Efter få dage uden direktør har Dansk Ride Forbund (DRF) fået stillingen besat.
Danmarks Cykle Union (DCU), til gengæld, skal på jagt efter en ny.
DRF har således tirsdag ansat konstitueret direktør i DCU, Jens-Erik Majlund, som interim direktør.
Stillingen som direktør i DRF blev ledig så sent som i fredags, hvor forbundet offentliggjorde, at man har opsagt samarbejdet med Morten Schram Rodtwitts efter gensidig enighed med bestyrelsen.
Den stilling har man så tilbudt den konstituerede direktør i DCU, som tidligere har været både elitechef og generalsekratær i rideforbundet, og det har han takket ja til.
- Jeg glæder mig til at komme 'hjem' til Dansk Ride Forbund. Ridesporten har altid ligget mit hjerte nær og har stor betydning for både mig og hele min familie, siger Jens-Erik Majlund til DRF's hjemmeside.
Jens-Erik Majlund tiltræder sin nye stilling per dags dato og frem til den 30. april 2025, oplyser DRF. Han vil dog stadig stå til rådighed for DCU frem til udgangen af februar, skriver forbundet på sin hjemmeside.
Tiltræder i turbulent periode
Jens-Erik Majlund tiltræder i sin nye stilling i en relativt uropræget periode.
I begyndelsen af december blev formand Dan Boyter væltet på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, og tidligere elitechef i forbundet Kimi Gerd Nielsen blev valgt i stedet.
Hun har fuld tiltro til, at den nye interim direktør nok skal få ro på bagsmækken.
- Vi har mange vigtige opgaver, som kræver et solidt kendskab til ridesporten og evnen til at handle fra dag ét. Derfor er vi glade for at kunne byde Jens-Erik velkommen tilbage. Vi kender Jens-Erik og hans værdier, som passer rigtig godt til den fremtid, vi ser for ridesporten i Danmark, siger Kimi Gerd Nielsen til Dansk Ride Forbunds hjemmeside.