VIDEO Viktor Bromer booker plads i VM-finalen

Den danske svømmer Viktor Bromer blev nummer fire i sin semifinale og er klar til karrierens anden VM-finale.

Den danske svømmer Viktor Bromer er klar til karrierens anden VM-finale.

Det står klart, efter at Bromer tirsdag aften blev nummer fire i sin semifinale på 200 meter butterfly ved VM på langbane i Budapest.

Danskeren svømmede de 200 meter i tiden 1 minut og 55,39 sekunder, hvilket var den sjettehurtigste tid på tværs af semifinalerne.

Bromer lagde som sædvanligt en smule langsomt ud i tirsdagens løb, men mod afslutningen skruede danskeren farten op. Dermed er han klar til finalen i 200 meter butterfly, der svømmes onsdag aften.

Japanske Daiya Seto og de to ungarere Laszlo Cseh og Tamás Kenderesi tog sig af de tre hurtigste tider ved semifinalerne.

/ritzau/