OL-triatlet: Ironman-interesse giver vores sport et boost

Andreas Schilling skal torsdag i konkurrence ved OL i Rio, og han mener, at ruten ligger særdeles godt til ham.

(© DR Sporten)

Ekstremsporten har de seneste år haft ekstremt gode kår i Danmark, og triatlon og den lange Ironman-distance er ingen undtagelse.

I disse dage er der eksempelvis Ironman-uge i København, og den store interesse smitter direkte af på triatlonsporten ude i klubberne.

- Ironman har gjort, at folk har fået øjnene op for triatlon. Medlemstallene går også stille og roligt fremad, fortæller den danske OL-deltager i triatlon Andreas Schilling, da jeg møder ham uden for atleternes by i Rio de Janeiro.

- Jeg er selv ungdomstræner i Odense Triatlonklub, og jeg kan mærke, at triatlon er ved at udvikle sig til at være noget for børn og unge. Sporten breder sig ud på flere formater – både de længere og de kortere distancer. Det er rigtig dejligt, fortsætter Schilling.

Alle har svagheder

Som sportsgren kan triatlon nemlig noget anderledes end mange andre idrætstilbud.

- Det fede ved triatlon er, at der ikke er nogen, der er mestrer alle tre discipliner lige godt. Man har altid lidt en svaghed i en eller to af disciplinerne. Det gør, at der altid er et udviklingspotentiale. Også for en som mig, fortsætter den 25-årige triatlet.

Andreas Schilling ankom til den olympiske by i Rio de Janeiro i lørdags, og de første dage har været langt bedre end frygtet.

- Det har været en stor oplevelse. Der har været rigtig mange nye ting, men det har også været rigtig fedt.

- Jeg var lidt bange for, at det skulle blive en lidt drænende oplevelse, som man skulle bruge rigtig meget energi på, men jeg synes faktisk, at det har givet mig noget. På den måde har det ligesom løftet mig.

Gode muligheder

Andreas Schilling har haft et forrygende 2016, der blandt andet har budt på OL-kvalifikation, en andenplads ved et World Cup-stævne og en fjerdeplads i en VM-afdeling.

Det er derfor en optimistisk atlet, der møder pressens udsendte i Brasilien.

- Ruten ligger rigtig godt til mig. I svømningen er jeg ret afhængig af, jeg får lavet en god start på stranden. Det er min mulighed for at komme med i den gruppe, hvor jeg skal ligge. Cyklingen er der, hvor jeg kan gøre forskellen. Hvis jeg spiller mine kort rigtigt, så kan tingene godt gå min vej.

Andreas Schilling med træner Kasper Gejl foran atleternes by. (© DR Sporten)

- I løbet handler det om at være taktisk snu. Det er en rimelig hurtig løberute, der bare er flad. Det gælder om ikke at brænde for mange kræfter af i starten og så have lidt at skyde med til sidst, lyder analysen af den olympiske rute.

Hvad den personlige målsætning så hedder i konkrete placeringer vil Schilling ikke ud med.

- Jeg går efter det bedst mulige resultat på dagen. Der er mange faktorer, der spiller ind. Hvad det så bliver, det må vi vente med at se. Jeg tror helt sikkert på, at jeg har gode muligheder for at slutte i den bedste halvdel.

Indstillede karrieren

Det var dog tæt på at den talentfulde triatlet slet ikke ville være i spil til at konkurrere om OL-billetter og World Cup-placeringer, for i 2013 var lysten til at dyrke triatlon sluppet op hos Andreas Schilling.

- Jeg havde haft rimelig stor succes som junior og følte lidt, at tingene var gået i stå i seniorårene. Jeg havde bruge for i en periode lige at overveje, hvorfor jeg brugte så meget tid og så meget energi på min sport. Det hele var blevet lidt for meget automatpilot, og jeg havde brug for et afbræk.

- Jeg var ude nogle måneder, hvor jeg ikke trænede. Her fandt jeg ud af, at jeg ikke var færdig med at dyrke triatlon. Så jeg startede op igen, og der var lang vej tilbage. Men det har virkelig givet pote at få hovedet skruet rigtigt på, fortsætter Schilling, der er opvokset i Fredericia, men nu er tilknyttet triatlon-elitecentret i Odense.

Kæresten på sidelinjen

Andreas Schilling er den eneste OL-kvalificerede danske triatlet, men han kommer alligevel ikke til at føle sig alene ude på ruten.

- Min kæreste er med hernede, og en stor del af min familie er også her og kommer ind og ser mig. Det er dejligt, at have den support. Det tager lidt af presset af. Det er også fedt, at kunne dele en så stor oplevelse med dem.

Fremtiden skulle meget gerne byde flere olympiske oplevelser. Det langsigtede mål er i hvert fald OL i Japan.

- Jeg har haft en rigtig positiv udvikling de seneste to år, så hvis jeg kan fortsætte den, så ser det spændende ud i forhold til Tokyo i 2020. Der er også et VM i Danmark i 2018, som jeg har tænkt mig at deltage i, slutter Andreas Schilling, inden han gør klar til et tv-interview.

Andreas Schilling og de øvrige mandlige triatleter sendes afsted i vandet ved Copacabana i eftermiddag kl. 16.00. Konkurrencen kan følges på TV2, P3 og her på dr.dk.