Danske svømmere misser VM-semifinaler på stribe

Daniel Skaaning, Anders Lie og Maj Howardsen røg alle ud efter indledende heat ved langbane-VM i svømning.

Daniel Skaaning var blandt de danskere, der ikke kom i semifinalen. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Onsdagens formiddagsprogram blev ingen succes for de tre danske svømmere, der var i aktion ved langbane-VM i Budapest.

Ingen af danskerne formåede at svømme sig videre til semifinalerne fra indledende heat.

De største forventninger var til Daniel Skaaning i 200 meter medley. Efter indledende heat måtte han dog sande, at hans tid var lidt over et sekund for langsom.

Skaaning blev nummer 21 og er dermed ikke blandt de 16, der skal i bassinet i onsdagens eftermiddagsprogram.

Lie langt fra

Anders Lie Nielsen var skuffet, da han blot blev nummer 38 af de 113, der gennemførte indledende heat i 100 meter fri. Danskeren kom i mål i tiden 49,71 sekunder. Det var cirka et sekund for langsomt.

Maj Howardsen forsøgte i 200 meter butterfly. Det er ikke hendes primære disciplin, og hun var da heller ikke blandt de 16 svømmere, der kvalificerede sig til semifinalen.

Howardsen blev nummer 28 ud af 35 i tiden 2 minutter og 13,88 sekunder.

Onsdag aften skal Viktor Bromer i aktion i VM-finalen i 200 meter butterfly.

/ritzau/