Indstillede karrieren for et halvt år siden - er tilbage i aften

Pernille Blume tog en mental omvej for at blive klar til OL i Rio.

I aften springer Pernille Blume i det olympiske bassin, når det gælder 50 meter fri og kvindernes 4 x100 meter medley.

Men for bare et halvt år siden var der intet, der tydede på, at den 22-årige svømmer ville stå ved bassinkanten i Rio.

Hun havde fået nok af træning, klorvand og badehætter. Eller rettere sagt: hendes krop havde fået nok.

- Jeg havde næsten lyst til at kaste op, når jeg skulle til træning. Det var en så sindssyg en følelse - min krop strittede bare imod, siger Pernille Blume i programmet "Rejsen til Rio."

Indstillede karrieren: Kroppen sagde stop

Hun var i syv sind om, hvorvidt hun skulle ignorere sin krops signaler, bide tænderne sammen og fortsætte træningen. Eller kaste håndklædet i ringen og indstille karrieren. Hun valgte det sidste.

- Hvis din krop siger så kraftigt til dig, at det her bryder den sig ikke om, så er det måske meningen, at du skal lytte til den, som hendes mor sagde dengang i februar måned.

- Til sidst havde jeg næsten lyst til at kaste op over at skulle til træning, fortæller Pernille Blume. (Foto: © Dr, DR)

Blume selv følte et pres udefra, som hun ikke helt kunne få til at harmonere med sine egne mål.

- Der var en masse, der gerne ville det for mig og havde nogle ambitioner på mine vegne, som jeg ikke kunne mærke inderst inde. Jeg blev ved med at presse det så meget, at min krop til sidst blev så stresset, at den sagde fra. Jeg var nødt til at stoppe - ellers ville det hele falde sammen.

Kun en måneds pause

Der gik dog kun en måneds tid, før Blume igen havde fået blod på tanden. Hun valgte at vende tilbage til det danske svømmelandshold, men fik pludselig travlt for at kunne nå at indfri kvalifikationskravene:

- Selvfølgelig tænkte jeg på, om jeg var for sent ude. Jeg havde tabt mig ekstremt meget og havde næsten ikke nogle muskler på det tidspunkt. Men jeg havde en indre tro på, at det nok skulle kunne lade sig gøre - selv om det fysiologisk nok var på grænsen, fortæller Pernille Blume.

I april måned deltog hun ved Danish Open - den absolut sidste chance for at kvalificere sig til OL. Hun lagde stærkt ud på førstedagen ved at vinde konkurrencen på 100 meter fri. Men tiden var akkurat 3/100 fra OL-kravet. Hun svømmede i tiden 54.46 sekunder, men kravet var 54.43 sekunder.

Succes i 50 meter fri

Sidste skud i bøssen var finalen på 50 meter fri. Hun skulle blive blandt de to bedste for at sikre sig en af de danske pladser i Rio. Og Blume endte såmænd med at vinde DM i suveræn stil - foran Jeanette Ottesen og Mie Ø. Nielsen.

Det ligner altså en mentalt styrket svømmer, der skal i bassinet i Rio fredag aften.

Pernille Blume svømmede tidligere på ugen 100 meter fri samt 4 x 100 meter fri. I sidstnævnte lykkedes det ikke for den danske holdkap at nå finalen.

Til gengæld overraskede hun ved at komme frem til semifinalen i 100 meter fri.