Sejlsporten har historisk stået stærkt med Dannebrog hævet i masterne.
32 medaljer er blevet sejlet hjem fra de olympiske lege, og det gør disciplinen til den mest succesrige gennem tiden set med rød-hvide briller.
De seneste to udgaver af legene har dog blot budt på to medaljer - begge til Anne-Marie Rindom - og det har fået Team Danmark til at betragte Dansk Sejlunion med et andet blik.
For hvor det før har været klassificeret som et verdensklasseforbund har sportsdirektør i Team Danmark, Lasse Balle Christensen, nu åbnet for muligheden for at deklassificere forbundet til kategorien som eliteforbund.
En ændring der kan have indflydelse på størrelsen af den økonomiske støtte.
Intet er endnu endeligt besluttet, men udsigterne får Anne-Marie Rindom til at frygte for den kommende generation af sejlere.
- Min første tanke er, at det er ærgerligt, fordi der er så mange talenter på vej. Og de har en masse mål og drømme om at præstere godt til OL næste gang, siger hun til DR Sporten.
- Og hvis forbundet ikke længere er et verdensklasseforbund, kommer det nok til at have en eller anden form for negativ betydning.
Resultater afslører ikke alt
Team Danmark annoncerede efter OL i Paris, at man ville omlægge strategien til fremover at prioritere skarpere, når det kommer til, hvilke forbund der skal have den økonomiske støtte.
En omlægning der er blevet taget blandet imod.
Det har også fået Dansk Sejlunion til at ville forny sig, hvilket har kastet en fyring af sportschef Thomas Jacobsen af sig.
Overfor DR Sporten udtaler han, at han faktisk er lettet over det afbrudte samarbejde, fordi han ikke længere føler, at forbundet bliver tilstrækkeligt prioriteret af Team Danmark, når man udelukkende vurderer på de seneste resultater.
Anne-Marie Rindom kan godt følge ham.
- Jeg er faktisk meget enig med Thomas Jacobsen. Det er rigtigt synd, at man ikke kigger lidt længere ned på de forskellige atleter og deres kvaliteter, siger hun.
- For der er faktisk rigtig mange på vej. Og det ved vi jo, fordi vi er så integrerede i miljøet. Men det er lidt sværere at se udefra, hvis man kun kigger på resultater.
Diskussionen om Team Danmark-støtte ender ofte i den velkendte dans med hønen og ægget. Skal man have støtte, fordi man er god? Eller skal man have støtte, så man blive god?
Rindom påstår ikke at have det klare svar og vil heller ikke spå om, hvorvidt et eventuelt fald i støtte vil have indflydelse på, om hendes kollegaer fortsætter med sejladsen.
Men hun er sikker på, at talentmassen i dansk sejlsport er til stede, og det ville være synd, hvis man fra Team Danmarks side vælger at se bort fra dem.
- Der er sindssygt mange på vej, men som ikke nåede det til det her OL. Og det vil ikke være overraskende for mig overhovedet, hvis der bliver vundet medaljer til næste OL i Los Angeles. Slet ikke.