Stjernes valg vækkede Frankrigs vrede: ' Det er en skandale, det er pinligt'

Joel Embiid bliver næppe en populær figur, når USA møder Frankrig i OL-finalen.

Joel Embiid har scoret 52 point til OL. I semifinalen mod Serbien scorede han 19 og blev efterfølgende buh'et ud af arenaen. (Foto: © Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix)

Mens pibekoncerten tog til i styrke, dansede Joel Embiid videre.

Kort forinden var basketballstjernen en af heltene, da USA torsdag spillede sig i OL-finalen. Amerikaneren omfavnede sin skurkerolle og opildnede de fremmødte franskmænd til at buh'e endnu højere.

Og så fik han mere af samme skuffe.

Joel Embiid kan med garanti forvente en fjendsk modtagelse, når han og USA lørdag aften møder Frankrig i kampen om guldet.

Herunder kan du se Joel Embiid danse efter sejren på 95-91 over Serbien.

For de franske fans føler sig forrådt af den 30-årige center, som fik fransk statsborgerskab i 2022, så han kunne spille for landsholdet til OL blot for at vælge USA året efter i stedet. Av.

- Drillerierne mod fansene er bare kærlighed, jeg tager det som respekt, sagde Joel Embiid om sin dans og håndtegn mod tilskuerne efter semifinalen.

Og ja, han er klar på mere i finalen mod de franske værter.

- Det bliver sjovt, sagde Joel Embiid.

Joel Embiid er vant til at blive buh'et i NBA, hvor han anklages for at filme, fortæller Morten Stig Jensen. (Foto: © Zhang Chen Xinhua/Xinhua/Ritzau Scanpix)

Mangel på respekt for Frankrig

Tårnhøje Joel Embiid er blevet buh'et ad i hver eneste af de fem kampe, USA har spillet ved OL. Sådan har det været siden oktober sidste år, da NBA-spilleren endegyldigt valgte USA til og dermed det franske landshold fra.

Sidstnævnte gav ham ellers et statsborgerskab for to år siden, ligesom Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ifølge New York Times ringede til den tidligere MVP (NBA's mest værdifulde spiller) for at overtale ham til at spille for Les Bleus. Lige lidt hjalp det.

- Min søn er amerikaner. Jeg har været i USA længe, og jeg føler, at min beslutning er taget med tanke på min familie, forklarede Joel Embiid ifølge NBC Sports.

Forklaringen blev dog ikke købt i Frankrig, hvor man mente, at Joel Embiid, der også kunne have spillet for Cameroon, jagtede de nemme medaljer med USA.

Se og hør Joel Embiids "velkomst" i torsdags.

Bare spørg den tidligere franske landsholdsspiller Frederic Weis.

- Jeg hader ham for det. Han har ingen respekt for Frankrig eller for de folk, som søger fransk statsborgerskab og ikke får det. Han fik det, fordi han er en god atlet, sagde han i april.

- Det er en skandale, det er pinligt, og jeg er ligeglad med hans forklaring, for hans ord betyder ingenting.

Stærke ord, men vreden er til at forstå, mener Morten Stig Jensen, DR Sporten basketballekspert under OL.

- Det var enormt bittert, for Frankrig er en stolt basketball-nation, som troede, Joel Embiid skulle være en af dem, siger han.

- Så jeg kan da godt forstå de franske fans. Her er en spiller, som ikke ville være en del af.

Joel Embiid er født i Cameroun, men flyttede til USA som 16-årig for at blive professionel basketball-spiller. (Foto: © THOMAS COEX, Ritzau Scanpix)

Elsker at være provokerende

De stærke følelser bunder i, at Joel Embiid havde været en markant forstærkning af det franske landshold, som lørdag er underdogs mod USA's stjerneparade.

- Han ville utvivlsomt være den bedste spiller, Frankrig nogensinde har haft. Han har scoret tæt på 30 point per kamp i sin karriere og er en af de bedste forsvarsspillere i ligaen de sidste mange år. Han er en superstjerne, siger Morten Stig Jensen.

Men en amerikansk en af slagsen. Hans OL-eventyr begyndte stille, da han i skrivende stund bøvler med et ømt knæ, men i semifinalen mod Serbien stemplede han ind med 19 point samt en sejrsdans til øredøvende buh-råb.

Men som Joel Embiid selv har forklaret, rør den slags modvind ham på ingen måde.

- Han elsker at blive buh'et, for det har han oplevet gennem mange år i NBA, hvor han af mange anklages for at filme. Nu gør de franske fans det så også, og at de mødes i finalen, gør det blot ekstra sødt for Joel Embiid, siger Morten Stig Jensen.

- Han elsker opmærksomheden, at være provokerende og vil med garanti give dem et kæmpe show i finalen.

Du kan se OL-finalen mellem USA og Frankrig klokken 21.30 på DR1 og DRTV.