Dansk dressurrytter udelukkes fra landsholdet efter lækket video

Carina Cassøe Krüth er af Dansk Ride Forbund blevet midlertidigt udelukket fra landsholdet.

Carina Cassøe Krüth på hesten Heilines Danciera. (Foto: © Behrouz Mehri, Scanpix Denmark)

Dressurrytteren Carina Cassøe Krüth er i dag blevet udelukket fra Dansk Ride Forbunds såkaldte bruttogruppe samt landsholdet.

Det skriver forbundet i en pressemeddelelse.

Det sker som følge af en video fra februar 2022, hvori Cassøe Krüth pisker sin hest hårdt to gange.

- Beslutningen er truffet som følge af at rytterens opførsel i videoen, som er uforenelig med DRF's sportsplan, hvori 'normer og værdier for bruttogruppe-, landsholdsryttere og deres personlige team' er beskrevet, skriver forbundet.

Videoen er efterfølgende blevet indsendt til Dansk Ride Forbund og senere lækket på sociale medier.

Det har naturligvis skabt røre i det danske hestemiljø, og formand for Det Dyreetiske Råd, Bengt Holst, lagde efterfølgende ikke fingre imellem, da han skulle beskrive, hvad der sker på videoen.

- Det er direkte vold mod hesten. Hun pisker den og får den til at gøre noget, som hun gerne vil have. Det er tydeligt, at hesten ikke vil. Den viser alle mulige tegn på konfliktadfærd. Den pisker med halen, springer og slår ud med benene - altså, den vil ud af den der situation, sagde han til DR Sporten.

Sagen ikke lukket endnu

Udelukkelsen sker, efter appeludvalget har haft sagen til behandling, men længden af udelukkelsen revurderes i henhold til udvalgets afgørelse.

Carina Cassøe Krüth har tidligere fået en bøde på 5.000 kroner, men forbundets formand, Dan Boyter, gav i sidste uge udtryk for, at man i bestyrelsen ville undersøge sanktionsrammerne yderligere.

- Disciplinærudvalget vælger at give den her straf på de 5.000 kroner. Det er selvfølgelig også noget, som vi fremover i Dansk Ride Forbunds bestyrelse kommer til at kigge på. Om vi sanktionerer hårdt nok i forhold til situationer som den her, hvor det er reel vold mod hesten, sagde Dansk Ride Forbunds formand, Dan Boyter, tidligere til DR Sporten.

Udelukkelsen er midlertidig og gælder foreløbigt frem til appeludvalgets behandling af sagen.

Carina Cassøe Krüth skulle have deltaget ved UVM i næste måned, men den deltagelse er altså nu i alvorlig fare med de nye sanktioner.

Formanden i hesteavlsforbundet Dansk Varmblod, Jan Pedersen, udalte tidligere, at han forventede, hun ville stille op, da den første sanktion blot var en bøde.