Rindom trækker sig fra landsholdet i en periode

Det er den danske sejlers egen beslutning at tage en pause

Anne-Marie Rindom vandt sølv ved OL i sommer. (Foto: © Sebastien Nogier, Ritzau Scanpix)

Den tredobbelte OL-medaljevinder Anne-Marie Rindom trækker sig fra landsholdet i en periode.

Det oplyser direktør i Dansk Sejlunion Anders Kristensen mandag til Eurosport, efter forbundet tidligere mandag offentliggjorde næste års landsholdstrup, hvor den rutinerede danske sejler ikke er at finde.

Anne-Marie Rindom, som har vundet både guld, sølv og bronze ved de seneste tre lege har selv truffet beslutningen om at holde en pause, uddyber Anders Kristensen til DR Sporten.

- Rindom skal ud og afsondre og tjekke sine færdigheder på andre områder end lige i det olympiske cirkus. Hun skal sejle en helt masse næste år i alle mulige mærkelige ting, så der bliver ikke tid til at sejle Laser Radial eller Ilca næste år, siger Anders Kristensen.

Anne-Marie Rindom blev nummer to i Ilca 6-klassen under sommerens OL. (Foto: © CAROLYN KASTER, Associated Press)

Dermed kommer Anne-Marie Rindom ikke til at jagte medaljer for Danmark ved potentielle europa- og verdensmesterskaber næste år.

Det ærgrer dog ikke Anders Kristensen det store.

- Det er da klart, at vi gerne havde taget de medaljer med, som Rindom havde skrabet til sig. Men det er endnu vigtigere, at vi vinder nogle guldmedaljer i OL i 2028. Så skal vi gerne have nogle EM- og VM-medaljer med på vejen, men jeg tror, at dem (landsholdssejlerne, red.) vi har nu, også godt kan skaffe det, siger Anders Kristensen.

Derfor bakker Anders Kristensen og forbundet også op om den 33-årige sejlers beslutning om at ville noget andet i en periode.

- Det er superfedt.

- I sejlsport bliver man også bedre af at sejle alle mulige andre klasser end bare den, man er med til OL i. Det giver nye blikke og muligheder, og det er derfor, de erfarne er bedst. Jo bredere et fundament, jo bedre er du, siger Anders Kristensen.

Ingen betydning for OL

Den danske OL-medaljevinder er blandt andet en del af den internationale sejlkonkurrence SailGP, som begyndte sæsonen i slutningen af november og fortsætter i det nye år.

Beslutningen om at prioritere den konkurrence frem for det danske landshold har ingen indflydelse på hendes muligheder for at komme med til OL i 2028, fortæller direktøren.

Tværtimod kan den give hende endnu bedre kort på hånden.

- Hvis hun kommer ud på den anden side som en bedre sejler, vil hun også blive en bedre olympisk sejler, hvis det er det, hun vælger at kaste sig over, når hun når dertil, siger Anders Kristensen.