Gud var torsdag med legendariske Steph Curry i Paris.
Intet mindre kan gøre det, når amerikanerens superstjerne af en holdkammerat, Kevin Durant, skal sætte ord på sejren på 95-91 over Serbien i OL-semifinalen.
Undervejs var USA nemlig nede med hele 17 point, men så tog 'guddommelige' Steph Curry over og sluttede af som topscorer med 36 point.
- Steph Curry, du godeste, han holdt os oven vande, det var euforisk, Gud var hos ham i hallen hele aftenen, siger Kevin Durant til DR Sporten.
- Jeg er helt følelsesladet. Det var en af den slag sejre, hvor man blev tættere som gruppe, og som man aldrig vil glemme.
Se en af Steph Currys mange vilde skud i videoen herunder.
Blev testet af en af verdens bedste nogesinde
Kevin Durant skyndte sig at rose holdets profil Nikola Jokic og Serbien, som fortjener stor kredit for aftenens "fantastiske strategi".
- De var gode i forsvaret, ramte vigtige skud og har generelt en virkelig god gruppe af spillere. Nikola Jokic er en af de bedste nogensinde til at spille basketball, og han testede os virkelig i aften. Vi er i finalen og ser frem til at møde Frankrig, siger Phoenix Suns-spilleren.
At USA lørdag skal møde Frankrig i kampen om OL-guldet ændrer ikke på, at stjerneparaden var tæt på at ryge ud til Serbien i kampen forinden.
For det velspillende mandskab havde længe amerikanerne ude i tovene, ramte det ene vigtige skud efter det andet og førte i tæt på 90 procent af semifinalen.
Men ak.
Mod slutningen viste LeBron James og Steph Curry, hvorfor de hver især regnes som nogle af sportens bedste atleter i historien.
- Jeg har spillet mange kampe for USA's landshold. Det her var en speciel en af slagsen, siger Steph Curry ifølge The Guardian.
Du kan se og høre Bogdan Bogdanovic sætte ord på nederlaget i videoen herunder.
Ligesom Kevin Durant var skarpskytten med de mange rekorder ligeledes fuld af ros til de serbiske spillere.
Bogdan Bogdanovic var især toneangivende med sine 20 point - den slags trøster dog ikke vildt meget, når man alligevel glipper en OL-finale.
- Vi er stolte, men et nederlag er et nederlag, og det var hårdt i dag. Vi har stor respekt for alle, men vi kom for at konkurrere mod de bedste i verden, og vi mener, vi hører til blandt de bedste, siger han til DR Sporten.
Du kan se USA's OL-finale mod Frankrig på lørdag fra klokken 21.30 på DRTV. Et par timer før, klokken 11.00, skal Serbien og Tyskland kæmpe om bronzemedaljerne.