Djokovic kan komme til at sidde på tronen i 'al evighed'

I dag kan Novak Djokovic vinde sin 23. grand slam-titel, når han møder norske Casper Ruud i French Open-finalen.

Med en finalesejr i French Open vil Novak Djokovic overgå Rafael Nadal i flest grand slam-sejre. (Foto: © Julien de Rosa, Ritzau Scanpix)

Diskussionen om Messi eller Ronaldo kommer til at leve længere end alle, der har set dem spille.

I fodbold er det svært sådan lige at sætte fingeren på, hvad der gør en spiller til den største nogensinde. Begge har løftet et hav af trofæer, scoret oceaner af mål og vundet endnu flere hjerter.

Men i tennis er det noget mere simpelt, forklarer DR Sportens tennisreporter, Kresten Mosbæk, og derfor kan serbiske Novak Djokovic tage skridtet op på det absolut højeste trin, når han i eftermiddag spiller French Open-finale mod norske Casper Ruud.

- Man kan snakke om nok så mange turneringer, men i sidste ende er grand slam-titler det afgørende parameter i debatten om, hvem der er den største nogensinde, siger Kresten Mosbæk.

Elegante Roger Federer nåede 20 inden karrierestop, gruslegenden Rafael Nadal har vundet 22 grand slam-titler, og derfor kan Djokovic blive enevældig rekordholder, hvis han vinder sin 23. titel i eftermiddag.

Hvis han skriver det på cv'et, er der heller ikke nogen grund til at printe nyt visitkort lige foreløbigt.

- 23 vil muligvis være nok til, at han kommer til at sidde alene på tronen i noget, der virker som al evighed, siger Kresten Mosbæk.

- Han ved, at det vil gøre ham til den største grand slam-konge nogensinde.

Novak Djokovic vandt sin første grand slam i 2008, da han var bedst af alle ved Australian Open. (Foto: © Mark Baker, Associated Press)

Sidste skud i Paris

Når fødselsattesten siger 36 år, er der ting, man ikke kan løbe fra.

Også for Novak Djokovic, der under French Open ellers har haft fart i fødderne og i fredagens semifinale overvandt den 20-årige verdensetter Carlos Alcaraz, der blev født samme år, som Djokovic blev professionel.

Serberen ved godt, at der kommer færre og færre grand slam-titler, siger Kresten Mosbæk, og derfor bliver hver eneste finale også vigtigere.

Særligt ved French Open, hvor der bliver spillet på grus.

- Kigger man på French Open, er det måske Djokovic’ sidste skud for at være blandt de seriøse bejlere til at vinde turneringen, siger Kresten Mosbæk.

Ved Wimbledon spilles der på græs, mens Australian Open og US Open er på hardcourt.

- Her kommer han til at kunne holde længere, men grus er virkelig drænende og fysisk udmagrende, og derfor tror jeg, det er hans sidste skud i bøssen for at vinde French Open.

Nyt ungt blod

I semifinalen vandt Novak Djokovic over Carlos Alcaraz, der formentlig kommer til at være en del af tennistoppen de næste mange år.

I søndagens finale står Casper Ruud på den anden side af nettet, og mens Djokovic jagter titel nummer 23, har nordmanden sin første til gode.

Norske Casper Ruud (t.v.) spiller sin anden French Open-finale i træk efter blandt andet at have vundet over Holger Rune (t.h.) i kvartfinalen. (Foto: © THOMAS SAMSON, Ritzau Scanpix)

Hans unge mod og sult efter første triumf kan spille en rolle, hvis kampen går i fem sæt, mener Kresten Mosbæk. Når det bliver hårdt, langt og tæt, kan nordmanden udnytte sin yngre fysik, men det betyder trods alt ikke, at Djokovic bøvler med gammelmandssyge, ondt i ryggen og knirken i knæene.

- Som det har været kendetegnet ved alle legenderne i sporten, har de altid evnet at balancere og spille de mindre turneringer, samtidig med at de står fysisk knivskarpt til grand slam-turneringerne, siger han.

- Er der en mand, som har styr på fysikken, så er det Djokovic.

Dagens finale, hvor Novak Djokovic kan vinde sin 23. grand slam-titel, bliver spillet klokken 14.30 på Roland Garros i Paris.