Nadal, som han delte grand slam-rekorden med.

Blandt andre NFL-ikonet Tom Brady, bokselegenden Mike Tyson og fodboldstjernerne Kylian Mbappé og Zlatan Ibrahimovic var på plads på Court Philippe-Chatrier i Paris.

Her så de en sløv Djokovic komme bagud 0-3 efter bundsolidt norsk spil og en stribe uprovokerede serbiske fejl.

Uden at imponere stort hævede Djokovic sit niveau og fik brudt tilbage til 3-4, inden spillerne i en meget jævnbyrdig periode holdt deres servepartier og spillede sig frem til en tiebreak.

Herfra var det dog slut med jævnbyrdigheden.

Djokovic lignede pludselig det fænomen, som hans sejrsliste antyder, at han er. Ruuds stabile spil var ikke længere nok til at matche Djokovic, og det endte 7-1 i tiebreaken efter et maratonsæt på hele 81 minutter.

Djokovic fik ryddet ud i fejlene og skruet op for vinderboldene, ligesom han fik vundet langt flere point, når han lykkedes med sine førsteserver, og så hjalp det ikke meget, at Ruud fightede fint for sin sag.

Et tidligt brud til 2-0 i partier gav Djokovic fordelen i andet sæt, og den slap han ikke. Ruud afværgede to break- og sætbolde ved 2-5, men kort efter omsatte en meget fokuseret Djokovic i egen serv sin tredje sætbold.

Netop koncentrationen var også Djokovics våben i tredje sæt. For nok præsterede Ruud i glimt gode slag og flot spil i kampen. Efter 3-0 i første sæt blev det bare aldrig sat sammen i en længere periode.

Ruud var i vildrede, og da han blev brudt rent til 5-6 i tredje sæt, var sagen klar. Djokovic bragte sig foran 40-0, men slog sin første matchbold ud af banen.

Den anden blev dog udnyttet, og Djokovic hastede efter en lille tur i gruset op til sin lejr for at tage hul på fejringen af sin bedrift.