Se øjeblikket, hvor Daniel Wagner får sin sølvmedalje nummer to om halsen

Atletikstjernen vandt en overraskende sølvmedalje i mændenes 100 meter-finale i T63-klassen.

Han havde næppe turde drømme om det, Daniel Wagner.

Med en personlig rekord, der var feltets dårligste, var det ikke en podieplads, den 31-årige dansker havde regnet med.

Men atletikstjernen overraskede mange, og egentlig også sig selv, ved at komme i mål i en forrygende tid på 12,08 sekunder, der var nok til sølvmedalje i mændenes 100 meter-finale i T63-klassen.

- Der har været så meget pres på. Jeg kunne godt se, at jeg var tæt på guldet, men det her føles næsten som guld. Shit, jeg løb hurtigt. Det var vigtigt, at jeg gjorde det nu, siger en lykkelig Daniel Wagner til DR Sporten.

Derfor sluttede aftenen selvfølgelig også af med, at Daniel Wagner skulle en tur på medaljepodiet for at modtage sin anden medalje ved de paralympiske lege.

Tidligere på ugen vandt han nemlig ligeledes sølv i mændenens længdespringskonkurrence i samme klasse.

Guldmedaljen i 100 meter-finalen gik til amerikanske Ezra Frech, der var to hundrededele hurtigere end Daniel Wagner.